Filmanmeldelse: En gammel dame bestiger et bjerg. Det er livsbekræftende

»Edie« tangerer det overdrevent sentimentale, men når det gøres med så meget livslyst, giver man må overgive sig til historien og smukke Skotland.

Ældre dame på tur: Sheila Hancock i »Edie« Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Der er én altoverskyggende grund til, at »Edie« er en frydefuld og inspirerende film: Sheila Hancock. Hun spiller 83-årige Edie, som pludselig sætter sig for at bestige Mount Suilven i Skotland.

Karisma og vid lyser ud af hendes klare øjne, og hun leverer sine ofte spidse og fyndige replikker med forrygende komisk tæft. Hun er i dén grad et morsomt livstykke, som man har lyst til at være sammen med på tværs af generationer. Og så bestiger den dengang 84-årige skuespiller det 731 meter høje bjerg i virkeligheden – det er ikke lavet med effekter, og dermed er hun den ældste person i verden, der har formået dét. Det er imponerende og bidrager enormt til realismen.

Ideen med at bestige bjerget har Edie haft i årtier. Det var noget, hun skulle have gjort sammen med sin elskede far, men en kontrollerende ægtemand og grimme familiestridigheder saboterede den plan. Da hendes mand dør, og datteren er i fuld sving med at installere hende på et plejehjem, mod hendes vilje, tager fanden ved den ældre dame, der en tidlig morgen hopper på et tog fra England til Skotland.

Højlandet tager sig utroligt indbydende ud – solen glimter i lochens vand, og de små hyggelige huse putter sig i de duvende bakker og langs søbredden, mens fiskere i ulden strik hiver fisk op med net. Bådene sejler i havn i slowmotion. Selv om det er flot, bliver det for glat og reklame-agtigt. Faktisk kan man også læse sig til, at Visit Scotland hjalp med at promovere filmen, henvendt til de mange turister, der besøger landet for netop at vandre i de naturskønne områder.

Edie render hurtigt på den unge Jonny, der indvilliger i at opfriske hendes spejderkunnen og være hendes guide op til bjergtoppen. Det kræver dog lidt forberedelse, og da de dyster om, hvem der er hurtigst til at slå et telt op – hendes arkaiske bomuldstelt og hans moderne nylontelt – giver det mange nostalgisk grin. Selv om alle de andre i lilleputbyen Lochinver ser skævt til dem, så blomstrer deres umage venskab.

Den slags findes der masser af filmeksempler på, fra »Driving Miss Daisy« og »Gran Torino« til »Up« og »Finding Forrester«. Det er næsten altid hyggeligt, men sjældent synderligt ophidsende. Det tangerer hele tiden det overdrevent sentimentale, og som »Edie« skrider frem, bliver det mere og mere dominerende. Mod slutningen er der en nærmest overnaturlig hændelse, som desværre tager lidt af pusten af Edies ellers imponerende rejse. Men det er uden tvivl takket være Hancocks faktiske bjergbestigning, at filmen vinder.

Som det så ofte ses i den slags film, bliver der sat spørgsmålstegn ved Edies mentale evner, men her er der altså noget om det. Selvfølgelig skal man ikke umyndiggøre en voksen kvinde, men når en ældre dame, der ikke har vandret i årtier, pludselig vil op på et bjerg, er der da grund til bekymring. Det er en interessant problemstilling, men filmen vil hellere sælge mottoet, at det aldrig er for sent at udleve sine drømme.

Uagtet dette er slutresultatet en vanvittigt charmerende og livsbekræftende film – og man får lyst til at tage på vandretur i Skotland.

Edie

Instruktør: Simon Hunter. Medvirkende: Sheila Hancock, Kevin Guthrie, Amy Manson med flere.