Fitness og fettucine

Udmærket italiener med bl.a. god hjemmelavet pasta på programmet er rykket ind i Fitness.dk på Østerbro.

Normalt ville man næppe forbinde det italienske køkken og alle dets mange retter med et helsecenter. De flotte café-lokaler i det nye, forkromede Fitness.dk-center i en gård på Nygårdsvej på Østerbro, var da også oprindelig beboet af en filial af Café Ketchup, kendt fra både Pilestræde og Tivoli. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan de solariebrune Ketchup-piger har siddet og stukket til salaterne, mens de gennem den store glasvæg betragtede de svedende kroppe inde i gym'en.

I dag er de store glasruder imidlertid dækket til af hvide gardiner, og det er ikke en skaldet dansk kok i rød uniform, der kokkerer i det meget åbne køkken bag den lange bar, men italieneren Lucio Rossetti - som sidst slog sine folder i Søborg på Rugantino, men oprindelig stammer fra Bologna. Bordene har fået dug på, og i det hele taget er stedet blevet en rigtig restaurant - i mindst lige så høj grad henvendt til resten af Østerbros beboere som til fitnessfolket, selv om det er tydeligt, at man stadig kan nøjes med at indtage en kop kaffe eller en øl, hvis det er behovet.

Madstilen er rigtig italiensk forstået på den måde, at her f.eks. ingen rejecocktails eller pizzaer er at finde, men derimod bl.a. flere former for hjemmelavet pasta. Det skinner igennem, at Lucio er fra Norditalien, men derudover er han også relativt eksperimenterede af en italiensk kok at være, spisekortet rummer flere retter, som ikke er en del af det klassiske pensum. Med hovedretter fra 145 til 195 kr., befinder vi os prismæssigt i mellemlejet, men den aften vi var forbi, tilbød man desuden en tre-retters menu til 220 kr., hvilket i vore dage må siges at være decideret billigt.

Mens min ledsager tog menuen valgte jeg at gå a la carte for bl.a. at få afprøvet husets anti-pasto misto (95 kr.). Det viste sig at være ikke så lidt af et overflødighedsform, der nemt kunne have gjort det ud for et helt måltid: Den store fadagtige tallerken bugnede med små specialiteter: Tre crostini (små toasts) belagt med henholdsvis olivenpasta, ostegratineret tomat og diverse hakket grønt. Fire forskellige slags charcuteri; salami, bresaola (saltet, lufttørret okse), mortadella-pølse og parmaskinke - sidstnævnte var der tre skiver af, rullet omkring fint modne melonbåde. Så var der en lille capresesalat (tomat og mozzarella), en halv gedeosteflan, en lille salat af dybfrostrejer og rucola og endelig oliesyltede oliven, kapers, artiskokker og soltørrede tomater.

Bortset fra rejesalaten, som ikke var for sjov, var tingene på tallerkenen generelt af rimelig kvalitet. Men på trods af det imponerende opbud, kunne man nu alligevel ikke lade være med at overveje, om ikke kokken kunne have investeret tid og penge endnu bedre i et mere begrænset, men tilgengæld lidt mere originalt og hjemmelavet udvalg.

For at holde mig med selskab varmede min ledsager op til sin menu med en gang bøffelmozzarella (70 kr.). En ret fyldig servering bestående af et stort flot æg af bøffelost garneret med finsnittet fennikelhjerte, rucola og fileter af appelsin og grape. En ganske overraskende kombination, som faktisk viste sig at fungere fint, idet den gode mozzarella voksede i smag i selskab med de syrlig frugter (det er vel egentlig også derfor, man normalt serverer mozzarella sammen med ligeledes syrlig-sød tomat).Så kom vore mellemretter eller primi, som man kalder dem i Italien. Jeg havde valgt dagens risotto (90 kr.), ikke bare fordi jeg elsker risotto, men også fordi, det er en ret, som helst skal tilberedes »a la minute« og derfor sjældent ses på italienske restauranter herhjemme. Dagens fyld var jomfruhummer, og det kan man jo ikke tillade sig at klage over - især ikke, da der var virkelig mange haler i, som til gengæld var ret små. En helt udmærket risotto - hverken for al dente eller grødet - som dog gav anledning til en lille diskussion ved bordet om, hvorvidt man kunne have givet den en anelse mere kant ved hjælp af salt og/eller citronsaft og peperoncino.

Min ledsager, som nu tog hul på menuen, fik tre ret flotte hjemmelavede torteloni (store ravioli) med fyld af kogt skinke og ricotta-ost. Raviolierne, som smagte stærkt røget, blev serveret med en cremet safrantilsmagt sauce, samt en smule pinjekerner og pistacienødder. Udmærket.

Efter det store anti pasti-fad og en fuld portion risotto, havde jeg egentlig ikke det helt store behov for at spise hovedret. Men da den i øvrigt meget opmærksomme og kapable tjener inderligt anbefalede mig at hoppe med på menuens hovedret - tagliata (160 kr.) - som han lovede var meget begrænset i omfang, lod jeg mig rive med.

Tagliata (afskæring, eller noget, der er skåret) er en først og fremmest toscansk specialitet, som i al sin enkelhed går ud på at servere skiver af en stor saftig, rød oksekotelet eller T-Bone - lidt a la den franske côte du bouef-servering. Lucio har dog tilsyneladende valgt at fortolke begrebet på en anderledes måde - måske fordi, han ikke er fra Toscana, men Emilia-Romagna - for det vi fik, var en skive af oksemørbraden, som var stegt og serveret som en almindelig bøf, eller medaillon om man vil.

Selve bøffen var i orden uden at være uforglemmelig, men bortset fra et gensyn med gedeosteflanen fra min forret, var vi derimod ikke forfærdeligt begejstrede for tilbehøret: Ovenpå bøffen lå en figen, formentlig pocheret i vin og kanel, for der lå stadig en stang i saucen. Efter min mening kolliderede den ret kraftige kanelsmag med den ligeledes intense rosmarinsmag, som dominerede retten. Vi var heller ikke så vilde med de ledsagende, stegte grøntsager; kartoffel, squash og aubergine. Lidt synd at disse menuhovedretter skulle svække billedet af en ellers meget hæderlig aften.

Vinen var til gengæld god. På det særdels rimeligt prissatte vinkort havde vi fundet en barbaresco Sori Paitin fra det gode år 1996 - tro mig: 390 kr. er faktisk en uhørt lav pris for barbaresco med alder på fra en velestimeret producent, så selv om vinen langt fra var gratis, følte vi alligevel, at vi havde gjort et godt køb. Det bør retfærdighedsvis også nævnes, at her fås gode sunde vine helt ned til 150 kr.Tjeneren snakkede, som før nævnt, godt for sig, så på trods af manglende appetit, lod vi os begge overtale til at prøve dessert-misto'en (50 kr.), som bestod af tre små desserter; en meget flot og meget hjemmelavet tiramisu - let uden at være den rene luft og samtidig intens i smagen. En dejlig skive semifreddo, som i dette tilfælde vel bedst kan oversættes til parfait. Og en endelig en massiv, men god souffle med varm mørk chokolade i midten, som flød ud, da man satte skeen i den.

Den gode espresso-kaffe, som afrundede måltidet, ved jeg af gode grunde ikke hvad koster, for den var på huset - et udslag af klassisk italiensk gæstfrihed. Ærgerligt, at de to hovedretter ikke rigtig fungerede, for jeg ville have givet dette sympatiske spisested fire stjerner - nu må vi i stedet nøjes med tre af de største og en anbefaling.