My First Carcassonne

2-4 spillere, 20 minutter, 4+
I brætspilskredse taler vi ofte om gateway games. Det er de spil, der i kompleksitet og kvalitet ligger et godt stykke over forældede mainstreamspil som Matador, Ludo og Cluedo, og som tænder lysten til at spille endnu flere, endnu mere avancerede kvalitetsspil. Carcassonne har gennem et par årtier været netop et af disse med sit fokus på at opbygge tiltrækkende landområder og lokke og samarbejde med og narre sine medspillere. Nu er spillet så kommet i en forsimplet udgave, så børn helt ned til 4-5 års alderen kan være med – og større søskende og forældre har det stadig sjovt og er udfordrede undervejs. En perfekt introduktion til brætspillenes vidunderlige verden for nye generationer.
Circus Topico

2-4 spillere, 15 minutter, 5+
Når hele børnefamilien skal hygge sig sammen, så er et brætspil – der er lige let og lige svært for både børn og voksne – det perfekte tidsfordriv. Circus Topico er et af det spil, der blander taktik og list med et sjovt fysisk gameplay, som består af at stable veltegnede, skørt formede klodser med cirkusfigurer. Lidt forsimplet kan man kalde det en tænkende mands Klodsmajor, hvor spillerne skal prøve at få stablet figurerne i den rækkefølge, der står på deres individuelle missionskort. Men den enkelte spiller skal selvfølgelig ikke være for åbenlys omkring sine planer. Måske ikke en ny stor familiespilsklassiker men stadig et udmærket, overskueligt spil til de hyggeligste timer i juleferien.
Magic Maze

1-8 spillere, 15 minutter, 8+
Samarbejdsspillet, der er skabt af danske Kasper Lapp, er virkelig originalt og – ligesom spillets titel antyder – en helt igennem fortryllende oplevelse. Man skal hjælpe en række eventyrfigurer gennem nogle labyrintiske udfordringer, men modsat andre eventyrspil hjælper alle hinanden med at styre samtlige helte efter nogle ekstremt rigide regler. Eksempelvis kan kun Spiller 1 bevæge en figur mod højre, mens kun Spiller 2 kan åbne den røde dør og bevæge figuren nedad. Og så videre. Denne type samarbejde ville være utroligt simpelt, hvis det ikke var for denne absurde og absurd velfungerende regel: Man må ikke snakke sammen undervejs. Ud over gestik og mimik og hovedrysten har man en brik kaldet ”GØR NOGET”-brikken, som man til hver en tid kan placere foran særligt tunge medspillere og familiemedlemmer. Nå ja, og så er spillet selvfølgelig på tid.
Codenames

2-8 spillere, 20 minutter, 14+
Guderne skal vide, at selskabsspil kan være nogle tarvelige og fordummende størrelser, ofte skabt af ”spildesignere”, der ikke har forstået, at vi for længst har forladt 90erne, hvor Trivial Pursuit regerede ved spisebordene i de danske hjem. Men Codenames er et ord-associationsspil, jeg vil anbefale praktisk talt alle tænkende mennesker, for det udfordrer virkelig ens sproglige ramme, og man skal samtidig kæmpe (en ofte forgæves kamp) for at for at forstå sine medmenneskers tankegange. I spillet gemmer en række spioner sig ved hjælp af kodenavne, og disse kodenavne skal man med subtile hints forsøge at få sine medspillere til at gætte. Ofte kræver det, at man koder ord sammen, der intet har med hinanden at gøre – såsom tro og ged og gul – og alligevel lykkes det, af og til. Et sjovt, udfordrende spil, der går godt sammen med gode venner og endnu bedre rødvin.
Alle spillene kan eksempelvis købes i Games i Jorcks Passage, København og på Store Torv i Aarhus.