Fire stjerner: Var de små dannede duller og hede, lesbiske scener for skrap kost for akademiet ?

Franske »Portræt af en kvinde i flammer« blev ikke Oscar-kandidat, men det lavmælte og dybt romantiske kostumedrama er stærk kost med kunstnerisk integritet. Måske en vigtig sidehistorie om at komme i uføre som kvinde for voldsomt for oscarakademiet?

 
Se traileren til »Portræt af en kvinde i flammer« her.

Smukke kjoler, stor kærlighed, stærkt skuespil og sanselig æstetik kendetegner ofte det, som amerikanere elsker ved europæiske kostumedramaer, og der er rigeligt af det hele her. Men »Portræt af en kvinde i flammer« blev ikke den franske Oscar-kandidat, som den på papiret havde alle forudsætninger for at blive. Og heldigvis for det, for filmen insisterer på værdien i ikke at se væk, at fastholde blikket for enhver pris. Og på værdien af det ellers så usynlige kvindelige blik.

Fra første scene er øjnene i fokus. Rejsen fra det sete til det formidlede gennem bevægelser, penselstrøg og farve. Hvad ser vi, når vi ser på den anden? Er det i virkeligheden modellen, der ser kunstneren, og ikke omvendt?

»Filmen er både dybt romantisk, dampende erotisk, dvælende og indhyllet i det mest spindelsvævsfine strejf af horror«


Fiffigt nok begynder »Portræt af en kvinde i flammer« med, at kunstneren selv sidder model for sine elever, mens hun instruerer dem i at se hende. En elev spørger til det maleri, der har givet filmen sin titel, og sætter minderne i gang, så historien kan fortælles i et tilbageblik.

På et fjernt gods i Bretagne i 1760 er Héloïse, den yngste af to adelige søstre, kaldt hjem fra et kloster for at blive klar til at blive giftet væk. Den tilkommende, en passende milanesisk bejler, ønsker et portræt af hende, og Marianne, en ung, velanset kunstner fra Paris, kommer strabadserende frem for at male den sky kvinde. Marianne må under dække af at være selskabsdame observere og male i smug. Ikke en nem opgave, for Héloïse modsætter sig både giftermål og portrættering; hun er viljestærk og ikke til at fange ind, hverken i ægteskabets lænker eller på lærredet.

»Portræt af en kvinde i flammer« er både dybt romantisk, dampende erotisk, dvælende og indhyllet  i det mest spindelsvævsfine strejf af horror. Den måde, de to kvinder nærmer sig hinanden på, den ene trodsig, den anden servil, hæmmet af fortielse og forstillelse, er skildret som små dannede dueller. Den lange scene, hvor de to spadserer første gang, er mesterlig. Ryggen af Héloïse i fart, dækket af sin kappe, der ikke skjuler et raseri af følelser, Marianne lige bagefter, der forsøger at holde trit. Chokket, da Héloïses stærke blik gennemborer kameraets linse og ser ind i beskuerens og Mariannes sjæl.

Franske Adèle Haenel og Noémie Merlant spiller adelsfrøken og kunstneren, der skal male hende i stærke »Portræt af en kvinde i flammer«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lilies Films.

Efter en lang og lidt tør optakt følger man en fascination og en stærk forelskelse i, hvad der føles som realtid. Det er ret magisk. Filmen føles både meget nutidig og tidløs; prunkløs og punket på en gang. Alt er smukt, men skåret ind til benet, og fortællingen føles derfor stærkere og mere intim; tilbageholdt og blotlagt. En dyb film, der kan føles som en intellektuel øvelse, men som er langt mere.

Muligvis er storfilm med lesbiske temaer langt nemmere at finde finansiering og publikum til, og derfor har der været en mindre tsunami med det tema. Med alle sine gode anmeldelser, pris for bedste manus (og queer-palme) i Cannes, og 34 andre priser og hele 109 nomineringer, så kunne denne glødende fortælling om stor kærlighed, kunst og kvindelig solidaritet på tværs af klasser nok heller ikke være mere ligeglad.

Og hvorfor blev »Portræt af en kvinde i flammer« ikke Frankrigs bud på en Oscar-film? Er kandidaten, politi- og ghettodramaet »Les Misérables« en stærkere film? Næppe. Og det er heller kke på grund af kærlighedsdramaets lidt krævende form og de hede, lesbiske scener. Nej, det er sandsynligvis blot på grund af en lille, men vigtig sidehistorie om at komme i uføre som kvinde, der her fortælles så fint og rent, men ublufærdigt. Og derfor nok alt i alt for skrap kost for oscarakademiet.

»Portræt af en kvinde i flammer«. Instruktion og manus: Céline Sciamma. Medvirkende: Adèle Haenel, Noémie Merlant, Luana Bajrami, Valeria Golino. Varighed: 121 min.