Flammen og Citronen som de virkelig var

Modstandsmanden Gunnar Dyrberg husker Flammen og Citronen som to af de dygtigste aktører i modstandsgruppen Holger Danske under Anden Verdenskrig. De var drøneffektive i en virkelighed, hvor døden kunne banke på døren, hvornår det skulle være. Men de fremstod ikke helt som Ole Christian Madsen portrætterer dem i »Flammen og Citronen«.

Gunnar Dyrberg husker Flammen og Citronen fra modstandskampen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er en historie om modstandskæmperen Citronen – eller Jørgen Haagen Schmidt, som han hed. En bemærkelsesværdig historie omstændighederne taget i betragtning, men det er en af dem – som flere kilder siden har hævdet – holder vand.

Citronen var en af tre fra modstandsgruppen Holger Danske, der i januar 1944 besluttede at stjæle tre biler, som tyskerne havde stående i en kælder ved Vesterport i København. I kælderen stødte de på en gammel tysk vagt, der frygtede for sit liv og på tysk fastslog: »Jeg er ikke nazist. Jeg er socialdemokrat.« Han gentog det fyldt med frygt. Citronen svarede derimod roligt, lakonisk: »Det er helt fint, gamle ven. Desværre har vi ikke tid til at holde et valg nu.«

Gunnar Dyrberg – tidligere afdelingsleder i modstandsgruppen Holger Danske – husker de Danmarksberømte »Citronen« og Bent Faurschou-Hviid, alias »Flammen«, fra sit samarbejde med dem i Holger Danske.

Spørgsmålet er, om Ole Christian Madsens film »Flammen og Citronen« giver et tilnærmelsesvist retvisende billede af d’herrer?

86-årige Gunnar Dyrberg sidder i grå halskrave, omgivet af ro i hans hus i Høsterkøb i det nordlige København og beretter om dengang, der ikke var roligt i Danmark. Historien oven for er »en af dem, der tilfældigvis passer,« som Gunnar Dyrberg formulerer det.

»Det er fuldstændig, som han var. En dag vi stod i en chokoladebutik ude i Blidah Park, hvor vi somme tider besøgte en god ven, lød der pludselig et enormt brag. Vi vender os, og han (Citronen) står bagved og fumler med sin pistol, så vi begynder at skælde ham ud. Men det var der ingen grund til. Han havde bare fyret et kanonslag af,« siger Gunnar Dyrberg, mens han viser, hvordan Citronen fumlede med revolveren.

Familiefaren Citronen
Et retvisende billede af Citronen jovist, men historierne piller ikke ved den alvor, der gennemsyrede virkeligheden for et medlem af modstandsbevægelsen dengang. Den evige rævesøvn med et øje på klem og pistolen ved sengekanten, fordi man aldrig vidste, om man kort efter måtte flygte. Aftalerne fra gang til gang om at mødes et sted i København, og hvis nogen ikke mødte op, vidste man, hvad klokken var slået og måtte finde et nyt tilholdssted. Døden var en latent trussel og ofte flygtede modstandsfolkene fra den udover altanen.

Arbejdsomhed og rutine kendetegnede Citronen, der også fremstod velklædt, som den familiefar han var. Filmskildringen med Mads Mikkelsen i Citronens klæder som en lettere usoigneret, ubarbarberet herre skiller sig i den sammenhæng ud til en uvirkelig side. Sådan fremstod han ikke, skal man tro Gunnar Dyrberg. Men som han tilføjer:

»Det er film. Der skal skrues lidt op for dramaet nogle steder. Det er, som det skal være.« Gunnar Dyrberg har set filmen to gange over de seneste to dage og synes om, hvad han har set. Det gode indtryk bliver ikke ødelagt af, at de to hovedroller tydeligvis er skildret anderledes end virkeligheden. Ifølge Gunnar Dyrberg er det »helt i orden, og hvad man kunne vente«.

Hadet til nazismen
Flammen var ligesom Citronen altid velklædt. Han havde under krigen forsøgt at farve sit hår mørkebrunt, men det mislykkedes og endte i en Hennafarve, der blev siddende til hans død. Derfor blev han først kaldt Faklen. Siden Flammen.

Han var ud af en familie i Nordsjælland, hvor hans familie ejede et hotel, og han hadede nazismen og alt ved den af et godt hjerte. Gunnar Dyrberg husker ham tydeligt.

»Han var en fantastisk god sabotør. Dristig, snarrådig, god til at planlægge og så var han modig. Men han gik ikke bare rundt og slog folk ihjel, sådan bang bang, som man ser i filmen. Man skal huske, at disse handlinger var noget, vi lavede ved siden af alt muligt andet, og så mange mord begik han jo heller ikke,« siger Gunnar Dyrberg og tænker efter.

Man mener, at Flammen stod for i alt syv likvideringer, så i den forstand var det snarere myten om en hårdkogt modstandsmand og hans fremtoning, der siden har båret historierne om ham. Sådan startede det dog ikke.

»Hans nerver var fuldstændig i ro, når han var på opgaver, men han var ikke nogen trænet likvideringsmester fra starten. Da han i 1943 skulle hævne tyskernes drab af afdelingslederen John (Svend Otto »John« Nielsen) havde han aldrig været i nærheden af - endsige begået et mord før. Derfor var det heller ikke ham, der skulle gøre det. Hans chef Lillelund skulle udføre drabet, men ramte stikkeren i skulderen. Derefter råbte ’Flammen’, ’kom nu, hun er død’, og de løb. Stikkeren døde dog ikke,« siger Gunnar Dyrberg.

»Flammen« skulle siden vise frygtløs handlekraft i en grad så andre Holger Danske-medlemmer har betvivlet, om han overhovedet ejede et gran af frygt i sjælen.

Først efter Flammens og Citronens død i oktober 1944 blev deres navne og identiteter kendt for omverdenen. Indtil da levede de i skjul for jævnligt at kunne sabotere besættelsesmagten samt likvidere kollaboratører. Sådan foregik det. Hele tiden i dybeste hemmelighed.