Fire ting jeg lærte på Roskilde 2016

Årets Roskilde Festival suser stadig i ørerne dagen derpå. Berlingskes musikredaktør forsøger at gøre status med et splintret hoved og blødt hjerte.

Roskilde Festival 2016. Koncert med Mø på Orange Scene. Lørdag den 2. juli 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted

Det kan være svært at samle sin hjerne her dagen derpå. Den er blevet bombarderet af en milliard indtryk de sidste par dage og har ikke fået nok søvn. Hvor starter og slutter man? Og giver det overhovedet mening at forsøge at spinde et større narrativ, der kan indkapsle årets Roskilde Festival?

Selvom vi er fælles om rammerne, så er det vidt forskelligt, hvad vi bruger dem til, hvem vi er sammen med, og hvilke stier, vi træder gennem programmet. Og det betyder, at der i princippet ikke findes én Roskilde Festival men derimod 130.000 forskellige. Èn for hver gæst på pladsen.

Så i stedet for den store samlede dom over festivalen, kommer her et par strøtanker og indtryk fra ugen der gik. Fra et splintret hovede med ømme fødder og blødt hjerte.

1. De gamle gjorde det godt. Sådan da. Der var ikke meget at udsætte på Neil Youngs tre timer lange kraftpræstation fredag aften. Men der var vist også en del, der stod af undervejs uden de helt store hits til at fastholde på tværs af generationerne. Lidt for meget guitarlir. New Order var til gengæld en triumf uden lige. Red Hot Chili Peppers det stik modsatte. Håber ikke Roskilde kaster flere millioner efter det band en anden gang. Frisk bud på næste års store historiske navn: Paul Simon.

2. Avalon-teltet havde fået den smukkeste overhaling. I stedet for det lidt golde og stemningsløse design fra de to foregående år var der nu lidt af den samme stemning, som den hedengange Ballroom-scene havde: Rød velour under teltdugen, rødt lysdesign og en scenografi som taget ud af et burlesque-teater. Navne som Blood Orange og Sturgill Simpson fik på hver deres måde rigtig meget forærende til deres koncerter. God beslutning.

3. Hiphoppen er den nye Roskilde-generations rockmusik. Det er hiphopperne, der er tidens uregerlige punkere, dem der bryder reglerne og skaber de vilde testosteron-pumpede amokløb foran scenerne. Det var til hiphop-koncerter med navne som Jamaika og Young Thug at jeg mødte moshpits, flyvende øldåser, tung røg, romerlys og kunne risikere at få en albue i hovedet. Ikke til rockkoncerterne. Nu mangler vi bare, at rapperne begynder at tage musikken lidt mere seriøst. Lidt for ofte var det reduceret til noget med at trykke på en knap. Men kidsene lod til at være ligeglade.

4. Også i år var afslutningen lørdag i stedet for søndag en god beslutning. At kunne gå fra New Order til til LCD Soundsystem var en ekstremt festlig måde at blive skudt ud i natten på. Det giver så meget mere mening at slutte med en dansende krop og konfetti i håret end med søvnig søndagsstemning. Den største forløsning ligger i glædesrusen. Og den er Roskilde fortsat bedre til at skabe rammerne for end nogen anden festival eller kulturbegivenhed herhjemme.