Film der overgår virkeligheden

Anders Fogh Rasmussen er den sympatiske helt i den yderst interessante »AFR«, der ikke er en politisk provokation, men en hyldest til kærlighed og tolerance.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Så kan vi godt hidse os ned og trække vejret roligt igen. Morten Hartz Kaplers' allerede massivt omtalte film »AFR« er ingen barnlig provokation, den jager ikke billige sensationer, og først og fremmest er den intet smudsigt angreb på Anders Fogh Rasmussen.

Tværtimod er statsministeren filmens helt. Han fremstilles helt fra begyndelsen som en sympatisk mand, som de mange interviewede medvirkende - autentiske såvel som fiktive personer - kun har positive ting at sige om, og hans problem hen mod filmens slutning bliver, at han forvandler sig til ægte idealist. Han udvikler en social global samvittighed og sætter sig for at hjælpe det lidende Afrika, men denne aktive idealisme huer ikke hans pænt sagt pragmatiske politiske bagland, og måske er det derfor, statsministeren bliver myrdet ved et attentat og dermed til martyr.

Måske. Morten Hartz Kaplers er klog nok til at lade spørgsmålet stååbent, så strengt taget kan vi ikke vide, om gerningsmanden virkelig er den unge desperado Emil, sådan som myndighederne hævder. Og Emil kan ikke forsvare sig, for han er lige såd død som statsministeren.

»AFR« er med andre ord en slags politisk thriller, og den er samtidig i slægt med nye britiske titler som Gabriel Ranges »Death of a President« og Simon Cellan Jones TV-film »The Trial of Tony Blair«, idet den er en såkaldt mockumentary, det vil sige et stykke fiktion forklædt som dokumentarisme. I »AFR« blander Morten Hartz Kaplers yderst behændigt det fiktive med det dokumentariske, og selvfølgelig rummer denne metode farlige muligeder for manipulation, men eftersom »AFR« begynder med teksten »Denne film er fiktion«, kan ingen beskylde instruktøren for at luske eller lyve.

En stor del af opstandelsen blandt folk, som endnu ikke har set filmen, skyldes naturligvis dens statsministers homoseksuelle forhold til Emil. Pointen her er imidlertid, at der er tale om en ægte kærlighed, som virker forløsende på begge implicerede - og derfor destruktiv især for Emil, da forholdet ophører. Bortset fra det er filmens statsministers seksuelle observans ganske underordnet og uden betydning for hans politiske indsats, så der er virkelig ingen grund til voldsom forargelse.

Filmen rummer nostalgiske billeder fra det indre af Ungdomshuset på Jagtvej, for den utilpassede Emil - spillet af Morten Hartz Kaplers selv - beskrives af venner som en drukpunker og aktivistisk vildmand, mens han selv ingen replikker har, men udelukkende skildres via vidneudsagn og gamle »dokumentaroptagelser«. Strengt taget er hans funktion i filmen vel primært at være katalysator eller antagonist, men på grund af ham kommer vi en del rundt i det autonome miljø, ligesom filmen generøst tager os med til Afrika, hvor taknemmelige mennesker beskriver deres velgører Anders Fogh Rasmussen som en ny Gandhi.

Med andre ord bør det med store bogstaver slås fast, at »AFR« hverken er en demagogisk politisk satire à la Michael Moore eller en skændig æreskrænkende pamflet. Tværtimod er den en varm hyldest til tolerance og kærlighed, og hvis den havde været enten en ordinær spillefilm eller en regulær dokumentarfilm, ville den kun have fået en brøkdel af den offentlige opmærksomhed, der i den seneste tid som en flodbølge er skyllet ind over den.

Dermed kan Morten Hartz Kaplers' kunstneriske strategi i og for sig siges at være lykkedes til perfektion, men samtidig har den givet en form for bagslag. For at imødegå den forlods forargelse har instruktøren i en række interviews og pressemeddelelser forklaret og forsvaret sig så meget, at »AFR« nu får premiere næsten som en undskyldning for sig selv - og det føles urimeligt, for den unge instruktør har faktisk ikke noget at undskylde. Hør lige her: Vi ved ganske udmærket, at når Pia Kjærsgaard i filmen siger, at alle vidste, at manden var bøsse, så er det selvklart ikke Anders Fogh Rasmussen, hun taler om, lige så lidt som Kofi Anan og George Bush snakker om den danske statsminister, når de udtaler lovprisende mindeord. Manipulationen er lysende tydelig og ærligt vedgået, og man kan kun blive forarget på»AFR«, hvis man betragter biografgængerne som enfoldige tumper, der er nemme at narre. Det er de ikke, og det er heller ikke filmens ambition.

Morten Hartz Kaplers' ikke særlig komiske og til gengæld stedvis rørende film beskæftiger sig derimod seriøst med mindst tre interessante spørgsmål. Hvorfor bliver nogle unge mennesker stenkastende autonome? Hvordan ville samfundet reagere, hvis Danmark fik en homoseksuel regeringschef? Og hvad ville der ske, hvis landets statsminister af en eller anden grund holdt op med at handle taktisk og i stedet handlede idealistisk?

Det er da nok værd at reflektere over, og eftersom »AFR« samtidig er flot konstrueret og eminent underholdende, kan vi kun opfordre alle danskere til at vurdere den med egne uhildede øjne. Også statsministeren.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse