Fint skulle det være, da udenrigsministeren vendte hjem

Den danske ambassadør i Paris i 1740erne var en begavet tysk adelsmand, J.H.E. Bernstoff, som var gået i dansk tjeneste. Da han blev kaldt hjem til København for at overtage posten som udenrigsminister, krævede det en passende bolig, og det blev der taget hånd om.

Udenrigsminister Bernstorffs palæ på hjørnet af Bredgade til højre og Frederiksgade til venstre. Foto fra ca. 1920. Bredo L. Grandjean: En bygnings historie Fold sammen
Læs mere

Det danske rige var for 300 år siden et multikulturelt samfund, hvor indbyggerne talte mindst en håndfuld forskellige sprog, og hvor man som borger måtte beherske i hvert fald tysk og fransk for at kunne tilegne sig nyheder fra den store verden og gøre sig forståelig blandt mennesker med dannelse og indflydelse.

Det skrev digteren Christian Wilster om 100 år senere i sit hyldestdigt til Holberg: »Hver mand, som med kløgt gik i lærdom til bund, / latin på papiret kun malte, / med fruerne fransk, / og tysk med sin hund,/ og dansk med sin tjener han talte.«

Men så kom Holberg og satte tingene på plads ved at skrive dansk, så det kunne forstås af menigmand. Det er pointen i det noble guldalderdigt. Og den kan være rigtig nok. Problemet var bare, at tysk og fransk var comme il faut endnu lang tid efter den store komediedigters død, for ting tager tid. Og det gjorde de også i 1700-tallet.

Det var derfor slet ikke besynderligt, at den danske ambassadør i Paris i 1740erne var en begavet tysk adelsmand, som var gået i dansk tjeneste, og heller ikke at han blev kaldt hjem til København for at overtage posten som udenrigsminister.

Det krævede en passende bolig i hovedstaden, men også det blev der taget hånd om. For i anledning af 300-årsjubilæet for det oldenborgske kongehus besluttede Frederik V, at der skulle opføres en helt ny bydel i området nord for Kongens Nytorv, hvor den nedbrændte lystgård Charlotte Amalienborg havde ligget, og i december 1749 blev arealet overdraget til magistraten som en kongelig gave.

Hofbygmester Eigtved udfærdigede tegninger til fire ens palæer omkring en slotsplads, og som kronen på værket skulle der opføres en grandios kirke, hvorfra der var udsigt til et par tvillingpalæer, som så at sige dannede en portal ind til pladsen.

Bygherrerne til de fire palæer omkring pladsen blev fundet blandt rigets fornemste mænd, og med løfte om skatte- og afgiftsfrihed gik byggeriet i gang. Et par magtfulde bygherrer blev ligeledes fundet til de to identiske palæer over for den planlagte kirke: Den nordlige grund overtog baron Dehn, mens den nyudnævnte udenrigsminister J.H.E. Bernstoff valgte den sydlige.

Papirarbejdet blev bragt i orden, og så var tiden inde til, at ministeren kunne søge om ret til toldfri indførsel af de byggematerialer, som »mein Baumeister Rosenberg« havde behov for – den danske udenrigsminister formulerede sig på tysk, når han ikke var i tjeneste, for så talte han fransk.

Arbejdet gik i gang, og som det var skik og brug lagde den ligeledes tyskfødte ministerfrue den første sten. Langsomt begyndte huset at tage form, men så kom minister Bernstorff alligevel i tvivl. Han havde levet så mange år i Paris, hvor alting er større og bedre, og nu ville han inderligt gerne have en fransk smagsdommer til at udtale sig om tegningernes kvalitet, og om de var i overensstemmelse med de nyeste tendenser i fransk arkitektur.

Det skulle han ikke have gjort, for svaret fra Paris var en mavesur kritik fra a til z, og Bernstorff, der satte så stor pris på fransk kunst og kultur, måtte græmme sig. Men nu var det for sent. Huset stod halvt færdigt, og arbejdet skred planmæssigt frem.

Indboet fra gesandtskabshotellet i Paris ankom til byen lastet i to skibe, og 1756 kunne han endelig tage sit nye hus i brug. Et par skibsladninger med bøger og møbler fyldte dog ikke meget i det rummelige palæ, og gennem mere end en halv snes år var der en ubrudt strøm af bestillinger fra den danske minister til førende franske kunstnere og kunsthåndværkere.

Men så fik han også indrettet sig både pænt og hyggeligt i hverdagen og storslået, når fornemme folk kom på besøg. Kun Frederik Vs højre hånd og nationens faktiske regent, når kongen var indisponeret, A. G. Moltke, boede mere herskabeligt i sit Amalienborg-palæ, hvis bagside vendte ind mod udenrigsministerens have.

I 1772 døde den gamle minister, hvorefter hans begavede nevø, A.P. Bernstorff, overtog huset, og det var således også de næste 25 år landets udenrigsminister, som ejede palæet i Bredgade.

Efter hans død i 1797 blev huset imidlertid solgt til et par spekulanter, for nu skulle der tjenes penge. Palæet blev opdelt i tre dele med selvstændige matrikelnumre, og nye ejere flyttede ustandselig ind og ud, indtil Frederik VI en dag skulle finde en bolig til den ældste datter.

Hun skulle giftes og under ingen omstændigheder bo ringere end lillesøsteren, der som nygift netop var flyttet ind i et af palæerne på Amalienborg. I mere end et halvt hundrede år var Bernstorffs palæ derefter ejet af forskellige medlemmer af kongehuset.

Den sidste var kong Georg af Grækenland, som skulle have et sted at overnatte, når han besøgte sine forældre. Han blev myrdet i 1913, og så blev det fornemme gamle palæ indrettet til kontorbrug. I dag er det ejet af et forsikringsselskab, og der tales næppe hverken fransk eller tysk blandt de ansatte.