Filminstitut: Oscar-vindende Ida fascinerer

Det er fuldt fortjent, at polske Ida har vundet en Oscar for bedste udenlandske film, siger Det Danske Filminstitut, der har støttet filmen med 500.000 kroner. Danske filmfolk er attraktive, mener direktøren.

Filmen Ida er polsk, men med en dansk co-producer og med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Derfor kan de danskere, der har været med til at gøre filmen til en realitet, tage fuld kredit for, at Ida under nattens Oscar-uddeling løb med prisen som bedste udenlandske film, mener direktøren for Det Danske Filminstitut (DFI), Henrik Bo Nielsen.

»De danskere, der har medvirket til den, har jo æren af at være en del af det hold, der har realiseret et fedt projekt,« siger han.

Filmen Ida er instrueret af polske Pawel Pawlikowski, og ifølge DFIs beskrivelse af filmen følger man en 18-årig novice, der forbereder sig på at blive en nonne på klosteret, hvor hun har boet hele sit liv. Før hun afgiver sit endelig løfte, opdager hun dog, at hendes biologiske forældre var jøder, som blev dræbt af katolske polakker under 2. Verdenskrig.

Den åbenbaring sætter hende på en rejse tilbage for at finde sine rødder. En rejse, DFI har støttet filmatiseringen af med 500.000 kroner. Ikke et stort beløb, men en støtte til samarbejdet mellem Danmark og Polen.

»Støttedelen handler ikke bare om penge. Den handler om det mangeårige samarbejde, der har været mellem Danmark og Polen, og det handler om lysten til at have en udadvendt filmstøttepolitik og ikke bare sidde og kigge indad og pille sig selv i navlen,« siger Henrik Bo Nielsen og fortsætter:

»Vi noterer med stor fornøjelse, at antallet af danske film, der er skabt sammen med filmfolk fra andre lande, er i stigning, og det er rigtigt godt. Det bringer penge ind, men det bringer sørme også viden og inspiration. Danske filmfolk er attraktive og efterspurgte samarbejdspartnere.«

Og hvad er det så, Ida kan? Ifølge direktøren er den et godt eksempel på, hvad god filmkunst er:

»Den griber én, den sætter tanker i gang, den tvinger dig til at tage stilling til de dilemmaer, der er, og det er jo det, god filmkunst gør. Du kan ikke bare læne dig tilbage og lade dig underholde et par timer i biografen, men du kommer frem på sædekanten og er ikke den samme, når du går ud af biografen, som da du gik ind.«

Filmen Ida er solgt til 53 lande gennem det danske salgsselskab Portobello Film Sales.