Firser-fnis

Kærligheds-komedien »Et sikkert hit« er feel-good-plot, romantiske fjollerier og firser-nostalgi til den store fornøjelse.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Var der noget, dengang i firserne, som kunne få smilet frem som synet af mænd i alt for stramme bukser, der lystigt vrikkede hofterne til den skærende lyd af en synthesizer i overgear? Næ, i den henseende må man sige, at årtiet ikke har været til forgæves. Og selv om man ikke skulle tro, at fremtoningen kunne vække syndige grin i dag, er filmen »Et sikkert hit« et bevis på, at 80erne stadig er et hit, nu iblandet en stor del nostalgi og ironi.

I filmen er Hugh Grant den midaldrende musiker Alex Fletcher, der med resignation har accepteret, at livets højdepunkter for længst har været og er passeret igen. Dengang da han var del af den populære gruppe POP. Nu består karrieren ikke af stort andet end små kiksede koncerter på landlige markeder og ved skolers genforeningsfester, der for en kort stund genopliver ånden fra de glade yuppie-dage. Men da han får chancen for at spille sammen med musikindustriens nye wonder-babe, Cora Corman, der er »større end Britney og Christina Aguilera tilsammen«, øjner hans manager en vej ud af dødvandet og tvinger ham til arbejde på en ny sang. Sagen er bare, at Fletcher altid har været bedst til melodier og ikke så stærk til tekster, og da potteplante-vandings-pigen Sophie Fisher ved et tilfælde dukker op og nærmest bare spytter gode sætninger ud, kommer hun som sendt fra musikhimlen.

Hvordan resten af melodien går, kan man selv gætte sig til - det er ikke den tunge plot-udregning, der skal til, men når »Et sikkert hit« på trods af sin forudsigelige struktur alligevel holder den underholdende tone, skyldes det først og fremmest Hugh Grant. Det i forvejen vittigt skrevne manuskript med den indbyggede komik, der uvilkårligt kommer, når der bliver gjort kærligt grin med en periode, de fleste af os fashion-fejlede og fornøjede os i, er oplagt materiale for den engelske skuespiller. Med sit eminente talent for komisk timing og sine selvironiske dead-pan replikkerer, er han bedre end set længe, og med sød hjælp fra Drew Barrymore som Sophie løfter »Et sikkert hit« sig til at blive sikker fornøjelse i biografen, når man bare er til pop, firser-flop og gode fnis.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse