Filmstøtte kan bringe nyt liv til biografsalen

Der er stor forhåndsinteresse for en ny støtteordning til dokumentarfilm, som måske indvarsler et generationsskifte inden for genren, siger lederen af talentstøtteordningen New Danish Screen.

Foto: Morten Juhl Fold sammen
Læs mere

Selv om filmbranchen havde mange hårde ord til det filmforlig, der blev indgået sidste år, ser den også lyspunkter. Flere knytter således håb til, at en ny støttepulje til danske dokumentarfilm, der træder i kraft på mandag, kan komme til at fungere som et væksthus for nye talenter. Over hundrede interesserede fra filmbranchen har forhåndstilmeldt sig et orienteringsmøde på mandag på filminstituttet, hvor den ny leder af talentstøtteordningen New Danish Screen, Jakob Kirstein Høgel, vil orientere om støttemulighederne.

»Det er mit klare indtryk fra branchen, at der er mange ansøgninger på vej til os. Det kan betyde, at der er rumler et generationsskifte i dansk dokumentarfilm. Dem vi støtter nu kan meget vel være de førende inden for genren om ti år, hvis vi får et forløb der svarer til det, der har været på fiktionsområdet for New Danish Screen,« siger Jakob Kirstein Høgel, der efterfølger Vinca Wiedeman som leder af New Danish Screen.

Talentstøtteordningen skal som et led i filmforliget også støtte nye kræfter inden for dokumentargenren.

Ifølge Jakob Kirstein Høgel, der selv har en nær fortid som producent i dokumentarfilmbranchen, betyder støtten, at en række nye instruktører vil få fred til at udvikle sig og udfordre de kunstneriske grænser for genren uden at skulle alt for krampagtige af hensyn til investorer.

Det kan blandt andet betyde, at der bliver åbnet yderligere for den kreative sammenblanding af arbejdsmetoderne i henholdsvis fiktionsfilm og dokumentarfilm, som bl.a. kan ses i film af dokumentarfilminstruktører som Jeppe Rønde (»The Swenkas«) og fiktionsfilminstruktører som Christoffer Boe (»Offscreen«).

»Instruktører med ambitioner om at blande genrerne har haft det klassiske problem, at deres film faldt mellem to kasser. Det problem er ikke længere aktuelt med New Danish Screen, da vi støtter begge former. Dermed ikke sagt, at vi ikke længere vil støtte rene dokumentarfilm, for det vil vi,« siger Jakob Kirstein Høgel.

Den danske dokumentarfilmbranche har været i hastig udvikling i de senere år, og flere danske film har modtaget priser ved udenlandske filmfestivaler. Men den gode udvikling kan godt bruge en hjælpende hånd, lyder det fra branchen.

»Der er sket en hastig teknologisk udvikling af dokumentarfilmen i de senere år, hvor alle stort set kan komme i gang med billige kameraer. Derfor er det godt, at der er en ordning, der kan opsuge det nye talent og bringe det ind i fastere rammer, samtidig med at de får fred til at eksperimentere. For uden eksperimentet får man ikke den nødvendige fornyelse, som efterlyses i øjeblikket i dansk film,« siger Lise Lense-Møller, filmproducent og direktør i Magic Hour Films.