Fire konger frem på rad

I efterårsferien er der guidede ture til kongelige rytterstatuer i kongens København. Tilsammen spejler de fire århundreders syn på kongen og hans folk – fra fyrsten som hersker over enevælde til folkestyre.

Foto: Nationalmuseet. Anne-Marie Carl Nielsens statue af Christian IX.
Læs mere
Fold sammen

Kongernes Lapidarium er et forunderligt sted. Det er et museum indrettet i Christian IVs omkring 400 år gamle bryghus i København. De hvidlige statuer lyser spøgelsesagtigt i halvmørket og fortæller om skiftende tiders æstetiske idealer og forskellige former for (selv)forherligelse og (selv)iscenesættelse af kongemagten i Danmark.

Her begynder fortællingen om fire rytterstatuer fra fire forskellige århundreder. En fortælling, som man i efterårsferien kan få fortalt med guidet vandring fra statue til statue.

Det er egentlig snyd, det med statuerne i Kongernes Lapidarium, for de to ældste rytterstatuer er opstillet på henholdsvis Kongens Nytorv og Amalienborg Slotsplads.

Men i Kongernes Lapidarium findes de modeller, de i henholdsvis 1688 og 1771 blev støbt efter. Og ved at lade vandringen til de andre rytterstatuer udgå fra Kongernes Lapidarium er fire rytterstatuer fra fire århundrede faktisk samlet på magtens ø, på Slotsholmen. Og de næste dages omvisninger gør dermed diskret opmærksom på museet, der vitterlig er et besøg værd.

En rytterstatue har siden antikken været det ultimative magtsymbol. Herskeren, kejseren, fyrsten, kongen rider som en imperator over sine faldne fjender og lader sig hylde af sine soldater og sit folk – og faktisk ligger der en stakkels mand og vrider sig under Christian V (1646-99), der repræsenterer en tid med absolut enevælde.

Han var ganske vist allerede som fireårig valgt af stænderne og derfor principielt underlagt en håndfæstning, men den så han stort på, da han arvede magten efter Frederik III. Christian V var en rigtig hersker – i hvert fald ifølge den franske billedhugger A.C. Lamoureux’ fremstilling.

Hundrede år senere er vi nået til såkaldt oplyst enevælde – og som én af Europas mest mesterlige rytterstatuer rider Frederik V (1723-66) midt på Amalienborg Slotsplads frem mod Marmorkirken og dermed symbolet på Gud, der har givet ham magten. Bag kongen ligger landet og vandet og dermed nationen – og i dag Operaen.

Salys fremragende statue viser en afklaret fyrste, der ligefrem stråler af selvsikkerhed og gudgiven styrke. Frederik V skulle næsten selv have set rytterstatuen. Men den blev først indviet i 1771 og var en ualmindelig kostbar affære for Asiatisk Kompagni, der betalte for statuen som en gave til kongehuset. Asiatisk Kompagni var en handelsfirma, der ikke længere eksisterer.

Det danske folkestyre

Modsat for eksempel den franske revolution var den danske en fredelig affære. En større mængde københavnske borgere gik 21. marts 1848 til kongen og spurgte, om de ikke måtte få demokrati – og det sagde Frederik VII (1808-63) ja tak til. Dermed blev han grundlovens giver – og hans historiske betydning er markeret på en af de pladser i København, der oftest bruges til folkelige protester mod demokratiets forvaltere inden for murene.

Frederik VII er placeret på en høj sokkel (man kan dog sidde på den forneden), og kongen er også på hest og i uniform. Men det er ikke en romersk imperator, billedhuggeren Herman Vilhelm Bissen og han søn, Vilhelm Bissen, har udført. Det er ikke en fyrste, der tramper på sine fjender under hestens hove. Det er en godmodig, lidt buttet, ældre herre, hvis motto var »Folkets kærlighed - min styrke«.

Noget tilsvarende gør sig gældende for Slotsholmens fjerde og mest moderne rytterstatue.

Christian IX (1818-1906) var måske ikke populær til at begynde med. Bl.a. fordi han kom fra Tyskland, som Danmark havde været i krig med i 1848-51 og kom i krig med igen i 1864; året efter hans tronbestigelse. Men som årene gik, blev han Europas svigerfar gennem sine børns giftermål, og han kom til at fremstå som den noble ældre herre, billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen skildrer ham som. Siddende til hest ved Christiansborg Ridebane.

Det færdige projekt afviger dog en del fra Anne Marie Carl Nielsens forslag, kan omviser Oskar Feldbæk Kristensen fortælle. Anne Marie Carl Nielsen havde vundet konkurrencen om en rytterstatue med en slags frise, hvor både arketyper som bonden og fiskeren og kendte personligheder som for eksempel H.C. Andersen gik i en procession, hvor de så at sige bærer kongen frem.

Det ville have gjort fortællingen om fire konger fra fire århundreder og tidens ideologiske fortolkning af deres betydning i samfundsordenen endnu mere pædagogisk.

Fra den svulstige barok i fremstillingen af Christian V, hvis hest rider over et andet menneske, over Salys nyklassicistiske fremstilling af enevoldskongen Frederik V med den gudgivne magt og til de to forholdsvis nutidige, fredsommeligt naturalistiske skildringer af Frederik VII og Christian IX, der henholdsvis forstod, at folkestyret var en realitet - og måtte erkende, at demokratiet var kommet for at blive.