Filmanmeldelse: Døde kæledyr er stadig skræmmende

Nyfortolkningen af Stephen Kings klassiske horrorfortælling er gru, som vor mor lavede den.

»Pet Sematary«. Fold sammen
Læs mere

Horror er gennem årene kravlet ud fra kælderdybet og krøbet ind under huden. Genren har udviklet sig i mange retninger, nogle af dem så sære og ekstreme, at selv Onkel Maddike fra de gamle og mølædte, underlødige (og underholdende!) magasiner, ville have haft svært ved at følge med. Men mainstream har også taget gyset til sig. Og det er Stephen Kings skyld – den mand har meget på samvittigheden.

King var med til at gøre hverdagen skræmmende. Særligt de tidlige historier kredser om temaer, som lå tæt på den unge familiefars kamp for få enderne til hænge sammen og skriveriet til at fænge. Historier, hvor børn mistes, kæledyr bliver onde og undergangen lurer lige bag en klaprende dør til et slidt hus i lillebyen … Man kan have alle de bedste intentioner, men en enkelt dårlig beslutning flænser alt væk.

En lille familie er flyttet væk fra travle Boston for at få mere tid til hinanden og pulsen lidt ned. De har købt et hus, der ligger lige op til en vej, hvor lastbiler tilsyneladende må køre op til 180 km/t. og har en baghave, der indeholder noget skræmmende buskads og en dyrekirkegård. Men alt bliver fint, lover de hinanden. Og herefter bliver det straks mørkere.

Kernefamilien består af far, mor, storesøster og lillebror. Og kat. Kendere af romanen vil vide, at det er katten, der ændrer familiens skæbne til det grumme, godt hjulpet af den sære og lidt bryske nabo, den gamle knark Jud (John Lithgow).

Faderen spilles af Jason Clarke, der ikke just vælter sig i kødfulde hovedroller, men måske derfor sætter han tænderne i skildringen af lægen Louis Creed, der vil gå langt for sin familie. Alt for langt. Amy Seimetz’ mor har ikke meget at tygge i, udover en tragisk og meget skræmmende baghistorie (som i princippet er helt ligegyldig for plottet, men lad det nu ligge). Den virkelige perle er Jeté Laurence som datteren Ellie. Hun har allerede figureret på 16 rulletekster, og gør her en både nuttet og skræmmende figur.

»Dybt er det ikke, men det er godt lavet.«


Filmen er klassisk King, men tager sig også nogle friheder. Det skal være den tilladt. Her får storesøsteren plads og er omdrejningspunktet. I romanen og i den tidligere filmversion fra 1989 er det lillebroderen, der får farmand til at tage et forfærdeligt valg. Jeg var ved at skrive »fatalt« … men det er det jo netop ikke. For Jud kender den hemmelighed, der bor bag grenene, og den ondskab, der vokser i den sure jord.

Der skal (for) mange varsler og snigende uhygge til, før familiefaren indser den iskolde sandhed: Man kan godt vende tilbage, men det bliver aldrig det samme.
Er det nyskabende? Næh. Eller samfundskritisk som »Get Out« af Jordan Peele? Njarh. Kan man se uhyggen komme snigende på miles afstand? Jada. Heldigvis (horror-aficionados med mere raffineret smag må så bare være uenige med mig).

Er man ikke specielt til gys, men ret vild med King, så er man i gode, klamme hænder her. Dybt er det ikke, men det er godt lavet.

»Pet Sematary«. Instruktør: Kevin Kölsch og Dennis Widmyer. Medvirkende: Jason Clarke, Amy Seimetz, Jeté Laurence og John Lithgow. Premiere over hele landet.