Følelser er ikke akademiske

Den videnskabelige verden er fuld af følelser, men de er lidt uglesete og tabubelagte, siger kultursociolog Charlotte Bloch. I sin nye bog »Passion og Paranoia« går hun med en større interviewundersøgelse tæt på det akademiske følelsesliv hos unge ph.d.-studerende, etablerede professorer og alle dem midt imellem.

Kultursociologen Charlotte Bloch har undersøgt, hvordan folk i det akademiske miljø håndterer deres følelser. Under overfladen ulmer glæden, vreden og misundelsen. Men de bliver under overfladen, lyder en del af konklusionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Erik Refner

Følelser på universitetet? Fnis, fnis. Der var en del forlegen latter, da kultursociologen Charlotte Bloch kontaktede over halvtreds forskere fordelt på køn, alder, position, fakultet for at få dem til at være med i en stor interviewundersøgelse om følelseskulturen i den akademiske verden. Langt de fleste, 54 stk., ville dog gerne, men kravene til anonymitet var store. Følelser er nemlig ikke noget, man hverken viser eller taler særlig meget om på universitetet. »Vi er jo ikke primitive,« som en forsker sagde.

Også ude i samfundet bliver den videnskabelige verden nok opfattet som en af de mest rationelle og saglige verdener, vi har. Selve videnskabens eksistensberettigelse og højere mening er jo, at tingene foregår så objektivt og eksakt som muligt. Både hvad angår arbejdsprocesser, omgangsformer og meritering. Men i praksis spiller følelser en kæmpe rolle i det akademiske arbejdsmiljø, konkluderer Charlotte Bloch i sin bog »Passion og Paranoia. Følelser og følelseskultur i Akademia«, som netop er udkommet. Akademia var navnet på den have i Athen, hvor filosoffen Platon underviste, og ordet bruges som en poetisk samlebetegnelse for højere uddannelsesinstitutioner med forskning.

Stolte ildsjæle
Jeg finder Charlotte Bloch dybt inde i et labyrintisk system af kontorer på det gamle Kommunehospital i København. Hvis disse vægge, trappetrin og gelændere kunne tale, ville de nok også have en del følelser og skæbner at berette om fra hospitalets tid. Men nu er her universitet.

Også jeg var engang i Akademia, fortæller jeg Charlotte Bloch til en start, og det ved hun godt, for hun har faktisk for 16 år siden læst min licentiatafhandling om den tyske sociolog Georg Simmel. Den var god, men hvad blev der så af mig? Jeg kom bort fra Akademia, men det er en anden historie, og som Charlotte Bloch indskyder, er det jo heller ikke hende, der skal interviewe mig. Jeg fortæller dog, at da jeg mødte min kone, levede jeg endnu i et særdeles konkurrencepræget miljø af unge forskerspirer, og hun var halvt underholdt, halvt chokeret over den verden, hun her fik indblik i. Det virkede mere som riddertiden end 1987. Der var æreskrænkelser, brud, fejder, handsker der blev kastet, fjendskaber herfra og til evig tid. Min kone havde ikke så mange fine fornemmelser for Akademia og afgjorde med sig selv, at dette var en branche, hvor folk hverken havde penge eller magt og derfor af frustration eller kraft-overskud fór i struben på hinanden.

Og nu er der rent faktisk lavet forskning på området, og jeg kan spørge Charlotte Bloch:

Hvorfor er der så mange følelser i Akademia?

»Forskere har som regel et dybt passioneret forhold til det, de laver. Det er ikke bare et »arbejde«. Og de gør det i hvert fald ikke for pengenes skyld! Det er hele personen, de sætter ind på det. Men samtidig ligger det dybt i hele ideen om videnskab, at vi ikke forsker for vores egen skyld, for at få anerkendelse eller personlig tilfredsstillelse. Nej, vi forsker for videnskabens skyld, for sandheden og erkendelsen. Så ikke alene er der mange og stærke følelser på universitetet, de lever også i det skjulte og fortrængte, for det er ikke »rigtigt« at have dem.

Men pga. den store personlige indsats oplever de fleste det som meget smertefuldt, når tingene ikke lykkes for dem. Det kan skabe en voldsom vrede, at man ikke opnår den merit eller prestige, man mener at have gjort sig fortjent til. Og alle bliver jo tabere på et eller andet tidspunkt. Om ikke andet, så relativt set. Akademia er nok den mest rangordnede verden, der overhovedet findes. Alt bliver rangordet i fint og mindre fint: Hvilket forlag udkommer du på? Hvilket tidsskrift publicerer du i? Hvor mange ph.d.-studerende har du? Hvor fint et universitet kommer du egentlig fra? Og så videre. Vi vipper hele tiden på en meget høj trappestige«, svarer hun.

Nu kunne man mene, at følelserne bliver så stærke, fordi forskere er lidt »nørdede« eller stille, fokuserede typer, som ikke ligefrem er easy going eller teatralske og derfor koger over, når det indre pres bliver for voldsomt. Men Charlotte Bloch mener ikke, at personlighedstyper har nogen betydning. Det er i egent-ligste forstand et sociologisk fænomen, vi har med at gøre. Det udspringer af det i Akademia, som den franske sociolog Pierre Bourdieu har kaldt den særlige struktur.

»Den særlige struktur er, at man overalt i systemet bliver bedømt af og selv bedømmer sine kolleger, som samtidig er ens konkurrenter. De giver dig anerkendelse, men de tager den også fra dig. De er på en gang dine dommere og dine rivaler. For at sige det abstrakt, så kan man ikke give merit uden selv at tabe merit. Hver gang du bedømmer en kollega positivt, styrker du samtidig en potentiel konkurrent. Og omvendt. Hver gang du er kritisk, kan du mistænkes for at hyppe egne kartofler og sætte en konkurrent tilbage. Der er ikke nogen over-dommer i det her system og det sætter følelser på spidsen.«

Venlighedens politik
Charlotte Bloch har interviewet forskere på alle trin i systemet: ph.d.-studerende, adjunkter, lektorer og professorer. Men det er de samme mønstre, der går igen, set fra forskellige positioner.

»De unge forskertalenter, som ikke er fastansatte, skal praktisere venlighedens politik. Man skal helst ikke gøre sig uvenner med dem, der er over en i systemet, for man ved aldrig, hvem man en dag selv skal bedømmes af. Det kan være svært at balancere, for på den ene side skal man vise, at man er der, og at man er én, der skal regnes med. På den anden side skal man heller ikke blive så synlig, at det er provokerende.

Et særligt træk ved universitetet er, at man skal holde igen med sin glæde og sin stolthed, når man har opnået noget stort, f.eks. en publikation i et internationalt tidsskrift. Hvis man farer lige ind på nabokontoret og fortæller, at man har fået optaget en artikel i Science, vil man måske få et lidt stift smil tilbage. Det regnes for uakademisk at være alt for glad. Og den underliggende forklaring er måske, at man skal undgå at stille andre i skyggen og fremprovokere deres misundelse. Men det er i øvrigt også uakademisk og foragteligt at være åbenlyst misundelig over andres succes.

Mange griber til den strategi at bugtale. Man får sin succes kommunikeret ud ved at flette den ind i en sjov historie, man fortæller eller som en del af noget information, andre kan bruge.«

Et aspekt, som de yngre ikke kender til, men kan risikere at blive ofre for, er bedømmervreden, som Charlotte Bloch har døbt et fænomen, som overraskede hende i undersøgelsen. Når en gruppe etablerede lektorer sætter sig sammen i et udvalg for at bedømme yngre aspiranter, kan de blive så optaget af at bekræfte solidariteten, den gensidige anerkendelse og ånden i det korps, de er en del af, at de »kører hinanden op« til en måske mere kritisk bedømmelse, end der egentlig er belæg for. Måske er de selv usikre på, hvor de har hinanden og man skal jo frem på banen, og så kan der hurtigt ikke være sten på sten tilbage af den afhandling, man sidder med. Charlotte Bloch vil ikke udelukke, at der gennem tiden er sket akademiske justitsmord på den konto. Skal vi nu virkelig indlemme denne person i vores egen kreds, eller skal vi sætte gærdet så højt, at det bliver meget svært? Bedømmervreden er et eksempel på, at de akademiske følelser kan blive destruktive.

Til sidst snakker vi om, at man skal passe på ikke at male billedet for sort. Den positive lidenskab fylder også meget på universitetet. Langt de fleste vil ikke bytte med noget andet. For Charlotte Bloch selv, som tidligere har arbejdet med følelsernes sociologi, har det været spændende indtil det euforiserende at vende forskerblikket mod den sammenhæng, hun selv er socialiseret i.

»Det har givet mig nogle redskaber til at forstå bestemte aspekter ved den verden, jeg selv er en del af. Det har sat ord på nogle ting«, siger hun.

Hun mener, at det er svært at lave en »følelsesmæssig reform« af arbejdsmiljøet i Akademia, fordi følelserne er så dybt forankret i den særlige struktur. Men hun kunne godt drømme om, at hendes bog blev obligatorisk læsning på ph.d.-kurserne, så de unge forskere kunne få en kritisk fornemmelse for etiketten i det system, de er på vej ind i. Lidenskabens følgesvend kan nemlig ofte vise sig at blive tristesse og skuffelse.

»Der er to måder, det kan gå helt galt på. Enten bliver man så træt af de andre, at man isolerer sig og bedriver »villa-forskning«, som man kaldte det i gamle dage. Eller også bliver man oversocialiseret og smelter så meget sammen med den akademiske gruppe, at man holder helt op med at lytte til sig selv.«

Vi når ikke længere. For det banker på døren. Avisens fotograf har også fundet vej gennem labyrinten til Charlotte Blochs kontor. Fotograferes? Hun ser lidt betænkelig ud ved tanken. Jeg har interviewet en del forskere gennem tiden, og det slår sjældent fejl. I Akademia er man ikke vild med fotografer. Det er som om det regnes for uakademisk at stille sig op foran en kameralinse. Måske er man nervøs for, hvad kollegerne tænker, når de slår avisen op. De kunne jo tro, at man var i færd med at føre sig frem.