Fod på verden?

Det var 2006.Nationen er i Irakkrig, aviskrig og krig om Muhammed samt et hus på Nørrebro. I 2006 blev der trukket flere fronter op og skabt flere nye brudflader i Danmark end i hele årtier forinden. Ellers gik det meget godt.

Februar var den sorteste måned for de rød-hvide farver ude i verden, og fra London til Jakarta ikke bare truede den muslimske befolkning med bål og brand oven på Jyllands-Postens navnkundige Muhammed-tegninger. På billedet bliver der trådt på Dannebrog under en Hamas-demonstration 3.februar i det palæstinensiske parlament i Gaza City.<br>Foto: MAANews/ Wesam Saleh Fold sammen
Læs mere

»Det ender med, at vi ejer hele verden,« kundgjorde finansminister Thor Pedersen. Det inkluderer i så fald ikke kongehusets japanske kok. I året der gik, forlod han embedet i protest over arbejdsforholdene. Efter 24 år. Han følte sig ikke længere værdsat. Han ville efter sigende dertil gerne have en undskyldning. Hvilket vi kan vende tilbage til.

Hermed skulle emnet være slået an. Og alligevel har vi end ikke åbnet døren til årets hovedtema: Danmark og verden. Vi har blot trykket håndtaget ned.

Denne skribent havde egentlig tænkt sig at skrive årets gang i Danmark på Murphys lov: »Alt, der kan gå galt, vil gå galt«. Men det rækker ikke. Vi må medtage Peter O'Tooles senere tilføjede princip: »Det, der ikke kan gå galt, går også galt«.

I år 2006 forandredes Danmark. Landet, hvor forudsigelighed og vi-kan-vel-snakke-om-det kulturen er en statsform. Nationen, hvor konflikter sjældent er mere vidtrækkende, end de kan bilægges ved et hegnssyn. Dette Danmark fik hele verden til at stå i flammer.

Muhammed-sagen endte med at involvere præsidenterne Bush og Chirac, premierminister Blair, diverse europæiske statsministre, 11 ambassadører, alle ledere i Mellemøsten og samtlige terrorister i Pakistan, Marokko, Saudi Arabien, Ægypten og Indonesien.

Den britiske avis The Observer fremstillede Danmark som en kæk, uoplyst bondedreng, der frisk fra provinsen ankommer til globaliseringen med sine tegninger. Observer konkluderede, at Muhammed-konflikten var startet af en avis, »hvor kulturredaktøren Flemming Rose besluttede, at tegninger af profeten Muhammed ville fremprovokere en debat om det multikulturelle og peppe en avis op, hvis daglige højdepunkt er diamantbryllupslisten på side 18. Resultatet af denne indskydelse har fået den halve verden til at vakle fortumlet rundt«.

Hvad skal man sige om året 2006, når man med ovenstående ikke bare kan henkaste et opmuntrende: »Det gik da meget godt«?

Det kører bare

Man kan selvfølgelig fastholde, at det gjorde det. At det lige præcis gik godt. At det endda gik ufatteligt godt, som Thor P. med stort hiphop-P som i »Pral« antydede. For der er noget, der åbenbart ikke kan gå galt. Danmark satte i år 2006 ny rekord i alle discipliner i rigdom.

Siden 1987 har nationen ikke haft et eneste år med underskud på handelsbalancen. På Danmarks Statistik er de stakåndede af at optælle nye millionærer. Det kører. Det kører tilmed på første klasse. Forhandlere af dyre biler som BMW, Bentley og Lamborghini afhænder vogne, hvor sælgeren kan vinke kunderne farvel med et bredt dollargrin som ekstra provision. Med købeglæden i højeste gear bruger vi i det hele taget flere penge end nogensinde før. På pelse, tasker, mobiltelefoner, køkkener, habitter, ure, rejser og fladskærme. Før 1987 havde Danmark en periode på 40 år med underskud på handelsbalancen. Da der for nylig var »massedemonstration« på Christiansborg Slotsplads, lød et demoskilt: »Luksus til alle«. I øvrigt en demonstration mod nedskæringer på daginstitutionerne. Hvilket medførte et problem. Det stod ikke klart, om der overhovedet var skåret eller ej. Nogle steder var der. Andre ikke. I det danske velfærdssamfund er man nået så langt i distributionen af ydelser, at folk ikke længere demonstrerer mod konkrete forringelser. De demonstrerer også for en sikkerheds skyld.

Ledigheden er den laveste i over 30 år, antallet af personbiler er steget med 25 procent de sidste fire år. Og hvis man tror ejendomspriserne er steget de seneste ti år, har man ikke set tallene for landets klinikker for plastikkirurgi. Aldrig før i danmarkshistorien har så mange lavet sig selv så meget om. På blot et år er Nygart Specialklinik i indre København gået 400 procent frem. Klinikken har udvidet med ekstra operationsstuer for at følge med danskernes lyst til at forskønne sig med bryst-, fedtsugnings- eller laseroperationer. Dertil ofrer enkelte danskere gerne 40.000 kroner på en hofteoperation - til deres hund.

Aldrig tidligere i danmarkshistorien har der været så stor mangel på læger - og psykiatere.

Misteværdier

Med andre ord: der findes værdier. Og der findes misteværdier. De sidste kendes som bekendt på, at de først opdages, når de allerede er gået tabt. De hører følgelig under »det, der ikke kan gå galt, går også galt«. En årsopgørelse for en middelklassedansker kan eksempelvis lyde: Huset steg en halv million kroner, lønnen tre og overarbejdet 20 procent, ægteskabet og helbredet faldt henholdsvis 100 og 25 procent.

For godt ti år siden brugte nationen årligt pænt under en milliard kroner på stressrelaterede sygdomme. I dag anslås stress at koste samfundet mere end 10 mia. kr. om året. De seneste fem år er antallet af lykkepiller ordineret til unge i alderen 10-19 år steget over 250 procent. Antallet af enlige med børn er steget næsten 40 procent siden 1980. Danmark tog i år 2006 teten som det land i Europa, hvor folk er længst om at blive gift og få børn.

Midt i friværdiens ypperste stund ræser flere og flere åbenbart mod afgrunden. Et sygdomsfremkaldende pres for fremdrift i både karrieren, kærligheden og kernefamilien er dukket op som et fremtrædende lag i det jordskred, rigdommen i Danmark har afdækket i nationalkarakteren. Det moderne sammenbrud er ved at blive en nationalsport. Landets store pensionsselskaber oplever voldsom stigninger i sager, hvor danskere har så overvældende problemer, oftest forårsaget af stress, at de ikke kan fortsætte arbejdet. Det er til gengæld danskere, selskaberne ikke har problemer med at få fat på. Der findes i dag flere mobilabonnenter i Danmark end danskere. Mobiltelefoner udgør på tredje år nationens største importvare i kroner og ører. Lides der nederlag på hjemmefronten, tales der muligvis også en del om det. På de allernyeste mobilmodeller.

Flaget i flammer

Men »det ender med, vi ejer hele verden«. Det duknakkede, skyldbetyngede Danmark er historie. Det er ikke længere verden, der banker på hos Danmark. Det er omvendt.

Danmark er forandret. Anders Fogh er, ifølge kommentatorerne, blevet socialdemokrat. SF vil have flere golfbaner. Marianne Jelved vil være statsminister. Brian Mikkelsen vil afholde de olympiske lege. Og TV 2 vil være CNN. Nationen er i Irakkrig, aviskrig og krig om Muhammed samt et hus på Nørrebro. I år 2006 blev der trukket flere fronter op og skabt flere nye brudflader i Danmark end i hele årtier forinden.

Muhammed-krisen var »den værste krise i Danmark siden Anden Verdenskrig« ifølge statsministeren. Ambassader i Mellemøsten stod i brand. Dannebrog blev trådt på og sat i flammer - en stor pakistansk demonstration havde ganske vist vendt om på rød og hvid, så de kom til at afbrænde det engelske St. George-flag. Men budskabet var klart. Og der skulle mere end en opbragt udenrigsminister Per Stig Møller, der truer med en pibe, til at dæmpe gemytterne. Til gengæld blev »fårene skilt fra bukkene«, hævdede statsministeren. Anders Fogh Rasmussen blev således skilt fra sin formandsforgænger Uffe Ellemann-Jensen. Sidstnævnte mente ikke, at Muhammed-sagen handlede om ytringsfrihed, men om national hovenhed og skryd. De borgerlige blev skilt fra erhvervslivet, der mente, at det hører til almindelig høflighed - samt, ifølge Arla, god forretning - i sin omgang med verden, ikke mindst den muslimske, at lade være med at latterliggøre andres tro. Venstre-ordfører Jens Rohdes frihedsrettigheder var til gengæld ikke »til salg for to liter mælk« (der skulle et radiodirektørjob til, viste det sig senere). Lokale muslimske ledere var så ivrige efter at styre Muhammed-bussen, at de røg i grøften. De turnerede den muslimske verden med Muhammed-tegningerne samt et billede af en fuldskægget franskmand iført grisetryne fra en lokal fransk grisefest for at bære ved til bålet. Imam Abu Laban deklamerede, at han ville forlade Danmark. Hvorefter han truede med at blive. Trosfællen Ahmed Akkari udtalte til skjult kamera, at hvis Naser Khader en dag bliver integrationsminister, skulle man sprænge ham i luften. Hvorefter han undskyldte med, at det var for sjov.

Nye fronter

Ingen lo. Kort efter kom de første hjemlige terrorsager.

I år 2006 blev Danmarks gamle politiske parametre vædret af 12 karikaturtegninger og gik omkuld. Kampen står ikke længere mellem højre og venstre. Den står mellem nationalliberalisterne med Anders Fogh, Pia Kjærsgaard og andre ivrige bevarere af dansk kultur og multikulturalisterne med Uffe Ellemann-Jensen med flere samt toppen af dansk erhvervsliv, der alle mener, Danmark er blevet bornert og selvretfærdig. Skillelinjerne gik gennem partier såvel som den hjemlige forfatterstand. Som digteren Henrik Nordbrandt udtalte til Berlingske Tidende før et Muhammed-møde i PEN: »Jeg har kun fulgt nødtørftigt med. Men én ting er sikkert. Bare fordi den ene part har uret, er det ikke sikkert den anden har ret«.

I 2006 drejede den store, globaliserede følgespot sig på ildevarslende, skrigende hængsler. Den lyste på en lille, sær landsby. Med det resultat, at landsbyens beboere styrtede blændede og forvirrede rundt. Samt ind i hinanden. Alt sammen i diskussion om, hvorvidt man havde forbrudt sig mod omverdenen og skulle undskylde eller ej.

»Det ender med, vi ejer hele verden.«Året, der gik, lignede en fremvisning af, hvad skødet dækker over. Som var det berygtede Ungdomshus-banner: »Til salg: 500 stenkastende, autonome voldspsykopater fra helvede« et mikrobillede på, hvad et ejerskab af verden indebærer i full scale. Når guderne ønsker at straffe menneskene, lader de deres drømme gå i opfyldelse, som det hedder.

Kongehusets japanske kok opdagede også verden i år 2006. Ikke mindst at kokke af hans kaliber efter 24 år i et af Danmarks fine køkkener får en del mere end knap 20.000 kroner om måneden i løn. Han fik ingen undskyldning. Og kokken satte et punktum.

Resten af nationen må i sin søgen efter en afslutning pååret nøjes med et udråbstegn!