Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
MGP-drømmen vokser hos flere og flere børn. I hvert fald har man hos DR lyttet til 100 flere sange i år end sidste år, før man fandt de ti deltagere, der lørdag går på scenen til børnenes store grandprix-fest.
Hele 450 håbefulde grupper eller solister har sendt sange ind til MGP 2015. I 2014 var tallet 350, mens 300 sange udgjorde bruttofeltet i 2013, viser tal fra DR. I DR er det ikke kun antallet, men også ansøgernes niveau, der vækker begejstring.
»Jeg er glad og faktisk også imponeret. Både over det flotte tal og over, at der blandt børnene er så mange gode sangere, der har lyst til at arbejde med musikken og delagtiggøre os i det,« siger souschef i DR B&U Rasmus Ladefoged.
Rasmus Ladefoged ser den øgede interesse som et resultat af, at DR i 2011 relancerede børnenes MGP.
DR ændrede præmien fra en pladekontrakt til et coaching-forløb med etablerede musikere, der for eksempel kan gøre vinderen til en bedre sanger eller sangskriver. Samtidig er workshops med coaches fra musikbranchen nu en del af optakten til det store MGP-show, og det har ifølge souschefen fået flere musikinteresserede børn til at få øjnene op for konkurrencen.
»Det har gjort, at flere børn med interesse i at arbejde med musik kan se, at MGP måske kunne være noget for dem, fordi de faktisk får noget kvalificeret feedback gennem de her workshops,« siger Rasmus Ladefoged.
På nogle af landets musikskoler melder MGP-feberen sig da også. Eksempelvis havde Herning Musikskole i sommer succes med den første MGP-sommerskole af sin slags.
De 30 pladser var optaget i løbet af en uge, mens 15-20 flere gerne ville have været med, anslår musikskoleleder Ove Vels Poulsen.
Han mener helt bestemt, at det er MGP-brandet, som trækker børnene til.
»Alle ved, at når det hedder MGP, så handler det om at synge, filme og optræde på en eller anden vis. Hvis vi nu kaldte en sommerskole for musiksommerskole, så var der måske ikke så mange, der ville melde sig,« siger Ove Vels Poulsen.
Han føler sig ganske sikker på, at der også vil være opbakning til en eventuel musiksommerskole i sommeren 2015, selv om han ikke er bekendt med, at børn fra MGP-sommerskolen har haft held med deres sange i MGP 2015.
Talentshow skaber interessen
Lotte Nyboe, der forsker i børne- og ungdomsmedier ved Syddansk Universitet, mener, at programmer som »X Factor« er med til at give de yngste stjernedrømme.
»Der findes mange talentshow og sangprogrammer, og på den måde er det vældigt eksponeret, at man kan træde op og blive en stjerne i et TV-program,« siger hun.
Derudover hersker der ifølge Lotte Nyboe en performance-kultur blandt børn og unge på de sociale medier, hvor det er blevet ganske almindeligt at lægge videoer på Youtube med en form for optræden.
»På den måde er det faktisk blevet ganske almindeligt at optræde som kendt, og i hvert fald tror jeg, at det medvirker til, at flere tænker »det er noget, jeg gerne vil«,« siger forskeren.