Flemming Rose: »Tavshedens tyranni «

På femårsdagen – 30.9 2010 - for Muhammed-tegningernes offentliggørelse gjorde Jyllands-Postens efterhånden verdenskendte kulturredaktør Flemming Rose status og forklarede og begrundede de tegninger, der blev påskud for brand og vold i visse muslimske lande og gjorde hans egen avis til terrormål for fanatikere, i denne store bog, der hverken i sit udgangspunkt eller i sit omfattende indhold har sin mage.

Flemming Rose: »Tavshedens tyranni « Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Baggrunden er egentlig ganske enkel: en avis fornemmer tendenser til selvcensur og vil i overensstemmelse med en tradition, udviklet af det 20. århundredes tabuoverskridende kulturradikalisme, som mange af os publicister står i gæld til, efterprøve spørgsmålet ved at stille det på spidsen. Intet usædvanligt i det. Sådan har vi gjort i forhold til Indre Mission, Folkekirken, den bornerte kønsmoral osv., og hver eneste gang har nogle følt sig krænkede, mens livet er blevet friere. Der er intet nyt i, at udlandet inddrages. Det gjorde Jens Jørgen Thorsen-sagen i 1973 også. Det nye er, at konflikten involverer kredse, der bruger vold og har dagsordener, der handler om noget helt andet.

Ret beset er det en absurd tanke, at vi i den vestlige verden skulle gå på kompromis med ytringsfriheden - som udgør selve fundamentet for den demokratiske kultur - fordi vi har fået en betydelig indvandring fra kulturer med andre traditioner og har kunder i Mellemøsten. Ikke desto mindre går brudlinien her: mellem dem i Vesten, der vil bøje princippet med henvisning til det ene eller andet hensyn, og dem i Vesten, der vil forsvare det. En vestlig borgerkrig så at sige. Derfor gør Rose ret i at lægge hovedvægten på kampen mellem frihed og fundamentalisme i den europæiske historie og inddrage både Hitler-nazismen og Stalin-kommunismen.

De fleste blandt dem, der var imod Jyllands-Postens initiativ, har ment, at Rose lægger sagen op på for højt et plan, og at der fra Jyllands-Postens side blot var tale om dårlig opførsel eller chikane af et religiøst mindretal. Men Rose argumenterer konsistent for sagens perspektiv. Til syvende og sidst gælder kampen den vestlige friheds- og oplysningskulturs overlevelse.

”Tavshedens tyranni” er på én gang lidenskabeligt engageret i sit emne og skrevet med intellektuel klarhed. Den veksler ubesværet mellem personlige beretninger og større principielle eller historiefremstillende afsnit, der strækker sig fra en Calvins hensynsløse forfølgelse af anderledes tænkende i 1500-tallet til en frit tænkende Poul Henningsens indignerede pegen på ”menneskets infame tilpasningsevne”.

Rose har skrevet en i bedste forstand etisk bog. Alle ydes den retfærdighed, de har krav på, alle argumenter vendes og drejes, inden han mod slutningen af bogen stilfærdigt konstaterer, at efter alt, hvad han har oplevet og læst, er han blevet endnu mere overbevist om, at det var rigtigt at offentliggøre og forsvare Muhammed-tegningerne. En klog, kompromisløs bog, skrevet til nutiden, på vagt mod fremtidens trusler.

Stem her