Flot billeddigt

»Undervejs«Britisk film har i en årrække ikke været kendt for at være dem, der er fremme ved frontlinjen, når det gælder nyskabende, visuelle sider, men instruktør Lynne Ramsay gør sit til at ændre det faktum.

Det visionære talent på billedsiden, hun viste ved sin debutspillefilm, »Ratcatcher«, slår hun nu fast med sin anden film, »Undervejs«, der da også vandt Prix de la Jenunesse for bedste film ved sidste års Cannes-festival. For »Undervejs« er først og fremmest et billeddigt af fantastiske lyriske dimensioner, hvor hvert billede er nøje komponeret og så smukt filmet af Ramsays faste fotograf, Alwin Kuchler, at de enkelte - ofte fragmenterede - frames kunne bruges som selvstændige postkort. Men Ramsays sans for film rækker udover det rent visuelle. Ved siden af at være slik for øjet er filmen også en usentimental udviklingshistorie om en ung skotsk pige, der opdager at livet har andet at byde på, end et supermarkedjob og pub-besøg i den lille havneby hun bor i. Faktisk er Ramsay så behændig i sin skildring af Morvern Callar, som pigen hedder, at man holder af hende, på trods af at hun begår makabre og moralsk fordærvede handlinger som at save sin kæreste op i småstykker (selv om han ganske vist har begået selvmord).En skildring, der bliver godt hjulpet på vej af en fremragende skuespil-præstation af Samantha Morton, der kunne ses i Woody Allens »Sweet and Lowdown« og »Minority Report«. Hun gør Morvern så tilpas sårbar, stærk og sær, at hun lever videre, længe efter filmrullerne er løbet ud. Og sammen med den enestående billedside er »Undervejs« uden tvivl en af de stærkeste britiske filmoplevelser i år.