Fodboldens forbandelser: »Jeg keder mig noget så gudsjammerligt uden«

Er fodboldinteressen en fortryllende ild, der gør os til bedre mennesker med sans for fairplay og giver livet mening - eller er den en forbandelse, der stjæler vores livsglæde, ødelægger vores balance og gør os til værre mennesker? Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis det ikke var, fordi jeg var vokset op i cykelafstand af Fortuna Hjørrings baner og dermed har en medfødt forståelse for kvindefodbold, ville dette være den værste sommerpause nogensinde. Jo, Superligaen ruller igen, men det samme gør dens evige forudsigelighed, hvor Brøndby som regel har fyret træneren, FCK har vundet, og AGF har ryddet pladsen i pokalskabet til Champions League-trofæet, inden vi når påske. Bedre bliver det ikke med de mere eller mindre pålidelige transferrygter, som for tiden står ud af sportssektionerne som skidt fra en spædekalv. Fake news er fint, så længe de bare handler om fodboldspillere i millionklassen, griner sportsjournalisterne, mens de skåler i kølig rosé.

Med andre ord: Jeg keder mig noget så gudsjammerligt uden fodbold i fjernsynet. Min kone, derimod, synes, jeg virker meget gladere. I balance og nærværende. For selv om vi vandt Premier League, og jeg derfor svævede rundt på en mørkeblå sky det meste af foråret, har fodbold i hendes øjne en dårlig indflydelse på mig. Den gør mig hidsig og fraværende, trækker mig ned i sølet som en gammel ven, der vil på bodega, selv om det er tirsdag aften, og du har et møde næste morgen. Et nederlag lørdag kan ødelægge mit humør langt ind i den efterfølgende uge. Fjernbetjeninger er blevet smidt efter blomstervaser, parmiddage er blevet nedprioriteret og Spurs-fans kaldt en masse grimme ting i forskrækkede børns påhør.

Fodbolden har mange vidunderlige egenskaber, men jeg er ikke sikker på, at den ligefrem gør os til bedre mennesker, som Sarah Skarum ellers argumenterede for på denne plads i mandags. For hvor sammenholdet på tribunen giver galskaben mening, er klubkærligheden også en tung byrde at bære, når vi er omgivet af folk, der ikke deler den. Min gamle ven Thomas er Arsenal-fan, og dermed skal jeg konstant minde mig selv om, at han jo trods alt er et godt menneske inde under den røde og hvide klubtrøje. Det samme med min kollega Mikkel. En dygtig journalist med fornuften intakt – hvordan kan han så alligevel holde med United? Ingen relation er længere simpel, når der er en fodboldklub indblandet.

Deri ligger fodboldens forbandelse. Den får lov til at fylde mere end godt er, forplumrer vores klarsyn og får os til at sige grimme ting om andre mennesker. Det er en ugentlig rutsjebanetur af glæde afløst af gråd og så tilbage igen. Og det slider på humøret. Der er øjeblikke, hvor jeg misunder min kones ligegyldighed over for sporten. Tænk, hvor befriende det må være at være aldeles ligeglad med, at en korrupt dommer snød Chelsea for FA Cuppen, eller om Diego Costa er gået fra forstanden eller ej. At få det hvide fodboldsnit og bare være ligeglad – det ville unægtelig hjælpe på humøret og måske endda gøre mig til et bedre menneske.

Alternativt kunne jeg jo bare begynde at holde med et af de evigt tabende hold og ad den vej kvitte bekymringerne. Men på den anden side – København har jo ikke ligefrem brug for flere Liverpool-fans, vel?