Fjernsynsteatret

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Teater i fjernsynet? Jeg har altid syntes, det er en rædselsfuld idé. Teater skal ses i teatret. Hvem orker at se to og en halv time med skuespillere med sminkestreger og næsekit i hele hovedet, der råber deres replikker ind i stuerne, så mokkakopperne danser på sofabordet? Nej, vel? Spillefilmen er opfundet. Men alligevel er jeg knap så sikker i min vantro efter en uge med teaterbombardement på kulturkanalen DR K, der her viste en flot vilje til ikke blot at være sig selv nok som fjernsynsinstitution. I stedet har man valgt at spille op til – og med i – den årligt tilbagevendende teaterfestival CPH Stage, der sluttede i går med uddelingen af teaterpriserne ved Årets Reumert: Ejersbos »Eksil«, Strindbergs »Faderen«, Christian Lollikes omdiskuterede Breivik-monolog »Manifest 2083«. Og fra den sæson, der netop er gået i sig selv, forestillingen »Heidi« om en af virkelighedens morgenbolledamer i kløerne på formand Simon Spies samt Folketeatrets udmærkede skagensmaleri »Krøyers yderste nat«, begge smidt på skærmen kort tid efter, at de havde udspillet deres rolle på teatret.

Medgivet: Jeg har ikke set det hele. Men jeg har set noget af udsendelserne. Og det noget kunne jeg faktisk godt lide. »Faderen« fra Teatret ved Sorte Hest var ikke blevet meget bedre af omplantningen til skærmen, men pludselig råbte Peter Gantzler ikke så højt, nu hvor kameraet gik helt tæt på ham og Charlotte Fich. Fint tonet ned for kameraernes skyld. Hverdagsrealistisk som i »Arvingerne« var det naturligvis ikke, men det var da til at holde ud – og er pointen i øvrigt trods alt ikke også, at der netop er tale om filmet teater? Også de uddrag, jeg så, af det aalborgensiske Teater Nordkrafts »Eksil« så lovende ud med sine lidt rastløse nærbilleder og registrering af samspillet med publikum i det begrænsede teaterrum.

DR bør roses for endelig – endelig! – efter års ørkenvandring at anerkende, at statskanalen har en forpligtelse i forhold til det teaterstof, som jo i øvrigt i forvejen stort set finansieres af de samme skatteborgere, der nu også får mulighed for at se deres fælles ejendom i fjernsynet. For et par uger siden måtte et privat initiativ, theatre on demand-sitet Seeatre, trække stikket, og det var da synd, men det er og bliver en offentlig opgave at registrere nogle af sæsonens vigtigste forestillinger, så længe vi har et statsfjernsyn. Så mangler vi bare et ordentligt tilbagevendende teatermagasin, der løbende beskæftiger sig med sæsonens forestillinger. Den side overlader man nu til glade og nogle gange slet ikke så glade klamphuggere i »Smagsdommerne«. Det kan DR egentlig ikke rigtig være bekendt. Sagt helt uden dramatik.