Filmfestival i folkevandringens tegn

Torsdag begynder den 66. filmfestival i Berlin, og festivaldirektør Dieter Kosslick har ubetinget valgt side i den ophedede tyske diskussion om migrant- og flygtningekrisen.

De glade danskere går på gaden i Thomas Vinterbergs »Kollektivet«, som er første danske film i hovedkonkurrencen i Berlin i fire år. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Migranter. Flygtninge. Vælg dit ord og du har allerede vist din position i debatten. Direktøren for Berlinalen, den traditionsrige filmfestival i Berlin, Dieter Kosslick, har valgt side, og end ikke nytårsnatten i Köln kan svække hans tro på, at det nok skal gå, når bare folk og fremmede lægger forskellene til side og finder sammen i ønsket om at leve i værdighed og fred.

Festivalen, der begynder torsdag, har selv deltaget i hjælpen til de tilstrømmende. I 2013 vandt en bosnisk sigøjner ved navn Nazif Mujic Berlinalens pris for årets Bedste Skuespiller, og i 2014 kom den autodidakte skuespiller tilbage til Tyskland sammen med sin familie for at søge politisk asyl. Filmfestivalens ledelse hyrede den bedste asyladvokat til ham, som penge kunne skaffe.

Dieter Kosslicks fokus på flygtninge er ikke så overraskende. For i betragtning af at festivalen i hele sin levetid har sat ære i at være omdrejningspunkt for især den politiske filmkunst, er det en selvfølge, at efterårets eksplosive tilstrømning af migranter og flygtninge til Tyskland vil blive årets store emne i gaderne omkring Potzdamer Platz, som er centrum for festivalen.

Der er imidlertid det forhold, at film er en langsom kunstart, når det handler om at italesætte helt aktuel politik, og da eksempelvis Yousry Nasrallahs spillefilm »After the Battle« om den egyptiske revolution fik festivalpremiere kun fire måneder efter de historiske demonstrationer i Cairo, hørte det til en absolut undtagelse i filmhistorien.

Det var i Cannes i 2012. I år i Berlin, et halvt år efter at forbundskansler Angela Merkel i september 2015 bød de første tusinder af udlændinge velkommen i Tyskland, er det eneste færdiggjorte værk om flygtninge en dokumentarfilm om Lampedusa. Den lille italienske ø hvor hundreder af mennesker fra Afrika og Mellemøsten hver dag landsættes i synkefærdige fartøjer.

Alligevel vil folkevandringen blive et stort emne under Berlinalen. Hundreder af reportere er i Tysklands hovedstad, og demonstranter for og imod flygtninge/migranter vil benytte spotlightet til at tale deres sag. Filmkunstnere fra over hundrede lande vil blive bedt om at kommentere på flygtningesituationen, og man vil kunne forvente kunstnerne fremsætte både brede statements om medmenneskelighed og lede efter diplomatiske formuleringer, når de mere specifikt skal angive løsninger.

Den amerikanske filminstruktør Steven Spielberg lagde ud allerede i efteråret i Berlin, da han over for Berlingske opfordrede europæerne til at åbne deres hjerter og arme for flygtningene.

Det var på Spielbergs presseturne for »Spionernes Bro«, der handler om den tyske fortid, som ifølge festivaldirektør Dieter Kosslick og mange andre tyskere giver netop deres land et særligt ansvar for mennesker på flugt.

For Dieter Kosslick er kunsten både resultatet af mødet mellem kulturerne og løsningen på kommende kulturkonflikter.

I sin velkomsttale i Berlinalens program understreger han, at »festivalen ikke ville eksistere, hvis ikke det var for udlændinge«, og bruger den tyske udenrigsminister, Frank Walter Steinmeiers, »seks øjne-princip« til at beskrive filmkunsten som kulturel brobygger: Tilskuerens øjne og filminstruktørens øjne skaber tilsammen et tredje sæt øjne, der sammen ser verden på en ny måde.

Mænd

Hvor mange øjne, der reelt vil blive åbnet for de globale problemer under festivalen, er selvsagt umuligt at sige, men det kan ikke nægtes, at programmet for Berlinalen bugner med billeder og historier fra hele verden.

Hollywood er kun en parentes i denne forsamling, selv om Berlinalen også gladeligt tager imod årets filmstjerner som George Clooney, Colin Firth, Jude Law, Nicole Kidman, Emma Thompson, Kirsten Dunst og tidens superhotte »Star Wars«-navn, Adam Driver.

»Det kriseramte køn« (manden) har været et uofficielt tema i flere år i Berlin, der som regel kører støt på den store feministiske klinge, og flere titler synes at fortsætte traditionen.

Undertegnede glæder sig til Lee Tamahoris »Mahana (Patriarken)«, der handler om en årelang klanfejde mellem nutidens maorier i New Zealand. Tamahori instruerede i 2002 den uforglemmelige »Once Were Warriors«, der ved første øjekast syntes at handle om voldelige maoribander i Auckland, men som viste sig at være en passioneret protest mod vold mod kvinder.

Forhåbentlig betyder titlen, at Tamahori på hjemlig grund genoptager sit dybereliggende kønstema efter sine mange år som gennemsnitlig actionfilm-instruktør i Hollywood.

Mens Tamahori dyrker en rå og sammenbidt tone i sine film, er det fransk-belgiske instruktørpar Benoít Delépine og Gustave Kervern leveringsdygtige i en sorthumoristisk tegneserieagtig tone.

De har ganske enkelt lavet nogle af Europas mest aparte film, og Frankrigs monster-maskuline skuespiller Gérard Depardieu har ydet nogle af sine mere besynderlige præstationer i deres film. I »Saint Amour« spiller han en vinbonde, der forsøger at genoptage sin relation til sin søn.

Det lyder mere hverdagsagtigt, end det formentlig er i Delépine/Kerverns hænder, der i 2008-filmen »Louise Michel« uden nærmere forklaring lod to af deres skuespillere skifte køn undervejs i handlingen.

Belgiske Dominik Molls »News from planet Mars« handler om en mand, der gør sit bedste for at være en god far, en god eks (!) og en god kollega, men ikke desto mindre er hans veganske børn og neurotiske kreds af venner og slægtninge utilfredse med ham.

Den belgiske film lyder som en humoristisk version af Joel Schumachers hvid-mand-går-amok-film »Falling Down«.

Kvinder

Kvinderne har også deres kampe i årets Berlinale-film, og efter denne signaturs mening har Trine Dyrholm som den første dansker en fortrinlig chance for at hjemtage den første Sølvbjørn for Bedste Kvindelige Skuespiller for sin præstation i Thomas Vinterbergs »Kollektivet«.

De kvindelige instruktører markerer sig også. I Anne Zohra Berracheds »24 uger«, Tysklands eneste film i hovedkonkurrencen, handler det om en gravid kvinde, der sammen med sin ægtefælle skal beslutte, hvorvidt de vil gennemføre graviditeten, på trods af sandsynligheden for at deres barn er meget handicappet.

Feministiske filmkritikere påpeger ofte det faktum, at langt hovedparten af de kvindelige karakterer i spillefilm groft sagt er skrevet ind i handlingen som romantisk tilbehør til de mandlige karakterer.

Den kritik tager flere filmkunstnere håndfast på sig. Den franske instruktør med det danske navn Mia Hansen-Løves »L’Avenir (Genkomsten)« handler om en kvindelig filosofilærer, (Isabelle Huppert). der skal genopfinde sit liv efter at hendes mand forlader hende for en anden kvinde.

Strengt taget er den kvindelige hovedperson i den filippinske film »A Lullaby to the Sorrowful Mystery« også på jagt efter en mand, men da filmen og jagten er hele otte timer lang, unddrager den sig muligvis den feministiske kritik. Filmen er en skildring af Gregoria de Jesus’ søgen efter liget af sin henrettede mand, den filippinske 1800-tals revolutionsleder Andres Bonifacio.

I et program, der ser ganske alvorsfyldt ud, lyser den amerikanske instruktør Spike Lees »Chi-Raq« op som et lyserødt jakkesæt.

Filmen gendigter Aristophanes’ komedie »Lysistrate«, hvor kvinderne nægter deres mænd sengens glæder for at sætte en stopper for den peloponnesiske krig. Spike Lee har henlagt handlingen til rivaliserende sorte bander i Chicago, og instruktøren har allerede modtaget kritik for at lave satire over et alvorligt samfundsproblem. Med Samuel L. Jackson i rollen som sarkastisk fortæller ligner »Chi-raq« en tilbagevenden til Spike Lees storhedstid.

Dokumentarer

Dokumentarfilm har længe haft en stigende stjerne blandt biografpublikummet, og stor opmærksomhed tilflyder allerede den amerikanske provokatør Michael Moore, der viser sin første film i seks år i Berlin.

»Where to invade next« er Moores rundrejse i Europa for at undersøge, hvordan finner, italienere og franskmænd løser de samme økonomiske og sociale problemer, der plager amerikanerne. Sammenligningen vil næppe falde ud til USAs fordel.

En anden amerikansk dokumentarfilmen »Zero days« opridser cyberhackernes historie fra deres relative uskyldighed i 1980erne til nutidens massive trussel mod både regeringer og global fred og økonomi.

Sammenlagt har Berlinalen sadlet op til en festival, der nok vil underholde, såsom i Coen-brødrenes film »Hil Cæsar!«, der åbner festivalen, men ikke så meget, at publikum får lov til at glemme de tusinder, der stadig er på vej mod Tysklands grænser. Ej heller, at det ikke er alle, der får lov at nyde godt af Angela Merkels gæstfrihed.

Dieter Kosslick beklager i sin velkomsttale i Berlinalens program, at festivalen ikke kan ændre asyllovene. End ikke festivalens advokater kunne sikre, at Sølvbjørn-vinderen Nazif Mujic fik asyl. Bosnieren fik afslag og måtte i år vende hjem til sit fødeland sammen med sin familie.