Fire fæle familier

Film: »Four christmases« På grund af tåge i lufthavnen i San Francisco må parret Kate og Brad – spillet af den nuttede Reese Witherspoon og den kvabsede Vince Vaughn – opgive deres sædvanlige juleferie i et fjernt og eksotisk land.

Witherspoon og Vaughn i »Four Christmases« – mon den kan byttes? Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

I stedet tvinges de til at køre rundt på fire separate besøg hos deres fraskilte forældre, og det går temmelig galt alle steder, for familiejul kan være et rædselsfuldt fænomen, selv om en familie i sidste ende selvfølgelig viser sig at være vidunderlig at have, for dette er Hollywood. Det pynter, at de excentriske forældre spilles af Robert Duvall, Mary Steenburgen, Sissy Spacek og Jon Voight, men selv disse prægtige veteraner kan ikke redde »Four Christmases« fra at være en enerverende oplevelse, der dyrker en støjende form for satire med et ubehageligt anstrøg af vrængende misantropi. Reese Witherspoon er med sin intelligente form for sødme altid værd at se, men i Seth Gordons hårdhændede instruktion er »Four Christmases« nogenlunde så morsom som en mursten.