Flemming Møldrup: »Jeg har lært om mig selv, at jeg bliver utryg, når alle marcherer i takt«

»Jeg var faktisk ret forvirret, da statsministeren lukkede landet. Jeg havde hele tiden fået at vide, at det var som en influenza, og der døde alligevel hvert år 1.500 af influenza. Det rystede mig, at vi ikke havde flere intensive pladser i Danmark. Jeg blev sgu lidt chokeret over, at det pludselig var så alvorligt. Nu var det slut med egen fri vilje, og der var virkelig noget på spil for Danmark og resten af verden.

Min umiddelbare reaktion var, at jeg blev meget vred på kineserne, og er det måske stadigvæk. At have et system, der ikke bare groft undertrykker mennesker, men også styrer informationsflowet og kontrollerer, hvad der er godt at få ud i verden. Jeg synes ikke, at man i 2020 kan være bekendt at sætte hele Jordens velbefindende over styr. De holder os som gidsel, fordi systemet ikke må tabe ansigt, og nu ender vi andre med at tabe menneskeliv og økonomi på gulvet.

Jeg har et delebarn, og i starten lavede vi en aftale om at følge myndighedernes retningslinjer, ellers kunne man hurtigt gå i panik. Vi fiksede et par veninder til vores datter i en sluttet kreds. Jeg indskrænkede selv min vennekreds til seks personer, som ikke ses med andre, indtil der er styr på virussen. Jeg bor i et bofællesskab, hvor vi er to voksne og et barn. Vi har indført et hygiejneregime uden lige.

Ud af byens angst

Forleden var jeg nødt til at komme ud af København. Det var en trist oplevelse at gå rundt i en mennesketom by. De få mennesker, jeg mødte, gik i en stor bue uden om mig, som om jeg havde pest. Det var næsten uudholdeligt. En dame trak ligefrem sin søn til sig, da jeg kom gående. Jeg befandt mig ikke godt i den tilstand. Der var meget angst i byen, og nu er jeg taget i sommerhuset for at få noget ro på. Det eneste, jeg er ked af ved at sidde i sommerhuset, er, at jeg ikke kan støtte mine lokale helte.

Generelt er jeg positivt overrasket over, at vi gør, som der bliver sagt. Vi er jo en nation af krejlere og svære at få til at gøre, hvad der bliver sagt, men vi retter ind og gør, hvad vi kan. Det kan jeg glædes over.

Jeg bliver ked af det, når vi får alt for travlt med at holde øje med hinanden. Det er en utryg egenskab, vi pludselig demonstrerer. Folk slår hinanden i hovedet på Facebook med #staythefuckhome. Jeg har hørt om ekspedienter i butikker, der har fået skideballer af folk, fordi butikkerne stadig er åbne. Der er vi på vej ud i en gråzone, hvor vi ikke behøver at være. Vi kunne hjælpe hinanden igennem med små opmuntrende og motiverende budskaber, men i stedet bliver mange til små politifolk. Det havde jeg umiddelbart ikke set som noget særligt dansk, og det er en enormt frustrerende erkendelse.

Jeg har selv haft ørene i maskinen. Jeg har set mange pensionister uden døre. I Silvan, i metroen og med strøgposer i hånden. Jeg synes faktisk, de burde blive hjemme. Så det skrev jeg på Facebook. Der var mange mennesker, der var i gang med at passe på dem, og nu skulle de også passe på sig selv. Der blev folk vrede, og pludselig blev jeg også selv en Facebook-politimand. Jeg måtte pille det opslag ned. Den nedslående del af samfundssind, det er, at det hurtigt deler sig i to grupper. Dem, der gør det, Mette Frederiksen siger, og så alle dem, som den første gruppe får udpeget som dem, der sætter andre menneskers liv på spil ved ikke at opføre sig ordentligt. Den overvågning af hinanden klæder os sgu ikke.

Hårdt ramt på forretningen

Jeg har en foredragsforretnning, laver »Kender du typen« på DR, og så har jeg en lille konsulentvirksomhed. I virksomheden har vi heldigvis opgaver, der er i gang, men min foredragsvirksomhed er sat på standby og TV ligeså. Det skal ikke fortsætte i tre måneder det her, for så har jeg hverken flere penge på kontoen eller mere at lave. Så det har også ramt mig.

Min hustru har et tøjfirma, og de har lukket deres butikker. Men de har en onlinebutik, og der sælger de heldigvis stadig varer. Men de er også bekymrede. På nært hold oplever jeg også venner, der er hårdt ramt. Jeg har mange selvstændige venner, blandt andet et par restauratører. Og skuespillere. Alle er på dybt vand, og mange er meget bekymrede for fremtiden. Jeg kender enkelte, der faktisk kæmper for deres forretnings overlevelse. Det er hårdt at opleve.

Jeg har selv gjort meget ud af at få folk til at støtte op om det lokale forretningsliv på Østerbro. Det har jeg følt som min pligt. Jeg har overført lidt penge til en kaffebar, jeg elsker, og jeg sørger for at bruge lidt penge i de små butikker. Det har ramt mig hårdt, at de, der har taget store chancer og sprunget ud i en tilværelse, som handler om at realisere deres livsdrøm, kæmper for deres drøm i de her dage.

Jeg har været skuffet over Socialdemokratiet. Mette Frederiksen håndterer det virkeligt fint, men finansminister Wammens første udspil til hjælpepakker til os selvstændige var ikke godt nok. Der havde han klappet det af med de offentligt ansatte og de store fagbevægelser. Og så kom han til os selvstændige med udskudt moms og B-skat. Med andre ord skulle vi selv betale. Der fornemmede jeg pludselig, at der gik ideologi i det. Og det var en skuffende følelse. Heldigvis var det ikke der, vi landede.

Frygten for glemslen

Jeg har tænkt meget over, hvad krisen mon kommer til at gøre ved danskerne. I lang tid har vi haft som en motor, at forbruget er det, der gør os lykkelige og vores samfund succesfuldt. Jeg tror, det her udvider horisonten. At vi får øje på den mere enkle tilværelse.

Det, jeg kan være bange for, er, at alle de gode initiativer, som vi havde gang i, inden det her brød ud, går tabt. Virksomheder, der var ved at ændre klimakurs, eller mennesker, der fik en større bevidsthed omkring klimaet. Jeg er bange for, at vi, og samfundet, stikker næsen i det gamle spor og så bare klør hårdt på for at komme tilbage til normalen igen. Det er min store frygt, at vi glemmer krisen lynhurtigt. Vi har en kæmpe arbejdsopgave foran os på den anden side. Dér venter der også en krise: Klimakrisen, og den handler om vores børns fremtid.

Jeg håber, at danskerne vil få øjnene op for, at vores samfund ikke er mejslet i sten. Når vi skal ændre klimavaner, så er der ofte mange ting, vi pludselig ikke kan, fordi det er for besværligt at lave om. Men det viser sig, at hvis vi skal redde 2.000 eller 10.000 menneskeliv, så kan vi lave samfundet om med 24 timers varsel. Når vi dukker op på den anden side af det her, og når danskerne og politikerne skal til at diskutere klimatiltag igen, så håber jeg, at vi kan se, at intet er statisk, og at alt er i bevægelse og kan flyttes. Det vil være den store gevinst at få med herfra.

Vi kan lære, at når vi går i seng om aftenen, og samfundet forandrer sig over hovedet på os, så skal vi tænke over, hvad det er for et samfund, vi ønsker at stå op til de følgende dage. Hvis vi kun passer på os selv og tager i sommerhuset, så lader vi vores lokalmiljø sejle sin egen sø. Når vi så er klar til at vende tilbage til hverdagen, så er nøglen drejet om, og kædebutikkerne og kapitalfondene rykker ind. Det giver et ensformigt bybillede, uanset hvor vi er. Det vil blive et stort tab.

Jeg håber, danskerne lærer, at opbakning ikke kun handler om at blive hjemme i en krise og gøre som statsministeren siger. Det handler også om at række ud over sig selv og se på, hvem der har brug for hjælp. Eksempelvis ved at støtte de små lokale butikker og restauranter, så godt man kan. Dét er ægte samfundssind. Det andet er bare at gøre, hvad der bliver sagt.

Jeg har lært om mig selv, at jeg bliver utryg, når alle marcherer i takt. Og det har vi gjort i stor stil de her dage. Helt ukritisk. Berlingske er et af de medier, der har haft mod til at turde grave i de beslutninger, myndighederne har taget. Jeg har haft brug for, at nogen har turdet være kritiske. Jeg har opdaget, at det gyser i mig, når alle bare klapper af lederen og holder et vågent øje med andre. Jeg bliver pisse bange. Faktisk finder jeg egentlig ikke sådan et samfund særligt trygt.«