Først blev de forbudt. Nu opføres de forbudte sange

Gennem hele historien er tekster og melodier blevet bandlyst eller censureret. Og sådan er det stadig, mener folkene bag "Forbudte Sange", der opfører numre, der er faldet for censuren

Pernille Rosendahl er blandt de kunstnere, der opfører forbudte sange på Det Kongelige Bibliotek Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

 

Emil de Waal mener ikke bare geografisk. Selvom det kan være svært at se direkte censur i det danske musiklandskab, oplever han, at vores hjemlige musik skal igennem mange filtre. Amerikanske Itunes er kendt for at fravælge numre, der har eksplicit seksuelle titler, og radioens P3 har været involveret i flere sager, hvor kanalens musikudvalg har fravalgt kunstnere eller numre, fordi de indeholdt »forkerte« instrumenter.

»Rasmus Nøhr fik at vide, at der var for meget saxofon på et nummer, og bandet Vildnis bliver ikke spillet, fordi de bruger elektrisk violin. Det er selvfølgelig ikke forfærdelig og politisk censur, men det er sådan noget, der optager mig«.Jonas Pedersen var kun et par år gammel, da popsangen »Like a Prayer« satte ild til Vatikanet. Alligevel husker han sagen.
Det var i 1989, da Madonna udgav sangen og ikke mindst musikvideoen, hvor hun dansede omkring i en kirke, kyssede den lækre, sorte Kristus-figur og stak sig på torn, så hun blødte fra håndfladerne.

Det var for meget for det italienske publikum, der fik cortadoen i den gale hals. Folk råbte op om blasfemi og censur. Der var tilmed tale om at boycotte Madonnas fremtidige koncerter.

»Det er en utrolig smuk video,« husker Jonas Pedersen, der er forsanger i gruppen »Hymns of Nineveh«. Et band, der i øvrigt aldrig har lagt skjul på sit kristne udgangspunkt.

»God kunst er jo ikke entydig, og det er denne video heller ikke. Men når det så er sagt, så er der nogle helt ekstremt stærke symboler, så jeg kan godt forstå, hvorfor nogen er blevet stødt«.

Madonnas kontroversielle pop-hit er bare et af de numre, der er udvalgt til koncertrækken »Forbudte Sange«, der sætter fokus på tekster og melodier, der er blevet censureret af den ene eller anden grund.

Fra Izhar Ashdots »A Matter of Habit« , der blev fjernet fra israelske radiostationer i 2012 til Phil Collins skilsmisse-sang »In the Air Tonight«, der røg i unåde under den første golfkrig.

Ideen om at samle sangene kommer fra Jesper Egelund, der leder kulturafdelingen på Det Kongelige Bibliotek.
»Forbudte sange er jo enormt interessante at se på. Hvorfor er musik så dødensfarligt? Hvordan kan det stadig være et spørgsmål om liv og død?« forklarer Jesper Egelund, der nævner Billy Holidays »Strange Fruit« som et af de hits, der sætter censuren på kanten.

»Da den udkom, hang sorte mennesker bogstavelig talt og dinglede fra træerne. Metaforen om »de mærkelige frugter« handlede om virkelige mennesker og på den måde blev censuren et meget direkte udtryk for alt det, der foregik, men som man ikke talte om«.

Jesper Egelund understreger, at der findes mange blødere eksempler på censur. Som Rod Stewards »Sailing«, der blev bandlyst af BBC under Falklandskrigen, hvor alt, der havde et maritimt tema blev strøget fra BBC.

»Det er jo helt fjollet,« udbryder Emil de Waal, der er kapelmester og medproducent på »Forbudte Sange«.
»Sailing er jo bare en dum fodbold-sang, der blev bandlyst på grund af berøringsangst og politisk korrekthed«.

Ifølge Emil de Wall er »Sailing« et godt eksempel på, at censur er flydende og tilfældig. Tekster kan sagtens handler om een ting, når de bliver skrevet og om en anden ting, når de senere bliver spillet. Det skete for John Lennons »Imagine«, der pludselig blev opfattet som meget kontroversiel og anti-religiøs. 30 år efter at den blev skrevet. Og det skete for Peter Bellis »Har du nogensinde set København fra en DC9«, der ikke blev spillet efter angrebet på World Trade Center.

»Det er helt tosset,« fnyser Emil de Wall, der selv lige har oplevet censur.
»I næste uge skal jeg til Kina og spille og selvom det er med et instrumentalt band, skal vi sende sangtitlerne af sted inden afrejse. Så kan censurkomitéen bedømme dem. På den måde er det jo ikke et spørgsmål om, at tingene var meget dårlige og at nu er alting bedre, som de siger i tv. Censuren findes stadigvæk. Den har bare flyttet sig«.

Emil de Waal mener ikke bare geografisk. Selvom det kan være svært at se direkte censur i det danske musiklandskab, oplever han, at vores hjemlige musik skal igennem mange filtre. Amerikanske Itunes er kendt for at fravælge numre, der har eksplicit seksuelle titler, og radioens P3 har været involveret i flere sager, hvor kanalens musikudvalg har fravalgt kunstnere eller numre, fordi de indeholdt »forkerte« instrumenter.

»Rasmus Nøhr fik at vide, at der var for meget saxofon på et nummer, og bandet Vildnis bliver ikke spillet, fordi de bruger elektrisk violin. Det er selvfølgelig ikke forfærdelig og politisk censur, men det er sådan noget, der optager mig«.

En af dem, der ved mest om dansk musik-censur er forskningsbibliotekar Henrik Smith Sivertsen. Han medgiver, at store public service-stationer som BBC og DR udøver musikstyring. Men derudover har dansk musik aldrig rigtigt været udsat for censur. Forargelse, til gengæld! Det er noget danskerne er gode til.

»Det pudsige er jo, at DR ofte har fravalgt numre efter brok lyttere og seere. Det er dem, der gør opmærksom på, at noget er for seksuelt eller politisk. Det er borgerne, der er mest ømskindede,« forklarer Henrik Smith-Sivertsen, der nævner det nok mest kendte eksempel - onani-sangen »Øjet«, som gjorde Trille landskendt i 1970.Sagen vakte voldsom postyr og endte med at  daværende justitsminister Knud Thestrup rejste tiltale efter Straffelovens §140 mod de ansvarlige hos DR. Den endte med frifindelse.

»Øjet fik netop stadfæstet, hvor vide rammer vi har i Danmark,« siger Henrik Smith-Sivertsen, der også mener, at den beviser, hvorfor DR udøver en form for musikstyring. De skærmer simpelthen lytterne ved at undlade at spille sange, der kan virke stødende.»Man kan jo snart synge alt muligt i radioen - med mindre man altså siger »niggerdreng«, som Inge Aasted gør på »Elefantens Vuggevise« fra 1953. Den går ikke,« siger Henrik Smith-Siversten om singlen, der ikke har været spillet på DR siden 2010. Han har selv tjekket.

Spørgsmålet er, om man kunne forestille sig at en dansende kirke-Madonna kunne vække forargelse i 2017. »Næppe,« svarer Henrik Smith-Sivertesen »Hvis det var et mainstream-hit ville den glide lige ind. Bare tænk på sidste års »Fuck you« med Cee Lo Green. Det var årets mest spillede sang på dansk radio«.

Koncertrækken »Forbudte Sange« finder sted på Det Kongelige Bibliotek i aften kl 20.00. Næste arrangement kommer til foråret samme sted.