Filminstruktør laver kontroversielt portræt af Spies og Glistrup

I sin nye film skildrer instruktøren Christoffer Boe venskabet mellem Simon Spies og Mogens Glistrup. Filmen udfordrer det gængse billede af rejsekongen og skatteeksperten og rejser spørgsmålet om, hvor meget man kan tillade sig at digte, når man placerer to virkelige personer i en fiktionsfilm?

Nicolas Bro og Pilou Asbæk spiller Spies og Glistrup.  Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Mogens Glistrup dør i 2008, tænker Christoffer Boe, at nu er tiden moden. Han vil lave en film om den kontroversielle jurist og politiker. Filminstruktøren har i mange år været fascineret af Mogens Glistrup.

»Han var en mand, der var helt overbevidst om, at han havde ret, selv om alle andre var uenige med ham. Men hvad får en mand, der møder så meget modstand, som han gjorde, til at tro, at han har ret?« spørger Christoffer Boe.

Den indledende research retter instruktørens opmærksomhed mod Mogens Glistrups venskab med Simon Spies, og han beslutter sig for at bygge sin film op omkring deres forhold.

»Det store spørgsmål er ikke, hvorfor jeg har lavet en film om dem, for hvorfor skulle man ikke gøre det?« siger filminstruktør Christoffer Boe og uddyber på pædagogisk vis potentialet i en historie om de to:

»På den ene side har man en rig mand, der offentligt laver nogle ting, som selv under private forhold vil være grænseoverskridende for mange mennesker – og alligevel er han blevet elsket og værdsat som en af vores store excentrikere. På den anden side har man en mand, der er et stort geni inden for skatteret, men som endte med at blive en af Danmarks mest forhadte mænd. Derudover er der et venskab, som hjalp dem til at blive dem, de hver især blev.«

»Spies & Glistrup« får premiere på torsdag, og hvis man skal tro formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, vil vi valfarte til billetlugerne. Han har på dr.dk udtrykt sin klare forventning om, at mindst 400.000 danskere vil se filmen på det store lærred, og den vil ifølge biografformanden med garanti befinde sig på top tre over årets mest sete film i biffen.

I »Spies & Glistrup« møder man de to herrer til en fest for gamle beboere på Regensen i 1965 og følger dem frem til jordskredsvalget i 1973. Der er frihed og opbrud i luften. Spies-koncernen har vokseværk, og Mogens Glistrups politiske karriere er ved at blive etableret.

»Spies & Glistrup« er en fiktionsfilm. Den er med instruktørens egne ord baseret på virkelige hændelser – og en del uvirkelige. Begivenheder er blevet opdigtet. Scener er blevet samlet som et puslespil, hvor brikkerne stammer fra forskellige æsker. Virkelige hændelser er blevet snittet til og spidsvinklet for dramatikkens skyld.

»Vi har taget os mange friheder. Men der er selvfølgelig nogle grænser, når man bruger virkelig personer som hovedkarakterer. Vi har for eksempel ikke gjort dem til massemordere – eller socialdemokrater. Jeg har følt mig forpligtet af virkeligheden på den måde, at det har handlet om at indfange deres ånd,« siger Christoffer Boe og giver et eksempel på, hvordan han har brugt fakta i fiktionsfilmen:

I en scene i filmen er Simon Spies til en dekadent havefest. Forinden har man set ham læse i bogen »Fallos«. I haven står et bur med en gorilla. Spies åbner buret og står ubeskyttet foran gorillaen, der gør sig klar til konfrontation. Festgæsterne gyser overbevidste om, at aben vil slå ham ihjel. Simon Spies tysser på dem og blotter under stor bevågenhed sit rejste lem for gorillaen, som efter lidt nølen trækker sig tilbage og viser tegn på underkastelse. Med handlingen ønsker Spies at demonstrere en teori fra »Fallos« om, at en penis ikke bare er en penis, men et hierarkisk statussymbol, og at det er naturens lov, at der stærke individer og svage individer, hvilket strider mod velfærdsstatens grundlæggende princip om, at vi alle er lige.

Scenen bygger på en anekdote, der går på, at Simon Spies en tidlig morgen tog ud til Zoologisk Have i meget dyr zobelpels og gik hen til bavianernes bur og viste dem sin erigerede penis. Bavianerne vendte bagdelen til ham.

»Så vidt vi ved, er anekdoten sand, men vi havde brug for en anden kontekst i vores fortælling, så vi flyttede episoden til en fest og ændrede den lidt. Vi kunne ikke få fat i en bavian, så vi brugte en gorilla. Spies var i virkeligheden ret optaget af »Fallos«, og den samfundskritik, der bliver fremført i filmen, er rigtig i forhold til Spies’ kritik af samfundet. Er scenen sand? Nej, det er den åbenlyst ikke. Er essensen i scenen sand? Ja, den viser, hvordan han tænkte,« siger Christoffer Boe, som mener, at filmens publikum må gå i gang med deres eget detektivarbejde, hvis de efter rulleteksterne vil have klarhed over, hvad der er fakta og fiktion.

Det er ikke alle, der har det lige nemt med Christoffer Boes behandling af de to ikoniske figurer og deres venskab. Hvis man spørger en af de pårørende, er fortællingen ren fiktion.

»Christoffer Boe har selvfølgelig ret til at lave en fiktionsfilm, men det havde måske været mere reelt, hvis han havde kaldt hovedpersonerne for Hansen & Jensen, for historien i filmen er fri fantasi, selv om der selvfølgelig er ganske få nedslag, der er hentet fra virkeligheden – for eksempel en tale, som Glistrup holder, men langt det meste har intet med virkeligheden at gøre,« siger Anne-Marie Glistrup. Hun kan slet ikke genkende sin far i filmen og påpeger, at selve det dramatiske omdrejningspunkt i filmen – et brud mellem Simon Spies og Mogens Glistrup – er opdigtet.

»Spies og Glistrup havde et livslangt og ubrudt venskab, som betød utrolig meget for dem begge to. De var uenige, men de elskede at være uenige og at diskutere, og de kunne altid komme til hinanden,« siger Anne-Marie Glistrup, hvis bror – Jørgen Glistrup – tidligere på sommeren var ude i pressen med samme budskab.

Christoffer Boe inviterede som en gestus de pårørende til at se filmen inden premieren, men han er ikke interesseret i at gå ind i diskussion med dem. De må mene, hvad de vil. Under sin research har filminstruktøren, som har skrevet manuskriptet til filmen i samarbejde med forlægger og forfatter Simon Pasternak, interviewet en række personer omkring Spies og Glistrup. Heriblandt Lene Glistrup, der var gift med Mogens Glistrup, men parrets børn har han fravalgt som kilder, da de var børn i den periode, hvor filmens handling udspiller sig.

»Vores job har været at finde en fællesnævner i alle de forskellige billeder og versioner af dem, som vi er blevet præsenteret for. Den ansatte, som bliver ydmyget og fyret af Simon Spies, har selvfølgelig et andet syn på ham, end de bekendte, som han holdt hånden under. Filmen er et bud på, hvem de måske har været. Selv hvis jeg lavede en film om min egen mor, ville det kun være mit bud på, hvem hun er. Det ville ikke være en objektiv sandhed,« siger Christoffer Boe.

Morgenbolledamer, formandstitel, Glist- rups marcipanbrød og nul-skat bliver publikum ikke snydt for. Men instruktøren fremhæver i »Spies & Glistrup« nogle andre sider af hovedpersonerne end dem, der er blevet dyrket mest intenst i offentligheden.

»Når man vælger at bruge to så store, ikoniske og velkendte karakterer i en film, så skal man have et nyt blik på dem. Det betyder ikke, at man skal opfinde på en hel masse. Men man skal kigge på dem og finde nogle andre sider end dem, der ofte er blevet fremhævet, for faktum er, at det er medierne, der har fremkaldt dem for offentligheden og reproduceret de samme historier om dem igen og igen. Hvis man eksempelvis kommer ind i biografen med den holdning, at Mogens Glistrup var et forfærdeligt menneske, så er det min målsætning at vise, hvad han også var og kunne,« siger Christoffer Boe, der portrætterer Mogens Glistrup på en mere rørende måde, end det oftest har været tilfældet i medierne.

Simon Spies er i filmen alfahannen i deres venskab, og han fremstår mere brutal og usympatisk end den ekstravagante og elskelige provokatør med hang til nøgenhed og oneliners, som har prydet tabloidpressens forsider.

Journalist Andreas Fugl Thøgersen udgav sidste år den anmelderroste biografi »Simon Spies – Solkongens liv og tid«, hvor man også møder en personlighed med mange flere facetter, end dem, der har været dominerende i pressen.

»Det særlige ved Simon Spies var, at han havde så mange ansigter, fra det brutale og kyniske til det generøse og sjove. Han kunne nok være vild og fandenivoldsk og sætte sig selv i scene med dyre biler og unge kvinder, i bar røv og med kække kommentarer, på en måde som journalisterne især i 1970erne kunne svælge i. Han brugte pressen, og pressen brugte ham. Men alene at se ham som en stadigt mere selvdestruktiv festabe ville være fortegnet. Han var mere end det, ikke mindst en seriøs, succesrig og mådeholden forretningsmand, der kun ville købe kontant og sparede halvdelen, af alt han tjente, op. Og han var privat et ensomt og søgende menneske, der nok fik vristet sig fri af sin hårde arbejderklasseopvækst, blot for at opdage, at lykken lod vente på sig,« siger Andreas Fugl Thøgersen.

Christoffer Boe ønsker med »Spies & Glistrup« også at formidle den oprørske tid omkring 1970 fra en borgerlig liberal synsvinkel.

»Det er en tid, som vi forbinder med ungdomsoprøret, seksuel frihed og stoffer. Det er en periode, som vi har et klart og fasttømret billede af. Der var en jagt efter et frihed, som blev defineret af hippierne, og der er blevet lavet en masse film og bøger, som fokuserer på chillumrygende hippier på Christiania og en socialistisk agenda. Men der var også et frihedsbegreb, og det blev ret vildt formuleret af de her to midaldrende kapitalister. Deres frihedsprojekt var klassisk liberalt funderet. Grundkernen i det er den private ejendomsret, og at staten skal holde sig længst muligt væk og give individet flest mulige magtbeføjelser,« siger Christoffer Boe, som peger på, at vi i dag på mange måder står midt i den samme diskussion.

»På grund af krisen er spørgsmålet også fremtrædende nu. Hvordan skal vores velfærdssamfund være? Hvad skal staten varetage i forhold til individet? Hvor meget skal staten bestemme? Det er kun gået en vej siden valget i 1973. Staten er vokset kontant, og antallet af love og bestemmelser samt beskatning er jo bare steget i et væk – uafhængigt af regeringens farve. Nu sidder vi på mit kontor, men jeg må ikke tænde en smøg her. Retten over det, som man i princippet selv ejer, bliver hele tiden eroderet. Folk på Christiansborg bestemmer, hvordan jeg må bruge min ejendom,« siger Christoffer Boe og stopper op:

»Men det er ikke noget, som jeg har lyst til at sige mere om. Jeg er ikke et politisk agerende og debatterende menneske.«

»Spies & Glistrup« får premiere i biografer over hele landet på torsdag. Pilou Asbæk spiller Simon Spies, mens Nicolas Bro har rollen som Mogens Glistrup.