»Flashdance - The Musical« er klædt på til 80erne, men har ingen steder at gå hen

Musicalversionen af den populære danse film »Flashdance« er ejendommeligt blottet for ekvilibristisk dans.

Maniac on the dancefloor: Sicilia Gadborg i den store auditionscene tager pusten fra dommerpanelet (Patrick Terndrup, Malene Koch og Nastja Arcel) Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo

What a feeling: En lidt pudsig fornemmelse sniger sig ind på én, når man sidder og ser »Flashdance«, den seneste af produktionsselskabet One and Onlys musicalforestillinger over populære dansefilm. På den ene side fordømmer den mænds liderlige blik på damer - ikke mindst når heltindens veninde fornedres på en stripbar, hvor mændene gør hende til et objekt, man bare kan gramse på. På den anden side er det hele lækkert trinsat i et shownummer.

Og det skorter i det hele taget ikke på halvudfordrende koreografier, hvor flotte piger vrider sig til dunkende firserrytmer med høj benudskæring og struttende baller. Det, man peger fingre ad, er man altså selv på en eller anden facon. I det hele taget er der noget lidt udspekuleret over »Flashdance - The Musical«, hvis serie af musikalske numre et langt stykke hen ad vejen minder om et floorshow fra Las Vegas, en lapdance for publikum med kvinder som læderklædte biker chics, soulsyngende dominatrixer med mænd i snor eller nogen, der sidder på en stol med spredte ben, høje hæle og badedragt og tager på sig selv under dansen.

Vandgang: Den ikoniske scene fra filmen »Flashdance« genskabes lige inden pausen i musicalen af samme navn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo.

Det er alt sammen en konsekvens af det miljø, musicalen er sat i, hvis man skal være venlig - en dansebule, hvor forestillingens heltinde, svejser om dagen, erotisk danserinde om natten, drømmer om social opstigning til balletakademiets høje haller. Men hvor meget overbevisende dans - sådan rigtig overbevisende dans  - er der egentlig i forestillingen med dens mange paradenumre, der også tæller et par udefrakommende 80er-hits, som kastes ind i legen? Er det ikke dansen, der skal motivere hele denne genoptagelse af en gammel film med den næsten ikke-eksisterende intrige og dens mange små, svagt udfoldede sidefortællinger?

Drøm i behold

Askepothistorien om arbejderpigen Alex Owens, der ikke bare finder sig selv, men også en rig mand, chefens søn, er heldigvis lagt i hænderne på Sicilia Gadborg og Silas Holst, der begge går til opgaven med professionalisme og krum hals. Hun er sød, følsom og med den rigtige rastløse energi som hende med den amerikanske drøm i behold. En skrap arbejdesklassepige, der - via sit talent - hæver sig op i tilværelsen, hvor forløjet slutningen end må forekomme. Han er blevet en eminent skuespiller med sans for diskret komik og timing. Det er lige før kemien i deres spilscener, hvor det umage par skal nærme sig hinanden, er det bedste ved det hele.

»Men hvor meget overbevisende dans - sådan rigtig overbevisende dans - er der egentlig i forestillingen med dens mange paradenumre, der også tæller et par udefrakommende 80er-hits, som kastes ind i legen?«


Men hvad man ikke har i fødderne, må man have i spillet. For hvor meget overbeviser Sicilia Gadborg egentlig om heltindens uimodtåelige talent på et dansegulv - den formåen, der skal kulminere i hendes ukonventionelle audition foran det strenge ballet-dommerpanel til tonerne af discoklassikeren »What a Feeling?«

Hun ligner en dygtig danser, spiller, at hun er det, men poserer hun ikke mere end hun får det hele til at glide overbevisende? Hun har attituden, men har hun også teknikken, den superatletiske, lynsnare ekvilibrisme, der er hele denne aerobic-musicals eksistensberettigelse? Maniac on a dancefloor? Ikke rigtigt. Og hvis nogen havde regnet med, at dansestjernen Silas Holst gav den hele armen, får han kun lov til at markere lidt i glimt.

På den måde er »Flashdance« altså en meget dansk sceneudgave af en musikversion af en amerikansk film fra 1983. Tilforladeligt iscenesat og med en udmærket projektionsscenografi, der med sine nærbilleder af hovedpersonerne leder tanken hen på fortidens musikvideoer. Underholdende på sin egen langstrakte facon, men næppe den fuldendte musical. Den er fuldt klædt på som nostalgisk retrofest fra 80erne, men har ikke rigtig nogen steder at gå hen.

»Flashdance -The Musical«. Instruktør: Philip Zandén. Koreograf: Tim Zommermann. Kapelmester: Joakim Pedersen. Scenografi: Benjamin la Cour. One and Only Musical Teater. Operaen, København. Til 4. august.

Bøjelig og føjelig: Sicilia Gadborg som den ambitiøse danser Alex Owens med drømmene i behold. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo.