Flygtningebørn i fokus

Hvordan er det for et barn at have været på flugt – måske i årevis – med eller uden sin familie, for så at lande i Danmark og forsøge at gøre landet til sit hjem? Det undersøger den danske dokumentarist Andreas Koefoed i dokumentarfilmen »Et hjem i verden«, der netop har haft premiere på festivalen CPH:DOX.

Andreas Koefoed har instrueret dokumentarfilmen »Et hjem i verden«, der vises under CPH:DOX. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hvad gjorde russerne ved dig, da de fangede dig i Tjetjenien?«

Spørgsmålet bliver stillet af 10-årige Magomed til hans far, der i modsætning til resten af familien ikke har fået opholdstilladelse, og nu risikerer at blive deporteret tilbage til det Tjetjenien, familien er flygtet fra. Og faderen svarer ham, råt for usødet, mens kameraet hviler på Magomeds store mørke øjne, mens han tager historien til sig. Hans fars historie, som nu er blevet en del af hans egen historie.

»Magomed er en meget stille dreng,« forklarer Andreas Koefoed, der var meget berørt over scenen. »Men det var på en eller anden måde nødvendigt for ham at stille det spørgsmål, for at han kunne forstå deres situation og al den usikkerhed, han kunne mærke i sin familie. For at han kunne tage nye skridt frem mod at starte et nyt liv i Danmark. Det er en voldsom scene, men den var vigtig for at kunne fortælle hans udvikling.«

Magomed er et af de fem asyl-børn, Andreas Koefoed tegner et intimt portræt af i filmen »Et hjem i verden«. Han har fulgt dem gennem et år på Røde Kors’ asylskole i Lynge, hvor de lærer dansk og andre basale færdigheder, der skal gøre dem klar til at starte i en almindelig dansk folkeskole. Hvis de altså hører til de heldige, der får asyl, for udskiftningen i skolen ligger på hele 80 procent om året.

Alle elever kommer med hver deres dramatiske og ofte traumatiske bagage, og ingen er sikre på at få lov til at blive i Danmark. Alligevel bliver skolen deres trygge holdepunkt, hvor de forsøger at skabe nye relationer og følelsen af igen at høre til et sted. At have et hjem i verden.

»Jeg var interesseret i, hvad det vil sige at være barn og flygtning. Hvad det vil sige, at skabe et hjem – og hvad et hjem egentlig er? Og hvad det i den proces vil sige, at have mulighed for at fortælle sin historie, især oven på traumatiske oplevelser og flugt og krig og så videre. At komme til et nyt sted og sige »jeg er dette mennesker. Jeg har oplevet det og det«,« forklarer Andreas Koefoed om baggrunden for at lave film.

Normale børn i vanskelig situation

Han har siden han lavede sin første korte dokumentarfilm for 14 år siden, haft fokus på film om børn, der står overfor store forandringer i deres liv: En dreng, der skal være storebror, stjernen i drengekoret, der mister sin stemme, og Andreas Koefoeds egen nevø, der som 8-årig måtte forholde sig til, at hans mor fik konstateret brystkræft.

»Jeg synes, det er spændende at arbejde med helt unge hovedpersoner, men de andre film jeg har lavet har været universelle men også meget isolerede historier, som kunne være optaget når som helst. Jeg havde lyst til at lave en film, der havde en aktualitet og en vigtighed rent samfundsmæssigt, men stadig med barnet i centrum.«

Med en uddannelsesmæssig baggrund indenfor både sociologi og antropologi, har Andreas Koefoed fulgt flygtningesituation med interesse. Og han så, hvordan debatten alt for ofte blev reduceret til statistikker eller rædselsvækkende historier om katastrofer og døde børn på stranden.

»Derfor synes jeg det er fedt at kunne komme med en film, der går tæt på nogle af de børn, der er i den situation og så vise det næste skridt. Hvad skal der ske med de her børn, når de er i et nyt land? Hvordan kan man tage sig af dem? Og hvordan kan man få dem videre? Jeg føler, at filmen viser et konstruktivt eksempel på, hvordan man kan håndtere de her børn og deres liv og samtidig vise den styrke til at omstille sig og overleve, som børnene i udpræget grad har med sig.«

»Jeg føler, at den kan skabe et håb, men også være en opfordring til at behandle dem godt og sætte ressourcer af til, at de kan få en god start i Danmark. For hvis de ikke gør det, så bliver de tabt på gulvet og får aldrig et job eller et godt liv,« siger Andreas Koefoed, der har gjort meget ud af at fremstille asylbørnene som helt normale børn, der bare er i en særligt vanskelig situation.

»Det kommer man let til at glemme, fordi dækningen af flygtningespørgsmålet fokuserer på så mange andre ting: Enten vises flygtninge som rene ofre, rene snyltere eller rene opportunister. Det er sjældent man får lov til at opleve dem, uden at det er kommenteret.«

Spændende tidsperspektiv

Andreas Koefoed startede arbejdet med »Et hjem i verden« i 2011 og lavede de primære optagelser i 2012 og 2013. At lave en dokumentarfilm er en langsom proces, og han kunne da også indimellem godt tænke sig at lave noget, der gik lidt hurtigere. Især når emnet er aktuelt.

»Man kan jo godt blive nervøs for, om det man har brugt to år på, alligevel ikke er aktuelt, eller om der er andre, der laver noget om det samme, og nogle gange er historien forsvundet, mens man søger penge. Optimalt set ville det være fedt at kunne producere en dokumentar indenfor et halvt år, hvor man filmer i tre måneder og klipper i tre måneder. Det ville være det ideelle i forhold til at være sikker på, at noget stadig er aktuelt.«

»Men tiden giver jo også noget ekstra. I »Et hjem i verden« oplever vi børnene som børn – og i slutningen af filmen ser man dem så som unge mennesker, på vej til at træde ind i det danske samfund. Det giver et tidsperspektiv, som traditionelle tv-formater ikke har, fordi de laves hurtigere.«

I »Et hjem i verden« er Andreas Koefoed den observerende dokumentarist, hvis tilstedeværelse smeltede så meget sammen med børnenes hverdag, at han til tider nærmest blev en ekstra hjælpelærer, der gerne spillede fodbold med drengene i frikvarteret.

En intim fortælling, der ligger et stykke fra Andreas Koefoeds forrige film, den Bodilnominerede »Våbensmuglingen«, der har store armbevægelse, rekonstruktioner og en historie der strækker sig over flere kontinenter.

Rørende historier

»Et hjem i verden« er helt klart den type fortælling, der ligger mig nærmest. Jeg lavede »Våbensmuglingen« fordi jeg syntes, at historien var enormt spændende. Den krævede noget andet end min normale måde at lave film på, så jeg lod historien definere, hvordan den skulle fortælles, og prøvede nogle ting af, som jeg aldrig havde prøvet før.«

»Men jeg var hele tiden i konflikt med mig selv i forhold til, hvad der egentlig var mit sprog, min måde at fortælle historier på, som mere handler om at følge nogle mennesker gennem en proces, og forsøge at fange de virkelige hændelser så stærkt som muligt. Og samtidig give historien et lag, som hæver den over det hverdagsagtige og gør den større og mere universel – om det at være menneske.«

»Det er den metode, jeg er søgt tilbage til, og det er den metode, jeg vil fortsætte med, selvom jeg stadig synes det er spændende at udfordre mig selv. Det må aldrig blive rutinepræget.«

Andreas Koefoed researcher i øjeblikket på flere forskellige historier, der også handler om flygtningeproblematikken, bare fra andre vinkler. »Alt det her med flygtninge optager mig meget og det er noget, jeg gerne vil arbejde videre med. Jeg har tre små børn og leder derfor efter historier, der foregår i Danmark og som er virkeligt stærke, med folk der har noget på spil.«

»Men også gerne historier, der kan interessere folk i andre lande end bare Danmark. Her er flygtningeproblematikken et godt og vigtigt emne, som berører mig meget, og det er altid noget, jeg leder efter i mine historier, for hvis jeg selv bliver rørt, er der stor sandsynlighed for, at andre også vil blive det - og så kan man lave en film.«

»Et hjem i verden« bliver vist otte gange i løbet af CPH:DOX. Den 18. Og 19. Vises den simultant på en række danske biblioteker, hvor Andreas Koefoed vil svare på spørgsmål via et videolink. Den får desuden tv-premiere på TV2 den 5. januar i en let forkortet udgave. »Et hjem i verden« får desuden international premiere på verdens største dokumentarfilmsfestival, IDFA i Amsterdam senere på måneden.