Flemming Pless

Flemming Pless er som præst i Christians Kirke på Christianshavn og tidligere på Nørrebro en markant skikkelse i det københavnske Kirkeliv. Den 50-årige sognepræst, debattør og far til tre har boet hele sit liv i København og fortæller her om byens »snurrige lidenhed« og om det tåbelige i, at havnen ikke længere bliver brugt.

Foto: Simon Knudsen

Hvordan bruger du København her i juletiden?

»Sammen med mine børn kigger jeg på juleudsmykninger og går i stormagasiner. Vi skal også på julemarkedet i Tivoli på et tidspunkt. Når man har børn, der går i daginstitution i centrum af København, så er man jo inde i det om morgenen og om eftermiddagen. Det svarer meget til min egen barndom. Jeg er født i Skindergade, mere København K kan det vist ikke blive.«

 

Hvad er dit første minde fra København?

»Noget af det første, jeg rigtig husker, er Strøget med sne og juleudsmykning. Det var, mens det var en ensrettet gade, hvor der kørte biler igennem. Det der lys, juleudsmykningen og traffikken på Strøget står klart for mig.«

 

Er der et sted i byen, der betyder noget særligt for dig?

»Udover Christianshavn er det området omkring Helligåndskirken og Skindergade - altså det gamle latinerkvarter. Det har en ganske særlig stemning og sin helt egen puls. Det er også en meget klar reference til min egen barndom. Christianshavn betyder selvfølgelig meget, fordi jeg arbejder og bor her, og på trods af at tiderne har ændret Christianshavn, så har den stadig en helt særlig charme. Selv om de fleste i dag er tilflyttere, så er der stadig noget særligt her, også med Christiania og grønlænderne på torvet. Der er lidt mere plads herude.«

 

Hvad er det bedste ved København?

»Det er, at den ikke på noget tidspunkt for alvor er blevet en rigtig storby. Det er stadig en provinsby, der mærker de snærende bånd af den gamle måde, den er bygget på inden for voldene. Vi tror, den er en hovedstad, men i virkeligheden er der noget provinsby over den. Der er en snurrrig lidenhed, og man kan stadig forestille sig Søren Kierkegaard og H.C. Andersen og guldaldertidens folk bevæge sig rundt. I en tid hvor fremtiden presser sig på, er det meget godt, at København har lidt et efterslæb.«

 

Hvad er så det værste ved byen?

»Udover klimaet? Nej, det værste er jo det problem, vi deler med alle mulige andre storbyer rundt om i verden, at det er mere problematisk at vandre rundt i byen en sen aften, end det var før i tiden. Der er mere vold og ballade. Man mærker og hører, at folk føler sig utrygge på en anden måde, end de gjorde før i tiden. Det er ikke mindst et problem med de mange psykiske syge, der ikke får den behandling, de skal have, og som går rundt i byen og føler sig rastløse og desperate.«

 

Er der noget, københavn mangler?

»Helt konkret burde vi allerede nu have cityringen med metroen, og der burde være en mere fleksibel infrastruktur. F.eks. har vi havnebussen, som får lov til at leve et underligt stedmoderligt liv. I stedet for bare at sejle imellem ganske få stationer, så burde den sejle helt ud i Sydhavnen og Nordhavnen, så havnen blev brugt som et åndepust. Der mangler i det hele taget skibe i havnen. Det kan være både skibe til fragt eller husbåde - noget der gjorde, at havnen havde et formål. En havn uden et formål er jo en kæreste uden kærlighed. Det er dødssygt. Men hvis ikke man vil have den industrielle trafik, så må man jo finde ud af noget andet. Hvorfor kan folk f.eks. ikke ligge i havnen med deres husbåde? Det er bystyret, der burde tænke på det.«

jeba@berlingske.dk