Da Charles Dickens i 1836-37 udgav »Pickwick-Klubben« som føljeton i 20 dele, udløste han det, man i litteraturhistorien har kaldt en hæftefeber. Folk overalt i Europa stod i lange køer for at få næste kapitel i historien om de fire ungkarle med den fælles interesse for rejser og giftermål.

Også mange andre af littteraturens store forfattere har oprindeligt skrevet deres værker som føljetoner. Honoré de Balzac, Auguste Flaubert og Alexandre Dumas den ældre for blot at nævne nogle af de mest kendte eksempler.

I dag er føljetonen inden for litteraturen imidlertid gået i glemmebogen.

Indtil nu. For både herhjemme og i udlandet begynder den tidligere så populære genre at genopstå på nye medier. Den skandinaviske lydbogstjeneste Storytel og det danske forlag Rosinante & Co. lancerer på fredag et nyt føljetonformat på lydbog. I første omgang med en fortælling i fem dele, som kan downloades via Storytel, skrevet af forfatteren Lars Kjædegaard.

I England har skaberen af den populære britiske TV-serie »Downton Abbey«, Julian Fellowes, også netop meddelt, at han vil udgive romanen »Belgravia« som føljeton i 11 kapitler. Ét afsnit hver uge, som kan downloades fra april. »In the tradition of Charles Dickens«, som det hedder på Fellowes’ hjemmeside.

TV-seriernes succes viser vejen

Inspirationen herhjemme er i høj grad netop den succes, TV-serier de seneste år har oplevet, forklarer Jacob Søndergaard, redaktionschef på Rosinante & Co:

»TV-serier opfylder i dag et litterært behov hos mange mennesker for realistiske fortællinger med en klar plotstruktur, nuancerede karakterer og troværdige miljøer. Jeg ser selv TV-serier på streamingtjenester som HBO og Netflix, og på et tidspunkt slog tanken mig: »Hvorfor ikke tage føljetonformatet tilbage til litteraturens territorium, hvor det egentlig kommer fra? Men i et nyt medie.«

Første sæson af Kjædegaards føljeton er baseret på hans bog »Montebello«, men næste sæson, som kommer til sommer, bliver helt nyskrevet. Det er målet, at der på længere sigt skal etableres individuelle team omkring de nye føljetonproduktioner. Igen inspireret af den måde, man arbejder med TV-serier på. Og gerne på tværs af landegrænserne.

»I forlagsverdenen er vi vant til, at man sidder på forlagskontoret og venter på, at forlagets faste forfattere indsender et nyt manuskript, eller at nogen indsender et mesterværk uopfordret. Men sådan gør man ikke, når man skal lave en ny TV-serie. Der nedsætter man et såkaldt skriverum med en hovedforfatter og nogle forfattere, der har andre kompetencer – dialog og plot for eksempel. I det hele taget ser man udviklingen af fortællingen som et holdarbejde,« siger Jacob Søndergaard og tilføjer:

»Jeg har naturligvis ingen forestilling om, at al litteratur fremover skal produceres som holdarbejde, men det er et interessant eksperiment, om det kan lade sig gøre at skabe litteratur på den måde. Det kan være, det mislykkes, men det kan også være, det bliver en succes og kan bruges i andre sammenhænge. Man kunne også forestille sig en almindelig roman skrevet på den måde.«

Det undrer ikke Tore Rye Andersen, lektor i litteraturhistorie på Aarhus Universitet, at forlag og forfattere tager den gamle genre tilbage på nye medier.

»Det giver i høj grad mening, og i det store historiske lys er det kun retfærdigt, at litteraturen prøver at tilbageerobre føljetonen, som den sådan set selv har opfundet, og som andre kunstarter har lånt i mellemtiden. Først som radioromaner og siden som TV-serier.«

Tore Rye Andersen er også leder af forskningscenteret Litteratur mellem medier, der netop interesserer sig for samspillet mellem litteratur og de nye medier, og han pointerer, at lydbogsformatet og de korte fortællinger passer godt til vores fortravlede tid.

Forlag leder efter nye indtægtskilder

»Den traditionelle litteratur lever i høj grad stadig, men der er forcer ved det korte format. Man taler meget om, at folk har mindre og mindre tid til at læse, så det at få et kapitel hver uge eller måned harmonerer godt med den levevis. Desuden er føljetongenren en måde at skabe loyalitet hos kundebasen på.«

Som han ser det, er føljetonlitteraturens genkomst også et udtryk for, at forlagene forsøger at finde nye indtægtskilder.

»Man er nødt til at forsøge at opfinde nye formater. Man har svært ved at finde ud af, hvor man skal stå. Man har været vant til at udgive romaner i papirform rigtig længe. Man mærker presset fra andre medier og kan samtidig se, at føljetonformatet har stor succes inden for TV-serier og også inden for podcast-formatet. En af de mest populære podcasts sidste år hed meget sigende »Serial«. Her var selve føljetonformatet hevet helt frem i titlen. Man tænker på forlagene: Hvis de kan gøre det, så kan vi måske også.«

Ideen om teamsamarbejde inden for litteraturen, mener han er kontroversiel, men ikke helt dødfødt.

»Det er er en tanke, der strider med vores traditionelle idé om, hvad litteraturen er for en størrelse. Vi er vant til, at film, TV-serier og computerspil er kollektive processer, men litteraturen ser vi som noget, der springer ud af den enkelte forfatters pande. Der har selvfølgelig altid været mange involveret i litteraturen, for eksempel redaktører, men de har været temmeligt usynlige. Det her er måske en naturlig vej at gå for dele af litteraturen, men det vil også være en kamel at sluge for mange. Både forfattere og læsere.«