Hvis du søger en ny flirt, skal du måske gøre et forsøg på nytårsdag.
Ifølge dating-appen »happn« er netop den dag en mærkedag på datingmarkedet. En dating-højtid, om man vil. Det er nemlig på nytårsdag, at der er størst aktivitet i appen efterfulgt af den første tid i januar.
Ifølge forfatter og sexolog Jakob Olrik, er det slet ikke så mærkeligt, at vi gerne vil finde os en ny forelskelse i starten af det nye år:
»Perioden efter nytår er tiden, hvor vi forsøger at stramme op på os selv. Vi tænker, at vi skal »tage os sammen«, og vi kaster os ud i diverse dating-jagtmarker. Det fungerer på samme måde som rygestop-kurserne og slankekurene. Vi får reflekteret over, hvad vi egentlig ønsker os.«
Dating-appen »happn« har ifølge sine egne oplysninger over 58 millioner brugere verden over og har eksisteret på det danske marked siden 2015. Appen fungerer således, at hvis to mennesker passerer hinanden, og de begge har appen installeret på deres telefon, så vil de hver især dukke op på den anden persons telefon, og derfra har de mulighed for at like hinanden, og et såkaldt »crush« opstår. Herefter har de mulighed for at skrive sammen og lære hinanden at kende.
Jakob Olrik forklarer, at mange mennesker sidder som singler til diverse nytårsarrangementer, og de er omgivet af par, der kysser og hopper ind i det nye år sammen – hånd i hånd.
»Så tænker man som single, at man måske kunne få en ledsager med eller selv blive inviteret med til et arrangement, så man ikke skal konfronteres med, at man er alene,« siger Jakob Olrik. Og derfor stiger aktiviteten inde på dating-appen.
Stressende romantik
Men Jakob Olrik påpeger, at også skilsmisseprocenten er ret høj i januar. Efter at have været sammen med sin partner i helligdagene går det op for os, hvem vi rent faktisk er sammen med, fordi vi inden højtiderne har en automatiseret dagligdag og et parforhold, hvor dagligdagspligter dominerer kærligheden, der let kan blive glemt.
»Vi kigger væk fra det, vi ikke gider at være i, og hen imod det, vi gerne vil have i vores liv,« siger Jakob Olrik.
Jakob Olrik forklarer, at romantikken i et parforhold ofte bliver noget, vi ser frem til at skulle dyrke. Men fordi parterne ikke har brugt meget tid sammen længe, kan det blive enormt stressende, når man så rent faktisk får tid sammen. Og samtidig kan juletiden let flyde over med »svigermekanik, familie og måske sammenbragte børn«. Det kan ligeledes være stressende for parforholdet, fordi der ikke bliver tid til at dyrke det, som man måske ellers havde regnet med, at der ville.
»Romantikken og kærligheden bliver slet ikke forløst. Så starter dagligdagen igen, og man tænker, at det forhold slet ikke er værd at bruge sin tid på,« siger Jakob Olrik.