Flere dyrker at dykke ned i museerne

De danske museer fik flere gæster i 2012. En af vinderne blev Statens Museum for Kunst – ikke kun generelt, men også i popularitet blandt børn og unge.

Aros rekord med 528.000 besøgende 2011. Det skyldes ikke mindst Regnbuen, som kunstværket slet og ret kaldes i folkemunde. Ridehuset og Officersbygningen ses i forgrunden til venstre. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danskerne går mere på museum. Landets museer fik samlet 13,3 millioner besøg sidste år – en fremgang på godt 60.000 besøg fra året før.

Besøgstallene for de danske museer i 2012 blev sendt ud af Danmarks Statistik i går og tegner et generelt billede af større aktivitet.

Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk oplevede en nedgang på seks procent, men topper fortsat listen med i alt 593.000 gæster.

Aarhus Kunstmuseum alias AroS følger tæt – og stadig tættere – efter: Det havde en fremgang på fem procent og endte med 551.000 gæster.

Rekorden i fremgang indehaves af Nationalmuseets hovedbygning, Prinsens Palais. Den fik besøg af 17 procent flere end året før.

Nationalmuseet klemte sig samtidig lige over et besøgstal på én million. Bygningen ved Frederiksholms Kanal trækker stadig op mod halvdelen af alle museets besøg. Dets anden publikumsmagnet er fortsat Frilandsmuseet med lige under 300.000 besøgende.

En anden vinder er Statens Museum for Kunst med fremgang på næsten alle fronter.

»Stigningen for vores vedkommende skyldes primært to ting,« siger Jakob Fibiger Andreasen fra Statens Museum for Kunst.

»Vi har gennem længere tid arbejdet på den store præsentation af 700 års kunst og kunsthistorie. Dét betød blandt andet, at dele af vores samling ikke var tilgængelig forrige år – hvilket igen påvirkede udviklingen fra forrige til sidste år.

Og vi har haft to særudstillinger, der blev meget besøgt. Dels om Vilhelm Hammershøi og Europa i foråret. Dels den store om Henri Matisse, som vi arrangerede i samarbejde med Metropolitan Museum of Art i New York og Centre Pompidou i Paris.«

Også den fri entré til museet er stadig en ubetinget succes, fortæller Jakob Fibiger Andreasen.

»Da sidste finanslov skulle skrives, var den gratis adgang jo til diskussion – specifikt for vores museum,« siger han.

»Vi er lykkelige over, den ikke blev indstillet. Gratis adgang spiller en stor rolle for vores publikum. Ikke mindst når børn og unge skal med ind.«

Flere børn og unge er et væsentligt mål i de fleste museers succeskriterium.

Danmarks Statistik har ikke tal på andelen for de gratis museer i sig selv – netop fordi publikum ikke melder sig ved billetlugen. Andelen af museumsgæster i alderen op til 18 år anslås til 22 procent på landsplan.

Kulturstyrelsen og Gallup gennemfører til gengæld en såkaldt National Brugerundersøgelse af området hvert år.

Besøgstallet for gæster i aldersgruppen 14 til 29 år på landets kunstmuseer er 15 procent i gennemsnit. Statens Museum for Kunst ligger også på dette felt højt med 22 procent.