Det milliondyre byggeprojekt Filmtaget, der ligger på taget af Filmhuset i Gothersgade, var en dårlig beslutning. 

Det siger Det Danske Filminstituts bestyrelsesformand, Trine Nielsen, til MediaWatch

»Hvis jeg havde siddet som bestyrelsesformand, dengang man tog den beslutning, så var det her projekt aldrig blevet sat i gang på de præmisser, der blev forelagt på det tidspunkt. Det ville jeg ikke have gjort,« siger Trine Nielsen og tilføjer, at »det var en virkelig dårlig beslutning«. 

Trine Nielsen overtog formandsposten og dermed ansvaret for byggeprojektet i 2021. 

Projektet tog form i 2018 og 2019 under den daværende bestyrelse i Filminstituttet, og det blev beskikket af daværende kulturminister Joy Mogensen i 2021. 

Byggeprojektet tog meget længere tid end planlagt, inden Filmtaget – der indeholder udstilling, en restaurant og en udendørs biograf – blev færdigt i august. 

Det skulle have kostet 38,4 millioner kroner, men prisen endte ifølge projektets entreprenør Juul & Nielsen med at koste 150 millioner kroner. Det beløb bestrider Det Danske Filminstitut dog, og de to parter er i gang med en voldgiftssag.

Kulturministeren ville heller ikke have sagt ja

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har i et nyligt folketingssvar kritiseret Det Danske Filminstituts ageren i sagen, som Berlingske skrev om lørdag. 

Han kritiserede, at Filminstituttet ignorerede et forslag om at få Kammeradvokaten til at gennemgå en tillægskontrakt, der skulle vise, hvem der skulle betale hvad i sagen, skrev Politiken.

Jakob Engel-Schmidt kritiserede også, at Kulturministeriet ikke fik vist kontrakttillægget fra 2021, før det blev skrevet under. 

»Det finder jeg dybt kritisabelt,« skriver kulturministeren.

At projektet er blevet dyrere, har ført til vedtagelsen af en større spareplan, der også inkluderer fyringer. 

Jakob Engel-Schmidt sagde for nylig til nærværende avis, at hvis han »havde siddet i Joy Mogensens stol, da beslutningen (om Filmtaget, red.) blev truffet, havde jeg ikke truffet den.«

Han tilføjede, at direktionen i Filminstituttet er skiftet ud, og at der i 2025 skal udpeges en ny bestyrelse.

Anders Kronborg, som var bestyrelsesformand, da beslutningen blev taget, sagde for nylig til Berlingske, at han ikke fortryder projektet.

»Dengang virkede det som et overkommeligt projekt. Siden ser det ud til, at billedet mudrede noget,« sagde han.