Flyvende surferliv

Copenhagen Cable Park er navnet på den nye hippe legeplads for københavnske vandhunde. Et eldorado for surfere og WAKEBOARDERE, der elsker fart, spænding og den særlige chillout-stemning. Næste lørdag afholdes DM, mød den forsvarende mester, Mads Bloch, til en snak om surf, dresscode og om altid at vide, hvilken vej vinden blæser.SOUNDSLIDE: Flyvende surferliv

Højt til vejrs. Det handler om stil og attitude, når<br>wakeboarderne viser deres tricks frem for de andre i<br>Copenhagen Cable Park. De bedste bruger bølgerne til at<br>sætte af på og scorer mange beundrende blikke<br>for deres show. <br>Foto:<br>Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Den stramtsiddende våddragt afslører en muskuløs krop, de fleste mænd vil gå langt for at få, og pigerne endnu længere for at gramse på. Det viltre halvlange hår og de kun halvt bundne shorts gør det kun værre. Det virker så tilfældigt det hele.

Det er det ikke.

21-årige Mads Bloch er »one of the guys«, en del af det logeagtige sammenrend af surfere, passionerede sportsudøvere, wannabees og gudbenåede livsnydere, der med Copenhagen Cable Park har fået en tiltrængt oase i København, hvor de kan »hænge ud« og være »loose«, som det hedder i den verden.

Men mellem strandstolene og wakeboarderne, der suser rundt på den 650 meter lange kabelpark-bane på Amager, hersker der et stramt kodeks for påklædning, jargon, stil og måde at anskue verden på. Selv om enkelte familiefædre med mere vaskebalje end vaskebræt blander sig med surferslænget, er der en påfaldende lighed i gruppen af wakeboardere.

Mads Bloch er som forsvarende danmarksmester en af de bedste i disciplinen: »Wakeboard« og »Se mig«. Det gør ham pr. definition selvskreven til en plads i inderkredsen på broen blandt de uniformerede surfere.

Siden han var 10 år, har han surfet, dernæst kitesurfet for til sidst at kaste sig over det seneste nye: Wakeboard, som mest af alt minder om avanceret vandski, hvor det blot er en skilift i stedet for en båd, der trækker dem rundt på den i forvejen anlagte bane.

Imponerende ser det ud, og endnu mere imponerende er det, når Mads Bloch med enkelte sving fra side til side speeder op for pludselig at hænge frit i luften og lave et halsbrækkende trick, inden han i perfekt balance lander igen og fortsætter videre rundt.

Lørdag den 25. august afholdes DM 2007. Denne gang på Mads hjemmebane på Amager, hvor han er en af favoritterne. Det er han helt rolig med. Siger han. Uanset om han vinder eller ej, vil han fortsat tilbringe alle sine vågne timer med surf-vennerne på Amager og luske af fra enhver familiefest, hvis vind og vejr er mere til surf end rejecocktail:

»Jeg har altid været god til at pjække fra skolen og familiefesterne, hvis vejret var til surf. Det var det tit. Hvis vinden var rigtig, kunne skole være skole, ligesom mormors 60 års fødselsdag kunne være det. Sådan er det stadigvæk, intet er vigtigere end en god dag på vandet med gutterne, og de har det på samme måde.«

Det er denne dedikation til sporten og hinanden, der binder wakeboarderne sammen på tværs af alder, uddannelse og social baggrund. I deres verden skal det ikke forklares, endsige undskyldes, at familien kommer i anden række, hvis vind og vejrforhold er rigtige.

I Mads familie behøver han ikke engang at fremtrylle en undskyldning, faderen er selv ivrig surfer og ved bedre end de fleste, at en tom plads ved bordet ikke nødvendigvis skyldes ungdommelig sløvsind:

»Det var min far, der introducerede mig til surfingens verden. Han tog mig med og lærte mig teknikken og tricksene. Han er selv kommet halve og hele timer for sent til fester, så han forstår godt, hvordan jeg har det. Når du er på vandet, kræver det 100 procent tilstedeværelse, ellers kan du ligeså godt glemme det. Det er kravet om at være på, der for alvor tænder mig og har gjort det lige siden, jeg som 13-årig fik mit første kick af at surfe hele vejen ind med en kæmpe bølge, der dengang føltes som et helt hus, lige i ryggen på mig.«

De grønne øjne lyser af bare iver og lader forstå, at de, der ikke forstår det, mangler indlevelse og intuition.

På kabelbanen på Amager er der ingen, der rynker øjenbryn over, at Mads aldrig er nået længere end til 10. klasse og trives fint med livet som fuldtidssurfer.

Det giver snarere surfer-credit at leve »the easy life«, hvor tidshorisonten sjældent er længere end morgendagen og vejrudsigterne fra DMI, og hvor han i en alder af kun 21 allerede har adskillige udenlandske turneringer og surferrejser på CVet.

Men hvordan får han smør på brødet, som det så voksent hedder. Den slags gammeldags spørgsmål, har Mads kun et overbærende smil tilovers for. Han lever bare, og måske skulle vi andre tage at gøre det samme, lader han forstå.

Benene under bordet tripper utålmodigt. Mads vil på vandet igen. Et par surfervenner går forbi og griner indforstået. På banen har et hold nybegynder-kvinder allerede taget hul på dagens »åbent hus arrangement«.

I stram Quicksilver-våddragt og de obligatoriske boardshorts yderst går Mads ud på broen. Han har det som en fisk i vandet. Hvem er bedre end Danmarks bedste wakeboarder til at vise de nye fisk, hvordan det skal gøres?