Vinca Wiedemanns tiltrædelse som rektor på Den Danske Filmskole kunne dårligt have fået en mere dramatisk drejebog. Efter 21 år på rektorposten havde Poul Nesgaard offentligt erklæret, at han ville genansøge sin egen stilling, på trods af at flere røster i filmbranchen i en længere periode havde beskyldt skolen for at have mistet forbindelsen til den omgivende filmbranche.

Midt i ansøgningsperioden udbrød et oprør blandt skolens elever, der heller ikke mente, at deres uddannelse var fulgt med virkeligheden, og de anbefalede offentligt Kulturministeriets ansættelsesudvalg, at rektoren blev skiftet ud, så skolen kunne komme på omgangshøjde.

Paladsrevolutionen på den prestigiøse filmskole, der kun optager seks instruktørelever hvert andet år, og som regnes for at være en af verdens bedste, bar frugt.

1. marts kunne Vinca Wiedemann officielt kalde sig rektor for Den Danske Filmskole, og hvis intentionen havde været at finde en leder med dyb forankring i branchen, havde det været vanskeligt at finde en mere egnet.

Den historie er hun dog ikke interesseret i at tale om, da Berlingske besøger hende på Filmskolen, der i dag er bosiddende på Holmen i Københavns nye kreative ghetto, hvor også Kunstakademiets Arkitektskole, Statens Teaterskole og Rytmisk Musikkonservatorium er placeret.

»Jeg vil hellere kigge hårdnakket fremad, for der er rigtig meget, der skal gøres!« siger hun.

Fem minutter i 12

Vinca Wiedemann er en af filmbranchens grå eminencer, selv om »grå« er et forkert ord at bruge om hendes humoristiske personlighed, der lægger en fin ramme omkring hendes kunstneriske, men kontante og håndværksmæssige indsigt.

I sin karriere som producer, manuskriptforfatter og filmkonsulent har Vinca Wiedemann arbejdet tæt sammen med nogle af de helt store fyrtårne i ny dansk filmhistorie, heriblandt Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Susanne Bier, men hun har ros til høj og lav i dansk film. Det danske filmstøttesystem, vores filmskoler og den høje faglighed i branchen kan landet være stolt af, og det er ikke tilfældigt, at man mange steder i udlandet forsøger at opbygge lignende modeller.

Ikke desto mindre får man en påtrængende følelse af, at klokken er fem minutter i 12 for dansk film, når man taler med Vinca Wiedemann. Der skal nytænkes i dybden, hvis ikke filmkulturens aktuelle problemer, som Berlingske beskriver i disse dage, skal volde uoprettelig skade på det brand, som dansk film har opbygget gennem mindst to årtier.

Her skal Filmskolen spille en helt central rolle, mener Vinca Wiedemann, der i dette interview for første gang fremlægger sine konkrete ideer offentligt.

»Filmskolen skal være et lokomotiv for dansk film. Vi skal ikke bare færdiguddanne kanonføde til branchen, men gå forrest i udviklingen,« siger Vinca Wiedemann, der fuldt ud anerkender, at de danske filmselskaber har et presserende problem med økonomien, der kun delvist er blevet løst med den forhøjede filmstøtte, der var resultatet af det medieforlig, der blev indgået i slutningen af juni. Men det er alt for begrænset at se isoleret på indtjeningen for de enkelte selskaber og film, mener hun.

»Vi er nødt til at se hele diskussionen om dansk film i forhold til, at vi som samfund bevæger os med stormskridt fra en tekstbåren til en billedbåren kultur, og at ingen endnu har fundet ud af, hvordan vi skal få transporteret vores talenter over i de nye udtryksformer. Det er et globalt fænomen, og om få år risikerer vi, at befolkningen ganske enkelt vil have forladt de medier, vi udtrykker os i. Der vil være opstået en kulturel afgrund mellem meningsdannerne og kunstnerne på den ene side og befolkningen på den anden side,« siger Vinca Wiedemann og nævner den eksplosionsagtige hastighed, som nye platforme som iPhones og iPads har bredt sig med.

»Se de alleryngste børn! De sidder bogstaveligt talt i kravlegården med deres iPad. De sidder og redigerer virkeligheden, før de kan gå. Prøv at forestille dig, hvordan deres medieforståelse kommer til at se ud. Det er ikke fremtiden, det er allerede lige oppe i snotten på os.«

Spredt og fragmenteret

I det danske filmsystem, herunder det offentlige filmstøttesystem, filmselskaberne, der producerer, og filmdistributørerne, der lever af at få filmene ud til publikum, er man kun i svag grad begyndt at udnytte de nye platforme, siger rektoren. Når filmkunstnere og filmproducere forestiller sig deres kommende fiktionsfilm, er det også stadig biografen, de tænker den ind i.

Den afgrund mellem de udøvende og publikum, som Wiedemann frygter, kommer ikke kun til ramme spillefilmen. Den kommer også til at påvirke hele den demokratiske proces, siger hun. Hvis ikke danskernes tanker kan udtrykkes i billeder, er der en fare for, at de slet ikke når frem til andre – at kommunikationen bliver spredt og fragmenteret.

Det lægger et pres på dem, der arbejder med visuelle medier, for at komme på omgangshøjde med befolkningens nye virkelighed. Hvis vi får al vores kulturforståelse fra de filmiske medier, så skal disse opgraderes kraftigt, der skal være langt flere af dem, og vi skal generelt udvikle filmsproget og vores evne til at udtrykke os gennem disse medier, siger hun.

»For mig er det nyt og ukendt land, der skal opdages og indvindes. Virkeligheden har allerede ændret sig, men der er ingen lette svar på, hvordan vi udvikler indholdet tilsvarende. Det er romanen og digterkunsten, operaen, videnskaben, journalistikken og essayet, teologien, filosofien og vores øvrige samfundsdebat, som vi skal finde ud af at føre på film og finde ud af at få distribueret. Det er noget af en mundfuld!« siger Vinca Wiedemann.

For en kunstnerisk uddannelsesinstitution som Den Danske Filmskole er der kun én mulig måde at forholde sig til sådan en fremtid, siger Vinca Wiedemann. Helt konkret vil hun bruge Filmskolen til at fremme to områder, hvor dansk film ifølge rektoren har rigelig plads til forbedring:

For det første skal manuskriptforfatteruddannelsen opnormeres fra de nuværende to år til fire år, og uddannelsen skal samtidig integreres med instruktøruddannelsen, så begge parter allerede fra skolen får et indgående hands-on-kendskab til hinandens arbejde.

Gode manuskriptforfattere skal blive bedre

»Ved at opgradere vores manuskriptuddannelse håber jeg, at vi kan tiltrække en talentmasse, som vi ikke har tiltrukket før. Jeg tror, at der er mange af de unge, der godt kan lide at skrive, der kigger sig rundt i mediemanegen for at finde ud af, hvor det er sjovt at være som en, der skriver fiktion. Der er det vigtigt, at de får øje på os som et sted, der udfordrer vanetænkningen. Jeg vil gerne stå og vinke i Filmskolens port: Kom ind og vær med til at skabe fremtiden!,« siger Vinca Wiedemann.

Det er først i nyere tid, at manuskriptforfattere er blevet en vigtig søjle i dansk film, men der er stadig en tendens til, at filmenes form og indhold først og fremmest udtænkes af instruktøren, mens manuskriptforfatteren reduceres til en slags håndværker, der retter fejl og skriver dele af dialogen.

Vinca Wiedemann mener, at de gode gennemarbejdede manuskripter kan blive en del af en fornyet livskraft i dansk film, hvis de vel at mærke også kommer fra forfattere, der fra Filmskolen er vant til arbejde tæt sammen med instruktører. Samtidig skal instruktørerne selvsagt fortsat udklække ideer til film, så den samlede vifte af historier bliver så stor og bred som muligt.

»De nye danske TV-serier er et godt eksempel på, at man kan nå langt med de gode manuskriptforfattere. Men vi er ikke nået langt nok, hvis vi skal accellerere udviklingen i dansk film,« siger Vinca Wiedemann.

Dette hænger tillige sammen med hendes overordnede vision for dansk fiktionsfilm: At der i dag laves alt for få spillefilm, og at antallet mindst skal fordobles.

Men det forudsætter, at man kan se ud over det traditionelle »vinduessystem«, hvor premierefilm først vises i biografen, siden i efterfølgende vinduer som DVD, TV og video-on-demand. Samtidig skal antallet af TV-serier og film i andre formater også sættes i vejret.

»Der er for lidt af det danske og for lidt kvalitet. De meget høje publikumstal viser, at der er en glubende appetit på danske film. Men der er et tilgængelighedsproblem. Der er for få i biografen, og i særdeleshed til at tilfredsstille de forskellige behov, man har som biografgænger. Nogle gange vil man underholdes med noget let, andre gange vil man så at sige underholdes med kalorier. Samtidig er vores måde at tænke i platforme helt forældet i forhold til, hvor publikum er. Nogle gange vil jeg gerne se en film i en biograf, men jeg har da også ofte haft store filmoplevelser på en iPad, eller mens jeg sad i et flysæde,« siger Vinca Wiedemann.

Røde pile og skjulte bomber

Hvis manuskriptet er fortællingens fundament, er det såkaldte production design det filmiske fundament, og det udgør den anden søjle i Vinca Wiedemanns planer for sin filmskole og dansk film som helhed. En production designer er ansvarlig for en films visuelle udtryk, og det er her, der virkelig kan ske store ting i fremtiden, mener Vinca Wiedemann.

Hun nævner Quentin Tarantino som en instruktør, der enkelt og effektivt formår at forny billedsiden i sine film. Hvis han vil fremhæve en detalje i en scene, som for eksempel en skjult bombe, tegner han en stor rød pil, der peger på den.

»Det var bare et lillebitte eksempel på en ny kompleksitet i billedet. Men fremover skal vi tage højde for, at publikum bliver meget hurtigere til at aflæse et billede. Allerede nu er vi jo vant til at lave mange ting samtidig, mens vi ser film, som for eksempel at læse avis. Jeg siger ikke, at man nu skal til at multitaske, når man går i biffen, men jeg er sikker på, at vi om 30 år vil se nogle filmiske virkemidler, som fungerer på en helt anden fortættet måde, end de gør i dag. Filmsproget er endnu kun i sin vorden. Der er brug for en fokuseret satsning på det,« siger Vinca Wiedemann, der gerne ser, at de største filmselskaber etablerer »udviklingsafdelinger«, hvor filmfolkene kan eksperimentere specifikt med de filmiske virkemidler.

Det eksperimenterende er drivkraften

»Vi er gode til at arbejde med små filmbudgetter i Danmark. Sammenlignet med Hollywood er alle danske film faktisk low budget, men vi formår at fortælle spændende historier alligevel, hvor der er stort fokus på skuespillet. Problemet er dog, at danske film af samme grund bliver meget ens. De billige film kommer visuelt til at ligne hinanden og ser alt for kedelige ud,« siger Vinca Wiedemann.

Hvad der konkret kan gøres, når man ikke som Warner Brothers råder over hundredvis af millioner kroner til special effects, er selvsagt et vanskeligt spørgsmål, men nøgleordene er ifølge Vinca Wiedemann både ny teknologi og målrettet satsning og mod på at tænke ud af boksen. »Der skal være plads til kommercielle film på paletten, men der skal i særdeleshed være plads til det eksperimenterende, for selv om det måske ikke altid er de film, der bliver set af flest, er det de film, der fungerer som den grundlæggende drivkraft for filmkulturen.«