Filmstjerne takkede nej til Star Wars-rolle

Leonardo DiCaprio har afslået en række vilde roller i sin karriere.

Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO ANZUONI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København: De fleste skuespillere ville nok give deres højre arm for en rolle i "Star Wars"-serien, men Leonardo DiCaprio er ikke hvem som helst, og han fortæller nu, hvordan han pænt takkede nej til at spille jediridderen Anakin Skywalker.

- Jeg havde et møde med George Lucas om rollen. Jeg følte bare ikke, at jeg var klar til at kaste mig ud i det på det tidspunkt, fortæller han til ShortList ifølge People Magazine.

Rollen gik i stedet til Hayden Christensen, der medvirkede i filmene "Klonernes angreb" og "Sith-fyrsternes hævn".

Og det er ikke kun rollen som stjernekriger, den i dag 41-årige DiCaprio har vendt ryggen til. I interviewet fortæller han også, at han styrede uden om muligheden for at prøve kræfter med superhelten Peter Parker i "Spiderman"-filmene og Robin i "Batman Forever" .

"The Great Gatsby"-stjernen vil dog ikke afvise, at han i fremtiden er klar til at iklæde sig kappe og maske i en klassisk Hollywood-blockbuster, hvis ellers den rigtige rolle byder sig til.

- Man skal aldrig sige aldrig. Karaktererne bliver bedre og bedre og mere komplekse i de her film. Jeg har endnu ikke prøvet det, men jeg vil ikke udelukke noget, siger stjernen, der måske ikke bekæmper superskurke, men som i stedet har taget kampen mod klimaforandringer op gennem sin egen naturfond.

Leonardo DiCaprio er i øjeblikket aktuel med "The Revenant", som flere har spået kan indbringe ham karrierens første Oscar. Filmen har dansk premiere den 21. januar i det nye år.

/ritzau/FOKUS