Fodaftryk og sjove gangarter gennem 20.000 år

Udstilling: »Et skridt i den rigtige retning«Gl. Holtegaards udstilling »Et skridt i den rigtige retning« er en poetisk lystvandring, hvor man også kan fare vild.

»Grøn mand - gå/rød mand - stå«.

Vi mennesker er opretstående og fremadgående, udadrettede og indadsøgende. Tilstande, der betegner vor fysiske såvel som mentale færden. Det er denne - bevægelsen i snæver såvel som videste forstand - der er arrangørerne, digteren Morten Søndergaard og arkitekten Elisabeth Topsøes, ærinde.

Førstnævnte har allerede udgivet en digtsamling med titlen »Et skridt i den rigtige retning«, og nu har han sammen med sin mere objektorienterede partner bredt idéen ud til en forunderlig udstilling, der både er stringent og poetisk fabulerende.

Skridt for skridt tilbagelægger man de smukke rum i Thuras gamle bolig. Helt opløftende er mødet i den første stue med dels Kirsten Ortweds ubevægelige bronzeklumper af en »Random walk« og dels Tania Ruiz' vidunderlige skyggedans af gående personer i et tilsyneladende tilfældigt hid og did. Ruiz' video er umiddelbart så fascinerende, at man lader øjnene gå på jagt efter strukturer, efter forskelle og ligheder, efter bevidst komposition. Som minutterne går, afsløres det, at der bag det tilfældige ligger omhyggeligt udregnede mønstre.

Ja, men hvad er det med vor gang? På én gang frigjort, uafhængig og grænseoverskridende, og på den anden side lovbunden, regelmæssig, disciplineret. Ikke mindst gangens systemer og strukturer får vi demonstreret via en lang serie skærme i den efterfølgende korridor.

Anatomien og neurologien har forklaringer på, hvordan vi bevæger os, og de psykologiske og sociologiske discipliner fortæller os, hvorfor vi bevæger os. Udstillingen demonstrerer flot det væld af muligheder, vi har, fra gåture i det frie med Dansk Vandrelaug til protesttoget som politisk manifestation, fra menneskets første skridt på Månen til Tivoligardens patruljeren for fuld musik. Her er millionerne på pilgrimsmarch til Mekka, mens andre er på march for fred og retfærdighed. I modens verden går man catwalk, og i sportens hedder det kapgang. De ældste fodaftryk er mere end 20.000 år, og chimpansen er på nippet til at tage skridtet.

Der er alle de gakkede gangarter, og der er de helt nye videnskabeligt baserede animationer af gangen, der viser, at gangen er en væsentlig del af vor identitet. Udstillingen er hele vejen igennem lagt æstetisk an, og man undlader at komme med længere forklaringer på, hvad det er, vi ser. Dvs. at sådanne videnskabelige animationer bliver til æstetiske objekter, som vi aflæser som kunst. Men herved går vi glip af for mange historier. Som f.eks. den om, hvordan man netop ved at analysere gangarter kan afsløre forbrydere, hvis man ellers har fodaftryk og evt. en videooptagelse af forbryderens færden. Det er vitterlig sket i forbindelse med et bankrøveri i Ålsgårde.

Gangen er en evig skiften mellem faldets dramatiske yderpunkt og balancens statiske ro. I havestuen er det i den hvide gips, at vi kan følge udviklingen fra de gamle egypteres stående figurer via grækernes dynamiske gengivelse af contra postoet, hvor vi henholdsvis ser et frit ben på vej til at blive ført frem samtidig med, at det andet engagerede ben er sat i jorden samtidig med, at det bærer hele kroppens vægt. Videre kan vi følge, hvordan forskellige perioder har angrebet bevægelsens problem, fra fysiologisk analyse til futurismens optagethed af selve det at indfange og fastfryse bevægelsen.

I kaminstuen kan man især varme sig ved fotografiske essays over gangens mange veje. Stemningsladet er således Marianne Grønnows ti fotografier af fødder og skyggepletter samlet uder titlen »Til Damaskus«, ligesom der både er bud på dødedans og det direkte spark ud i det blå.

Men det at gå kan også betyde, at man farer vild. Undervejs har udstillingen det med at flintre af sted i mange retninger. F.eks. ud i det utilgængelige eller ind i den absolut anonyme meditative gåen. At gå er også at bære på noget. Går vi ikke alle sammen på kanten af noget? Afgrunden, f.eks.?

Associationer er der såmænd nok af, og alt imens vi forvilder os længere og længere ud i dem, er det som om den mere samlende røde tråd går lidt i opløsning. Til slut er vi rent bogstaveligt med Eva Kock og hendes videoinstallation ved at blive skyllet bort. Vi får i hvert fald våde fødder. Men ud over det hele smiler Francis Aly's vemodige mand i sit lune »dejá vue«. Meget fint.