En sikkerhedsvideo fra det britiske flyselskab British Airways er gået viralt.

Der er tale om et såkaldt periodedrama, instrueret af Sharon Maguire, som er instruktøren, der blandt andet står bag »Bridget Jones' dagbog«-filmene.

Formålet med videoen er selvsagt at holde flypassagerernes opmærksomhed under den obligatoriske sikkerhedsdemonstration, inden flyet letter.

Alle, der har været ombord på et fly, kender dem, men det er sjældent, at de formår at holde flypassagerernes fulde opmærksomhed. Ikke desto mindre er de vigtige, for de instruerer dig i, hvad du skal gøre, hvis uheldet skulle være ude.

Nu har British Airways taget udfordringen op ved at lade sig inspirere af den populære Netflix-serie »Bridgerton«, hvis omdrejningspunkt er Londons elite i det 19. århundrede.

Det er også udgangspunktet i videoen fra British Airways, som er filmet på store landejendomme i England – herunder Hatfield House i Hertfordshire og Englefield House Estate i Berkshire – og portrætterer karakterer fra det 19. århundrede interagere med moderne flypersonale, der i løbet af videoen gennemgår de obligatoriske sikkerhedsforanstaltninger.

Stewardesserne er klædt i klassiske blå uniformer, og resten af castet er klædt i store kjoler, dragter og parykker. 

Ifølge instruktøren er den fem minutter lange video inspireret af britisk litteratur, kunst og film. 

Videoen er set mere end 400.000 gange på YouTube.