Det er en litterær mission.

Først debuterede finske Sofi Oksanen med romanen »Stalins køer« om den spiseforstyrrede Anna, der er vokset op i Finland med en estisk mor og en finsk far – og om morens traumatiske familiehistorie og skam over sin baggrund. Så kom »Renselse«, hvor en ung russisk kvinde, der er offer for menneskehandel, søger tilflugt hos en gammel estisk bondekone med en stor hemmelighed. I sin nye roman, »Da duerne forsvandt«, der lige er udkommet på dansk, belyser Sofi Oksanen igen Estlands nyere historie. Denne gang udspiller handlingen sig under og efter Anden Verdenskrig, hvor det estiske folk blev kastet frem og tilbage mellem sovjetkommunisme og nazisme.

Det er ikke tilfældigt, at Estland danner kulisser for Sofi Oksanens fortællinger, der fra vidt forskellige vinkler zoomer ind på de menneskelige konsekvenser af et liv med kontrol, propaganda, frygt og manglende frihed. I lighed med hovedpersonen i debutromanen, er hun selv opvokset i Finland med en finsk far og en estisk mor, og som barn ferierede hun ofte i den tidligere sovjetrepublik.

Læs anmeldelsen af Da duerne forsvandt: Angst æder sjæle op

»Men i princippet kunne mine romaner tage udgangspunkt i et hvilket som helst østeuropæisk land,« siger Sofi Oksanen, som før sin romandebut med »Stalins køer« i 2003 havde lagt mærke til, at jævnaldrende finner var holdt op med at forholde sig til Sovjetunionens historie.

»Folk anså det for at være noget, der lå bag os, og som var irrelevant for dem. På samme tid styrede Putin Rusland i en retning, som jeg fandt problematisk. Hvis man ikke kender til fortiden, forstår man ikke nutidens problemer. Derfor syntes jeg, at tiden var rigtig til at skrive om emnet,« siger Sofi Oksanen, der planlægger endnu en roman til det, der skal ende med at blive hendes estiske tetralogi.

Sofi Oksanens romaner falder i smag hos både læsere og litteraturkritikere. »Renselse« skaffede den finske forfatter et internationalt gennembrud og Nordisk Råds Litteraturpris 2010, og da »Da duerne forsvandt« udkom i Finland, var det i et førsteoplag på 100.000 eksemplarer. Herhjemme kan kun en krimiforfatter som Jussi Adler-Olsen mønstre oplag i den størrelsesorden.

Hovedpersonen i »Da duerne forsvandt« er bygget op om en virkelig person, som Sofi Oksanen stødte på, da hun læste en artikel af en estisk forsker, som havde kigget nærmere på nogle af de mennesker, der havde arbejdet for KGB og skrevet bøger på KGBs opfordring.

»Der blev skrevet en del af den slags bøger. Oplagene var kæmpestore, og de blev også distribueret til Vesten, hvor de stadig bliver citeret af og til, hvilket jeg finder tankevækkende. Hvor er kildekritikken?,« spørger Sofi Oksanen, som særligt hæftede sig ved en person med navnet Edgar Meos (1901-1971).

Han benyttede sig af forskellige identiteter og på opportunistisk vis skiftede han ideologisk ståsted alt efter de politiske magthavere, hvilket blandt andet resulterede i, at han først arbejdede for den nazistiske sikkerhedstjeneste og senere for KGB. Edgar Meos har blandt andet skrevet KGB-godkendte bøger om flyvning, og flere af hans bøger kan den dag i dag købes på amazon.com.

Læs anmeldelsen af Da duerne forsvandt: Angst æder sjæle op

Edgar Meos gik et skridt videre end mange almindelige mennesker, som redigerede deres livshistorie for at overleve eller samarbejdede med sikkerhedstjenesten af personlige eller familiære årsager.

»Edgar Meos var særligt interessant, fordi han åbenlyst var lystløgner. Han var besat af flyvevåbnet og piloter, som var datidens superstjerner, og han foregav at være pilot og fremstillede f.eks. et falsk flyvercertifikat og manipulerede fotografier, hvor han blandt andet hængte franske, britiske og estiske medaljer på sig selv, hvilket åbenlyst er en helt umulig kombination. Men han var nået til et stadium, hvor han ikke lod sig stoppe af, om hans historie fremstod plausibel,« fortæller Sofi Oksanen, som har brugt Edgar Meos som udgangspunkt for hovedpersonen Edgar Parts, der i »Da duerne forsvandt« først slutter sig til den estiske frihedskæmpergruppe Skovbrødrene, senere til nazisterne, og derefter begynder at arbejde for KGB, som bl.a. sætter ham til at skrive den officielle historie om nazisternes besættelse af Estland under Anden Verdenskrig.

Edgar Meos’ historie fik Sofi Oksanen til at fundere over, hvordan hans privatliv mon havde været. I »Da duerne forsvandt« har hun placeret Edgar Parts i et ulykkeligt ægteskab.

»Folk, der arbejdede for KGB og de tyske sikkerhedsstyrker, var anonyme. Og når man læser deres rapporter, er de skrevet i passiv form. De skriver aldrig: ’Jeg fulgte efter personen, og jeg så, at han købte mælk.’ Der står i stedet: ’Personen blev forfulgt, og han blev set købe mælk.’ Personen bag rapporten er helt udslettet,« siger Sofi Oksanen, som har foretaget så omfattende baggrundsresearch til sin bog, at hun har kunnet følge, hvordan tiden har gjort løgne til sandheder:

»For nylig udkom en biografi om den estiske sanger Miliza Korjus (1909-1980, red.), der skabte sig en filmkarriere i Hollywood. I biografien bliver det nævnt, at Edgar Meos var personlig ven af Miliza Korjus, selvom det ikke var tilfældet, men Edgar Meos’ påstand. Det er interessant at følge, hvordan information bliver skabt, og hvordan den bliver brugt. Edgar Meos beskrev noget – at han kendte Miliza Korjus – og 50 år senere bliver det beskrevet som en »fakta« i en ny biografi. Det er en lille ting uden den store samfundsmæssige betydning. Men tænk på alle de gange, hvor det drejer sig om vigtigere ting!«