Finanskrisen skal festes væk

"Who cares about money? We pay for fun!" Sådan lød det fra glade svenskere i Deluxe-rummet til den allerførste Sensationfest i Parken. Læs Christina Majchers klumme her.

klumme uge 47 Fold sammen
Læs mere
Foto: Bob Katzenelson

...
Forleden dag skulle jeg til kæmpe housefest i Parken. Det skulle min overbo også, fik jeg på fornemmelsen, da den umiskendelige lyd af elektronisk stortromme begyndte at dunke dæmpet ned gennem mit loft omkring klokken 11 om formiddagen. Dér var nogen, der glædede sig. »Jeg høre høj musik til kl. 18.00. Venlig hilsen JMK« havde han skrevet på en papirlap ude ved hoveddøren. Jojo. Han skulle også til Sensation.

Statistisk set var det ikke så underligt, at der også var en anden i opgangen, der skulle afsted. Der var trods alt afsat 27.000 billetter til den komplet udsolgte megafest, og den slags sætter sit præg på gadebilledet. I hvert fald i dette tilfælde, for udover de ganske dyre billetter var der ét yderligere adgangskrav: hvidt tøj fra top til tå.

Hvor spøjst dét ser ud, opdager jeg først, da jeg seks en halv time senere sidder på bagsædet af en taxa og kører gennem byen på vej mod stadion. Halvvejs ovre Langebro foran Danhostels 15 etager står den første flok og ligner en større julefrokost af meget unge hospitalsportører på rygepause, og jo tættere vi kommer på Østerbro, jo sjovere bliver udsigten. »Se alle de spøgelser,« kommenterer taxachaufføren og peger nedladende på de uendelige kæder af hvidklædte fodgængere, i hundredvis langs Oslo Plads og Østerbrogade, og i kæmpe flokke ved Trianglen.

Han har allerede kørt et par stykker af PR-folkene derud tidligere på dagen og har derfor et indgående kendskab til billetpriserne og er ganske forarget.
»500 kr. for en almindelig billet!« fnyser han. »Og så dem til 1.500 kr.! Hvad får man for det?«
»Fri bar,« oplyser jeg fra bagsædet, mens han indigneret påpeger, at da han gik i byen i sin tid, kostede en god aften 300 kr. »For det hele!«

Der er masser af brænde at kaste på hans hyggeligt ulmende forargelsesbål. Vi er slet ikke nået frem til at tale om de såkaldte »platinborde« inde i hallen, der koster næsten 40.000 kr. per styk og sælges til dem, der gerne vil sidde hævet over dansegulvet med hvide duge og champagne i glasset – og har råd til store armbevægelser.

Så den lader jeg ligge for hans sjælefreds skyld, og vi ruller frem mod indgang A1 forbi en klynge af busser fra Sverige, to hvide stretch-limoer og nogle meget lange, utålmodigt trippende køer af hvidklædte folk uden overtøj.

Indenfor i Parken er indretningen svulstigt pompøs med gigantiske dekorationer hængende fra loftet og DJen placeret højt over gulvet i et kolossalt lysalter midt i det kridhvide menneskehav.
Udenfor i den virkelige verden er det blevet god tone at øko-spare lidt på alle fronter, men herinde, i aften, er der skruet helt op for alle effektknapperne, og det drejer sig i den grad om overflod og fråds for øjnene.

Kolonner af langbenede piger synkronspankulerer på smalle catwalks over dansegulvet mellem springvand og fontæner af fyrværkeri, og letpåklædte havfruer slænger sig mellem champagneglas og frugtfade ved platinbordenes hvide duge. I den iskolde deluxe-bar møder jeg Robin og Håkan, som har glædet sig i månedsvis og forsikrer mig om, at enhver svensker, jeg spørger, vil sige, at 1.500 kr. er yderst rimeligt for fri bar hele natten, mens de bader mig i berusede sandwichkram og råber »Who cares about money!? We pay for fun!« Og da et nyt danseshow starter på podierne, løfter en skov af 20.000 lysende mobildisplays sig fra gulvet i den mørke hal for at forevige øjeblikket på kamera, mens en ny DJ introduceres af en buldrende computerstemme.

Det hele minder mig om en blanding af en Leni Riefenstahl-propagandafilm og de der Philadelphia-reklamer, hvor englene sidder på skyer og spiser smøreost, og hvis man ankom uforberedt til gildet og ikke havde set noget lignende før, tror jeg godt, man kunne få en fornemmelse af at være havnet i Roms sidste dage, hvor man bare fyrede den max af, inden det var for sent. Finanskrisen? Den fester vi væk.

Senere på natten, da jeg har fået nok af house og laserlys og glowsticks og gratis hvidvin, tager jeg til Nørrebro, hvor en anden og helt anderledes fest buldrer derudaf på tre etager på Stengade 30. Selv om klokken er to om natten, er køen ude foran 5 meter bred og strækker sig hele vejen fra hovedindgangen og ud på gaden, og selv om det er nogle helt andre unge mennesker og nogle helt andre priser både i døren og baren, tænker jeg alligevel, at københavnerne altså virkelig fester som aldrig før, mens jeg maser mig igennem det tætpakkede menneskemylder indenfor.

Det kan godt være, at dagtimernes fornuftssnak er præget af kursfald og forsigtig nedgang i forbruget, men om natten? – der brager det bare derudaf stadigvæk, fra den ene ende af byen til den anden.

Selv holdt jeg kun ud til kl. 03.30 i denne omgang. Men min overbo? Jeg tror helt ærligt ikke, han er kommet hjem fra festen endnu.

Læs tidligere klummer af:

Jakob Steen Olsen (uge 46)

Sarah Skarum (Uge 45)

Torben Weirup (Uge 44)

Christina Majcher (Uge 43)

Jakob Steen Olsen (Uge 42)

Sarah Skarum (uge 41)