"Fnidder i parforholdet er ikke interessant"

Mange forfattere kan ikke få nok af at skrive om identitetskrise, fnidder i parforholdet og en traumatiseret opvækst. For digteren Theis Ørntoft er der langt mere presserende emner. Jordens undergang for eksempel.

Digteren Theis Ørntoft er nomineret til Læsernes Bogpris 2015 for sin digtsamling »Digte 2014«. Foto: Simon Skipper Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

For nylig sad Theis Ørntoft med sin computer i skødet og så et TV-program med nogle parti­ledere. Det sker ellers sjældent efterhånden, for han kan ikke holde dem ud, politikerne på Christiansborg. Men man er jo nødt til at følge lidt med, trods absurditeten og komikken, som han siger. Efterhånden som udsendelsen skred frem, kneb det mere og mere med at koncentrere sig. Theis Ørntofts blik søgte konstant væk fra skærmen og over på den geologi­plakat, han har hængende på væggen i sin lejlighed. En plakat af den type, der illustrerer klodens forskellige epoker, fra fødslen for 4,8 milliarder år siden og op til i dag.

»Den fandt jeg meget mere aktuel end de her partipolitikere, der stod om et bord og fjollede rundt. De forholdt sig ikke det mindste til de realiteter, som jeg og alle, jeg kender, føler sig infiltreret af,« siger Theis Ørntoft.

»Politikerne, som vi har valgt til at administrere magten, forsøger at opretholde en fortælling om det samfund, vi lever i, der er så langt fra realiteterne, at det stort set ikke producerer andet end absurde følelseseffekter i min bevidsthed.«

Det er noget af det, Theis Ørntoft sætter ord på i »Digte 2014«, der er nomineret til Berlingskes og Danmarks Biblioteksforenings litteraturpris, Læsernes bogpris.

»Det handler blandt andet om at diagnos­ticere, hvilke følelser den her fornemmelse producerer i os,« som han udtrykker det.

Læs også: Krigen fik mit sprog til at forsvinde

På vej mod afgrunden

Et af de helt presserende problemer, som vores politikere forsømmer at forholde sig til, er det, Theis Ørntoft kalder den økologiske katastrofe. Men det er ikke kun klimaet, den er gal med. Det går generelt mod afgrunden, selv om vi konstant taler om vækst og fremgang.

»For mig er samfundene døde,« lyder en linje fra digtsamlingen. Og i en anden passage hedder det: »Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål / tænker jeg på apokalypsen / hver gang nogen udtrykker håb for det bestående / får jeg det fysisk dårligt.«

»Jeg fornemmer, at vi er nået til enden af det paradigme, vi som vestlige mennesker har levet indenfor og forfinet gennem århundreder. Der finder en kolossal tænkningskrise sted. Filosofisk, politisk og kunstnerisk,« forklarer han og udbryder:

»For hvor skal vi hen? Man taler så meget om post-post-post-det ene og det andet, men der er en grænse for, hvor mange post’er man kan sætte efter. Og det er måske et symptom på, at de grundlæggende fortællinger og forfinelsen af det liberale demokrati som styreform ikke kan komme længere. Det er det, jeg mener med, at det velkendte samfund ikke går mod forfinelse, men mod afvikling.«

Theis Ørntoft retter langtfra kun skytset mod politikerne. Også inden for kunsten kniber det gevaldigt med at forholde sig til de problemer, vi står overfor, mener digteren.

»Jeg synes virkelig, at de fleste kunstnere beskæftiger sig med problematikker, som ikke er særligt relevante i den tid, vi lever i.«

Læs også: »Min roman har givet mig en større barndom«

Værker ender som fossiler

Han nævner forfatternes fokus som eksempel.

»Folk må skrive om, hvad de vil, men jeg bruger ikke ret meget af min egen tid på at læse skønlitterære bøger, der handler om parforhold, identitet, skilsmisse og opvækst. Det er fint nok, at folk vil blive ved med at skrive deres private jeg-fortællinger og beskrive deres traumer. Jeg mener bare, at vi er på vej et sted hen, hvor de fortællinger om bare 20 år måske ikke har gyldighed som andet end historiske dokumenter. Jeg mener, at der er nogle ting så hidsige i gang, at jeg har sværere og sværere ved at se relevansen i de kunstneres arbejde. Det er fortid for mig. Mange af disse værker er som fossiler, man finder under en gåtur på stranden.«

Det gælder også et af de seneste års mest hypede litterære navne, norske Karl Ove Knausgård, der har skrevet en roman i seks bind om sit eget liv.

»Han er en sublim forfatter, ingen tvivl om det. Men folk snakker så meget om ærlighed, og er det nu sandt, hvad han skriver? Mimer det hans eget liv? Personligt interesserer det mig utroligt lidt. Det er besynderligt, at folk bliver ved med at synes, det er relevant i en tid, hvor det ser ud, som om der er nogle kulturer, der kan komme til at støde temmelig voldsomt sammen i vores levetid, og der er en økologisk katastrofe 360 grader rundt, og der er artificiel intelligens, som er ved at mangfoldiggøre sig ud i vores samværsformer på en måde, som vi tilsyneladende har svært ved at forstå. Bare for at nævne tre vidtrækkende og uoverskuelige områder. Alligevel er det, som om det ikke rigtigt siver ind i kunsten.«

Måske fordi kunstnerne tænker som politikerne?

»Kunstnere er vel ofte lige så bange for fremtiden og lige så konforme og småborgerlige som de politikere, de har for vane at kritisere.«

Men hvad skal nogle digte kunne hjælpe i den her yderst alvorlige situation, du skitserer?

»Det ved jeg ikke. Det er jo aldrig nogensinde til at vide hvilken effekt, de handlinger, man sætter i verden, har. Man kan ikke vide, om noget begynder at gribe fat som en slags hvirvelvind og vokser og vokser,« siger Theis Ørntoft og smiler.

»Det er nu heller ikke noget, jeg tænker over. Jeg tror bare, jeg gør, som Danske Bank har fortalt mig, jeg skal gøre – jeg gør det, jeg er bedst til.«

Læs også: »Jeg vil ikke være hende forfatteren, der altid skriver om provinsen«