Flemming Rose: »Multikultur kræver mere ytringsfrihed«

Flemming Rose indrømmede, at han har været naiv, når han troede, at efterdønningerne efter Muhammed-tegningerne ville dø ud.

PET og Politi var mødt talstærkt op foran Værkstedet, hvor Flemming Rose skulle tale. Også publikum fik tjekket tasker og blev kropsvisiterede. Foto: Astrid Dalum Fold sammen
Læs mere
Foto: ASTRID DALUM

Nykøbing: Svært bevæbnet politi og diskrete, granvoksne mænd i civil, men med øresnegl og en markant udposning på maven, var det synlige bevis på, at Muhammed-tegningerne godt nok ligger ti år tilbage, men at de fortsat har konsekvenser.

For det sikkerhedsopbud, der var stablet på benene, da Jyllands-Postens redaktør Flemming Rose skulle debattere ytringsfrihed på Kulturmødet på Mors, er stadig hverdag for ham.

»Jeg har været naiv. Engang havde jeg en forhåbning om, at det ville gå væk, så jeg kunne leve et normalt liv. Og det er først for relativt nylig, jeg har erkendt, at jeg må leve med at være et sikkerhedsproblem resten af mit liv. Og sådan må det så være. Men jeg er glad for, at jeg ikke er 25 år og skulle ud at finde et job og en kone. For mange ville helt sikkert holde mig ud i strakt arm, fordi jeg må leve, som jeg gør.«

Sagde Flemming Rose - og lignede bestemt ikke et kuet menneske, der fortryder. For ham er det nødvendigt at kunne sige det, han mener:

»Jeg har betalt en pris, men jeg har også fået noget ud af det. Jeg har fået mulighed for at tale om ting, der betyder noget for mig. Og det er meningsfyldt for mig at have den mulighed - og det er en glæde midt i alt det andet.«

Flemming Rose ser en stor fare i angsten for at udtrykke det, man mener. For ham er selvcensur den værste form for censur:

»Selvcensuren bunder i et socialt pres for ikke at blive ekskluderet socialt og fagligt. Censur, som den for eksempel udøves af totalitære stater er slem, men selvcensur er værre, fordi den er usynlig, og den er uhåndgribelig. Det er svært at få nogen til at indrømme, at de udøver selvcensur, fordi det dermed også rykker ved deres selvopfattelse.«

 

Flemming Rose peger på de sociale medier som en potentiel farlig spiller i meningsdannelsen:

 

»De sociale mediers shitstorme er et kæmpeproblem. For mig at se er det et pøbelvælde, der er styret af en flokmentalitet, hvor folk helt uhindret kan hidse sig voldsomt op på nettet, hvor det spreder sig lynhurtigt. Det er svært at gøre noget ved, og myndighedernes klassiske reaktion er at lave en lov og forsøge at regulere ad den vej. Men det er en forkert vej at gå,« mener Flemming Rose.

Tavhedens tyranni

»Alle lande i Europa bliver mere mangfoldige i disse år, og det er afgørende for, hvor godt det går, at man anerkender retten til at udtrykke sig. Mangfoldighed indebærer, at man accepterer, at man har forskellige værdier og forskellige guder. Men ikke, at man anerkender hinandens tabuer. Hvis du anerkender mit tabu, anerkender jeg dit, og så har man tavshedens tyranni,« siger Flemming Rose - og hentyder dermed til titlen på sin bog, som senest udkom i USA i efteråret 2014.

Kort tid efter skete anslagene mod først satiretegnerne på bladet Charlie Hebdo i Paris, siden angrebet på Krudttønden og synagogen i København. Og det fik Flemming Rose til at ytre sig igen i en debat, hvor han ellers havde holdt sig i baggrunden i en tid.

»Angrebene fik mig til at træde frem igen, fordi jeg kender situationen indefra. Jeg vidste, hvordan det var,« siger han.

Han advarer imod, at staten træder ind og forsøger at regulere, hvad man må sige - og hvad man ikke må.

»Der er to veje: Enten går staten ind og strammer op for at skabe en social fred, eller også holder man sig til et minimum af begrænsninger for ytringsfriheden. For mig er den sidste vej den rigtige - grænsen for mig går ved tilskyndelse til vold. Men multikulturelle samfund kræver mere ytringsfrihed,« mener Flemming Rose.

Han nævner Sverige som et skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå med politiske korrekthed. Her har man i mange år troet på det regulerende samfund og gjort alt for at undertrykke de højrenationale kræfter, der findes i landet. Denne trykkoger kan blive farlig for samfundet, mener Rose:

»I denne uge viste en ny meningsmåling, at partiet Sverigesdemokraterna ville opnå 50 pct. af stemmerne, hvis der var valg til Riksdagen. Det skaber altid friktion, når mennesker lever sammen, og derfor må man acceptere uenigheden i stedet for at tro, at man kan lægge en unaturlig dæmper på den. Den slags fortrængninger skaber eksplosion.«

Han mener, at vi i Danmark er foran de fleste vesteuropæiske lande, når det gælder om at diskutere, hvordan vi skal håndtere mangfoldigheden i samfundet - og peger på, at den mest udsatte gruppe i virkeligheden hverken er folk af en bestemt hudfarve eller religion:

»Der er altid mest fokus på grupperne, men individet er den vigtigste minoritet,« siger Flemming Rose.