Flotte mennesker får en forlomme alle steder. Hvorfor skulle det ikke gælde i politik?

Valg På Kanten: Forargelsen over Lasse Ellegaards valgklumme viser, at vi lyver for os selv. Selvfølgelig har Enhedslisten også smukke mennesker blandt deres kandidater, og det er vigtigere end nogensinde. Det viser valgkampen med al tydelighed.

Enhedslistens Pernille Skipper er »fucking færdig« med at blive bedømt på sit udseende, skriver hun som reaktion på en klumme fra Informations Lasse Ellegaard. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kvinder gider ikke mere brok. Det gælder især i disse år, hvor en avisklumme kan få en hel nation til at rase i fælles forargelse.

»Jeg er helt og aldeles færdig med at finde mig i at få at vide, at mine og andre kvinders resultater er et udslag af vores kønne udseende. Fucking færdig.«

Enhedslistens Pernille Skipper var som en frådende galionsfigur over et forventeligt hav af vrede, da Informations Lasse Ellegaard skrev en tekst, der vist nok forsøgte at redegøre for et politiske tvivleri.

Smukke mennesker har status

Skipper var faldet over en passage i teksten, hvor Ellegaard skrev, at »Enhedslisten er lige lovlig kynisk i det konsekvente valg af kønne unge kvinder som udadvendt ansigt.« En udtalelse, der ikke bare var »sexistisk (..) men også fuldstændig stupid«, mente Skipper, som skyndte sig at opridse alle de meritter, der ikke handlede om hendes udseende.

Tiden stod stille, da Pernille Vermund præsenterede partiets forslag om en omfattende reform, som blandt andet indeholdt forslag om at sænke skatten for 100 milliarder kroner og skære 100.000 offentligt ansatte. Ikke så meget over det politiske indhold men over den røde kjole, hun bare på billederne. Søren Bidstrup (arkiv)

Ingen tvivl om, at det er trættende at tale om kvinders udseende og temmelig blindt over for den generelle tidsånd at padle rundt i den suppe, men faktisk har Ellegaard ret: Det er de smukkes verden.

I hjernepodcasten »Brainstorm« har neuropsykolog og adjunkt på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet Ro Julia Robotham påvist, at mennesker med smukke ansigter typisk har lettere ved at opnå socioøkonomisk status.

Det betyder ikke, at yngre, tiltrækkende kvinder ikke arbejder hårdt eller opnår resultater gennem flid eller dygtighed. Deres udseende giver dem bare også en fordel i forhold til deres lige så dygtige, men mindre tiltrækkende kollegaer.

Vermund og grisen

​Hvor mange ville mon rundsende et foto af Kristendemokraternes Bjarne Hartung Kirkegaard, hvis det var den midaldrende bornholmer, der lå og hyggede med en so under valgkampen i stedet for Pernille Vermund, der kender spillet. Under lanceringen af partiets skattepolitik poserede hun i vandkanten iført stram, rød kjole.

Eller hvad med Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, der dyrkes som en halvgud på de sociale medier.

Formand for Liberal Alliance Alex Vanopslagh bliver elsket og dyrket på de sociale medier. Det generer ham tilsyneladende ikke. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Hvis du ikke tager ham, så gør jeg,« er en sætning, der næppe er sagt om mange kandidater, før »Daddy Vanopslagh« brød gennem på især TikTok.

På landets lygtepæle hænger hans ældre kollegaer med ren hud og kridhvide tænder. I podcasten »Det vi taler om« fortalte botoxkongen, Kim Novaa, hvor travlt han får i valgkampens første dage, når politikerne skal have en omgang »baby botox«, en lille korrektion af bekymringsrynker og glatning af nedadvendte hverdagsmunde.

Resten kan ordnes med et godt filter og lidt retouchering. Plakaternes kandidater er næsten umulige at genkende, når man møder dem på gadeplan. Det siges, at Venstres kandidater har får farvet deres øjne i en særlig nuance af blå på plakaterne. En tilfældighed? Næppe.

Vi vælger de attraktive

Et større studie af tysk politik, udført af Erasmus Universiteit i Rotterdam, viser at den stadigt voksende andel af de vælgere, der har mistet troen på deres politiske indflydelse, dropper ud af den politiske samtale for i stedet at stemme på en kandidat, der virker attraktiv. Samme studie fastslog, at pæne politikere har en tendens til at gå mere imod partilinjen end deres mere jævne kollegaer.

Skønhed er en valuta, der giver adgang til magt og muligheder, og folk, der er født med solen i ryggen, er vant til at få medvind. Selvfølgelig stemmer et parti også på en kandidat, de tror vil brage igennem den politiske sump.

Der er gode historiske grunde til, at Skipper og andre kvinder siger fra, når deres udseende igen skal fremhæves, mens lækre mænd kan tage den med ro. Som Vanopslagh, der forholdt sig til sin egen dyrkelse med ordene: »Min selvglade del bliver jo glad. Omvendt har jeg det også sådan lidt, at man skal passe på, at man ikke idoliserer politikere for meget.«

Kvinder vil gerne hyldes for deres arbejde uden at få at vide, at det skyldes en kavalergang eller et sødt smil. Men vi må ikke lukke øjnene for det mest oplagte: At vores politiske system begærer frisk hud og symmetriske træk lige så meget som resten af vores samfund.

»Du er smuk,« står der på Alternativets valgplakater. Det er jo løgn. Men for dem, der er, ser verden nok lidt grønnere ud.