»Dansk Sportstidende« var en publikation, som udkom i slutningen af 1800-tallet, og heri kunne man 27. marts 1891 læse, at »Selskabet til Travsportens Fremme i Danmark« var i færd med at erhverve en grund i Charlottenlund.

Hensigten var at anlægge en travbane, og om alt gik vel, kunne den tages i brug i løbet af et par måneder.

Det lød spændende, og det faldt godt i tråd med tidens udtalte interesse for sport og friluftsliv. I en håndfuld klubber blev der rundt om i hovedstaden spillet fodbold, tennis og cricket, og cykelrytterne og atleterne havde ligeledes etableret sig i foreninger.

Også trav var ved at udvikle sig til en ærværdig sportsgren med et stigende antal interessenter, og så skulle man jo tro, at der var udelt begejstring ved udsigten til en travbane i Charlottenlund. Men det var ikke tilfældet.

For i København var der allerede en travbane. Den var blevet anlagt i sommeren 1885 på det sted, hvor Ryparkens Idrætsanlæg nu ligger, og to var en for meget, mente nogle af de ansvarlige for banen på Lyngbyvej.

Den havde i de første par år efter åbningen været samlingspunkt for de mange hestesportsglade københavnere, men så var interessen kølnet en del. Rejsen derud var besværlig, og som tiden gik, fik Kjøbenhavns Traverbane, som den rettelig hed, ikke det bedste ry.

Overfladebelægningen var kulslagger, som umiskendeligt satte sit spor på tilskuernes lyse sommertøj, og kulstøv satte også sit præg på restauranten. Gæsterne måtte ikke være alt for sarte, og bad de om andet end en bajer, var de gået forgæves.

Kort sagt: Banen på Lyngbyvej havde sine mangler. Men det værste var de skandaler om snyd og aftalt spil, som aviserne flød over med, hver gang der havde været løb på banen.

Det var ikke befordrende for den ædle travsports renommé, og så var det, at en udbrydergruppe i al hemmelighed begyndte at lægge planer om dannelse af en ny forening, Det Danske Travselskab, og etablering af en ny bane, som skulle have et ganske anderledes fornemt præg end den gamle.

Beliggenheden i Charlottenlund talte for sig selv, og en af tidens betydeligste arkitekter, Gotfred Tvede, blev engageret til at tegne de bygninger, som på ingen tid blev opført i foråret 1891.

Omkring 10.000 mennesker var til stede ved indvielsen 24. maj. Nogle havde taget rutebåden, som sejlede langs kysten og lagde til ved badeanstalten i Charlottenlund, andre havde givet sig skæbnen i vold og taget dampsporvognen, som kørte fra Trianglen, og i de år var en trussel mod alt levende på Strandvejen.

De mere forsigtige hoppede på hestesporvognen, og endelig var der selvfølgelig også velhavere, der lod sig fragte i egen ekvipage. Ikke at herren kørte selv, for det bragte uheld i spil. En kusk måtte til lejligheden tøjle hestene, men uanset måden, det skete på, kom alle frem til tiden. Det var nemlig søndag, og ingen forlystelse måtte begynde før klokken 16.

Helt fra begyndelsen var det et andet og i enhver henseende mere distingveret publikum, der satte sit præg på den nye travbane i Charlottenlund, hvor alting var større, finere og bedre, og hvor restauratøren fra den lokale badeanstalt som forpagter af banens restaurant kunne friste med andet og mere, end det var tilfældet på Lyngbyvej.

Med købet af den vældige grund på 20 tønder land havde det nystiftede travselskab imidlertid påtaget sig en betragtelig risiko. Af økonomiske årsager blev der derfor indledt forhandlinger med Kjøbenhavns Boldklub om at anlægge en fodbold- og cricketbane på grunden, og tanken om at arrangere cykelløb på travbanen var også langt fremme.

Ingen af delene blev dog til noget, og efter et års tid meddelte K.B.s bestyrelse, at den efter mange overvejelser ikke turde foretage så voveligt et spring.

Fodbold-, cricket- og tenniskampe kom tilskuerne altså aldrig til at overvære på travbanen, men en spændende match mellem heste og cykelryttere blev afviklet det første år, hvor man også fandt på andre interessante konkurrencer: Eksempelvis kontraløb hvor halvdelen af feltet løb den ene vej rundt og halvdelen den anden vej, og spændende var det, når ekvipagerne i høj fart skulle passere hinanden.

Væddeløb med tospand blev betragtet som den fineste disciplin, og det var noget andet end den såkaldte fiakerkørsel, hvor hovedstadens droskekuske med egne krikker kørte om kap. Fornemt var det ikke, men det var underholdende.

Og hvem man skulle spille på? Ja, det var en sag for de indviede. Pengene rullede lystigt, og der blev kun sjældent talt om egentlig snyd. Travbanen i Charlottenlund var nemlig allerede fra begyndelsen et pænt sted for pæne mennesker, og allerede i den anden sæson fik den sit adelsstempel, da Christian IX aflagde visit sammen med den nærmeste familie, zaren af Rusland med hustru samt kongen af Grækenland med ditto.

Kongeligt besøg havde der aldrig været på travbanen ved Lyngbyvej, og nu var det for sent. To baner i København var en for meget.

»Charlottenlunds Traverbane« var det officielle navn, da banen blev indviet i 1891. Foto: Flemming Ettrup: Gå med i Lunden – dansk travsports historie