First lady of fun

Det begyndte i en kælder foran et publikum på 50. I dag ser 60.000 tilskuere hvert år parodikomedien »Crazy Christmas Cabaret« i Tivoli. Kvinden bag det hele hedder Vivienne McKee. For 33. gang får hun danskerne til at grine ad de engelsksprogede tosserier.

Læs mere
Fold sammen

Det har været noget af en uge for Vivienne McKee. Godt nok er hun lutter smil og munter fortælleglæde, som vi sidder dér i Glassalens slidte, men hyggelige skuespillerfoyer. Ordene strømmer ud af munden på hende på det formfuldendte engelsk, tusinder af danskere kender. Dels fra juleshowet Crazy Christmas Cabaret, som har eksisteret i 33 år, og som hver vinter lokker 60.000 tilskuere i Tivoli og efterfølgende i Musikhuset i Aarhus. Dels fra DSBs højttalere, hvor det er McKee, der informerer udenlandske rejsende om »the monitors at the platform show information...«.

Fold sammen
Læs mere

Katastrofe nummer ét indtraf, da en skuespiller meldte sig syg, og man derfor måtte afvise de mange forventningsfulde tilskuere, som var troppet op i Tivoli. På rekordtid måtte hun flyve en gammel kollega ind fra London for at overtage rollen, stikke ham rollehæftet i hånden og sende ham ind på scenen. Den næste ulykke kom lige i hælene: Katrine Falkenberg, den ene af forestillingens unge heltinder, havde mistet stemmen. Suffløren læste i stedet hendes replikker, mens skuespilleren mimede til, og da Falkenberg nåede til sin store ballade i anden afdeling, sang hendes kollega for hende fra kulissen.

Læg dertil det uhyggelige angreb på Paris:

»Terroren skete fredag. Vi havde en lille scene med en arabisk revolutionær med en maskinpistol. Han prøver at få den til at virke, hvad han ikke kan. Folk havde grinet meget, men lørdag var vi enige om, at vi var nødt til at skære scenen ud. Det gjorde vi så, men jeg havde glemt, at han også dukker op i anden akt. Jeg indså det først, da det var for sent, og handlingen gav slet ikke mening. Så næste gang, vi spillede, kom han ind i første afdeling igen – nu uden maskinpistol. Den var simpelt hen for aggressiv efter det, der skete i Paris.«

Hvis noget skal laves om, behøver instruktøren Vivienne McKee ikke skændes med forfatteren, for hun hedder også Vivienne McKee. Hvert år skriver hun selv hele den engelsksprogede, vidtforgrenede parodikomedie, belæsset med vanvittige indfald, leksikal viden omsat til sjov, dusinvis af kostumeskift, lavtflyvende vittigheder, spektakulære musicalnumre og god gammeldags jolly good fun på tværs af rampen. I år med egyptisk tema og den halvfrække titel »Don’t Touch Nefertiti«. Direktøren og primadonnaen? De hedder også Vivienne McKee.

Det hele begyndte med en forelskelse. »Jeg var en professionel skuespillerinde fra England, der giftede mig med en ung dansk gymnasielærer og flyttede herover. Men jeg havde intet at foretage mig. Jeg kunne ikke tale dansk.« Hun fik alligevel en fod indenfor i dansk teater, først med en tjans som instruktørassistent, siden som skuespiller i småroller på Det Kongelige Teater. En dag ringede telefonen. Det var CaféTeatret midt i København. De havde fået et afbud og havde pludselig plads i kalenderen. »Vivienne, kan du lave noget traditionelt engelsk for os i tre uger?« De ville gerne have den slags engelsk juleforestilling, som kaldes en Christmas pantomime, kæmpestore udstyrsstykker med sang, dans og akrobatik, ofte lagt ind i en rammefortælling som f.eks. »Askepot« eller »Robin Hood«.

»Men de tilbød mig deres lille scene, langt nede i en kælder med 50 sæder,« fortæller Vivienne McKee. »»Sig ja,« sagde min mand, Søren. Så det gjorde jeg. Han overbeviste mig om, at jeg selv kunne skrive manuskriptet og sørgede for, at vi fik tre skuespillere over fra England.«

Teaternavnet, London Toast Theatre, fandt hun i al hast på, fordi hun sad og spiste en sandwich, da CaféTeatret ringede og spurgte, hvad teatret skulle hedde. »Der stod »London Toast Bread« på brødpakken foran mig.«

Rygtet om forestillingen, der byggede på eventyret om »Jack og bønnestagen«, spredte sig hurtigt. »Jeg spillede selv Jack som en punker med sikkerhedsnåle i næsen. Vi gjorde noget, man ikke havde gjort i dansk teater på samme måde. Vi talte direkte til publikum, ligesom i standup, som ikke eksisterede dengang i 1982. I det hele taget satte jeg gang i min helt egen udgave af den engelske tradition, som jeg så kaldte »The Crazy Christmas Cabaret«, selv om der jo strengt taget ikke var tale om en kabaret. Jeg kunne godt lide bogstaverim, og pantomime kunne det ikke hedde noget med, for i Danmark er det sådan noget mime-noget, der foregår inde i Tivoli.«

Og så kom TV-manden Otto Leisner.

»Han fandt om bagved og var helt oppe at køre. »Det er det sjoveste, jeg har set i årevis. Vil I være med i H.O.P.L.A?« Vi var de første udlændinge, der medvirkede i hans underholdningsprogram. Det gjorde udslaget, at vi var på monopol-TV i bedste sendetid. Næste dag var der kø ved billetlugen. Alt blev udsolgt.« Resten er historie. Det, Vivienne McKee først troede skulle være en engangsforeteelse, voksede år for år. Først spillede de skøre englændere i en nedlagt biograf, siden i diskoteket Daddy’s Dance Hall ved Vesterport, så på Det Ny Teaters anneksscene og de seneste 18 år i Glassalen i Tivoli. Forlystelseshaven åbnede sit julemarked og havde brug for noget underholdning.

»Jeg måtte virkelig gentænke showet, for nu havde jeg muligheden for at få store kulisser, pragtfulde kostumer og et helt orkester. Alt det, jeg havde ønsket mig.« I dag har mange »Crazy Christmas Cabaret« som en af deres faste juletraditioner. Publikum kommer igen og igen. År efter år. I dag er »Crazy Christmas Cabaret« hver sæson en af de fem mest sete teaterforestillinger i landet.

»Vores forestillinger har helt klart en forbindelse til danskerne, der elsker den lidt tørre humor,« mener Vivienne McKee. »De er for eksempel vilde med Monty Python,« siger hun og beskriver, hvordan engelsk humor er underspillet og baseret på noget, man næsten kunne møde i virkeligheden. Danskerne har derimod en tendens til at larme og overdrive klovnerierne, når noget skal være sjovt. »Hvis man vil have folk til at grine i Danmark, tager man Tommy Kenter, klæder ham ud som kvinde, stopper ham i en rullestol og skubber ham ned ad bakke mod en murstensvæg. Men englænderne ville kun grine, hvis der var tale om en rigtig gammel dame.«

Gennem alle årene har Vivienne McKee både skrevet, instrueret og spillet såkaldt seriøst teater ved siden af de gakkede juleshows. Ligesom hun året rundt har masser at lave som standupkomiker. Hun underholder store firmaer som Lundbeck, Microsoft og andre, som har brug for engelsksproget underholdning. Hendes faste medvirkende, skuespillerne David Bateson, Andrew Jeffers og Bennet Thorpe, som har været med i juleforestillingerne i mange år, kan efterhånden også leve af at være engelsksprogede skuespillere i Danmark. »Pia Kjærsgaard må hade mig med alle de mennesker, jeg importerer,« griner direktøren, men retter hurtigt sig selv: »Nej, for resten, jeg skaber arbejdspladser«.

En anden trofast støtte gennem alle årene har været Vivienne McKees mand og administrerende direktør, Søren Hall. »Og let’s face it: Hvor talentfuld nogen end måtte synes, jeg er, så kunne jeg ikke gøre det uden ham.«

Der er ikke meget, der tyder på, at Vivienne McKee nogensinde holder op, selv om hun tog en pause fra scenen for et par år siden. Hun skrev sig selv ud af løjerne og lå i stedet og slappede af på Goa efter premieren. Det gjorde hun ikke ustraffet. Folk skrev simpelt hen ind og klagede over, hun ikke var med. De savnede både hendes velkomstmonolog (»Are there any Crazy Christmas virgins in the audience tonight?«) og hendes uopslidelige figur, Dr. van Helsingør, som den jul ikke blandede sig i handlingen med sit stærkt fordanskede engelsk.

»Jeg nød hvert øjeblik, jeg var ude. Men da Søren spurgte mig, om jeg ikke godt ville komme tilbage året efter, hørte jeg mig selv sige meget hurtigt jo! Jeg havde alligevel savnet det.«

Kræfterne finder hun i fællesskabet bag scenen og foran publikum.

»Vi er som én stor familie. Mange af mine skuespillere har arbejdet med mig i årevis. Vi kommer herned i personalestuen, vi fryser, er forkølede, har haft et skænderi med konen, manden eller kæresten. Jeg har med vilje ikke min egen garderobe, men sidder sammen med pigerne. Nogle har chokolade eller wienerbrød med, andre fortæller en vittighed. Vi fniser og griner. Jeg står i kulissen, mens de laver åbningsnummeret, og når jeg så kommer på, og alle 1.000 mennesker i salen bryder ud i hujen og applaus, tænker jeg hver gang: »Wow, jeg tror, jeg har skabt noget her.«