Film, der gør os klogere

Filmkunsten i de nordiske lande blomstrer i broget mangfoldighed, hvad man netop har kunnet opleve på den fremragende festival Nordiske Filmdage i den tyske by Lübeck.

Et heroisk, men også tragisk oprør blandt samerne i det nordlige Norge i 1852 er emnet for den samiske instruktør Nils Gaups magtfulde »Kautokeino oprøret«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LÜBECK: Hvor mange danskere ved mon, at ikke færre end 2.000 unge kvinder kæmpede på kommunisternes side under den finske borgerkrig?

Hvor mange i Danmark er mon klar over, at desperate samer i det nordlige Norge i 1852 foranstaltede et voldsomt oprør mod deres undertrykkere sydfra?

Hvor mange herhjemme er mon bekendt med, at man i Island helt op i 1970erne straffede sagesløse piger, der var blevet udsat for incestuøse overgreb, ved at anbringe dem på en øde beliggende anstalt?

Den slags viden får man som en ekstra bonus, når man ser nye nordiske film, hvad der sjældent er mulighed for i de danske biografer, som jo er fyldt til randen med amerikanske produkter.

Derfor må man en tur til Tyskland for at danne sig et overblik over den skandinaviske filmkunst, nærmere bestemt til den gamle holstenske hansestad Lübeck, hvor den fremragende lille festival Nordische Filmtage hvert år i begyndelsen af november bruger fire intense dage på at præsentere nordisk filmkultur – og får de lokale borgere til at stå i lange køer for at opleve den i stopfyldte biografer, hvor publikum dementerer enhver fordom om manglende tysk sans for humor ved at more sig hjerteligt over de sjove af filmene.

LÜBECK FORÆRER FESTIVALEN den smukkest tænkelige ramme med sit væld af velbevarede (eller restaurerede) gotiske kirker og rigt dekorerede borgerhuse, deriblandt Buddenbrook Huset, i de smalle, brostensbelagte gader, og traditionerne fejler heller ingenting, for i den forgangne weekend fandt Nordiske Filmdage sted for 50. gang og fejrede det med diverse udstillinger og retrospektive serier.

Hovedsagen var dog som altid at se nye film fra Norden – samt fra Estland, Letland og Litauen, der ikke har alverden at byde på i disse år – og igen fik man bekræftet, at der for tiden er vældig kreativ grøde i Norge, som rimeligt nok erobrede festivalens hovedpris, NDR Prisen, for debutanten Stian Kristiansens »Manden der elskede Yngve«.

Den foregår i Stavanger og handler om unge Jarle, der er forsanger i den håbefulde punkgruppe Matthias Rust Band og har en sød kæreste, men til sin forvirrede forskrækkelse forelsker sig i en anden ung mand, nemlig titlens Yngve. Musikalsk begejstring, varmt venskab og seksuel rådvildhed skildres med kæk energi og fræk humor i »Manden der elskede Yngve«, så det er ikke spor underligt, at den har fået gigantisk succes i sit hjemland.

EN PRIS TIL DANMARK blev det også til i Lübeck, idet Pernille Fischer Christensens »Dansen« blev hædret med de baltiske landes pris, mens den prestigefyldte publikumspris havnede hos den norske »Kautokeino oprøret« instrueret af den samiske Nils Gaup, der i 1988 var Oscar-nomineret for sin »Stifinderen«. I den nye film afdækker han et smerteligt og derfor fortrængt kapitel i norsk historie, nemlig de ellers fredsommelige samers tragiske forsøg på i 1852 at skaffe sig frihed fra destruktiv alkoholisme, grådige handelsfolk og en undertrykkende kirke. Med svenske Mikael Persbrandt og danske Nikolaj Coster-Waldau i biroller ligner filmen en sneklædt western med et socialt-moralsk ærinde, og dens vældige scope-billeder af de rensdyrflokke, som samerne lever af, er mageløst flotte. Dette er virkelig en magtfuld og medrivende film.

KNAP SÅ BEGEJSTRET er man for Norges Oscar-kandidat, Bent Hamers »O’Horten« med norsk-danske Baard Owe (iført et stenansigt à la Buster Keaton) som lokomotivføreren Odd Horten, der bliver pensioneret og derfor oplever mange mærkværdige ting, deriblandt Ghita Nørby som indehaver af en tobaksbutik i Oslo. Bent Hamer er kendt for diskret underspillede komedier som »Æg« og »Salmer fra køkkenet«, og i sine bedste scener ser hans nye værk ud, som om Jacques Tatis figur Monsieur Hulot var havnet i en film af svenske Roy Andersson, men »O’Horten« anstrenger sig alt for meget for at være skæv og kuriøs og bliver derfor – anstrengende.

FINE FINSKE FILM FINDES, selv om vi næsten aldrig møder dem i Danmark. Dog har vi haft lejlighed til at se »Frozen City« instrueret af Aku Louhimies, hvis nye værk »Käsky« (»Den ubøjelige«) foregår i 1918 og handler om en af de mange kvinder, der i borgerkrigen kæmper for »de røde«. Hun tages til fange af de sejrende »hvide« og har kun massevoldtægt og henrettelse at se frem til, men en idealistisk »hvid« soldat beslutter at skaffe hende en regulær retssag, hvorefter denne ejendommelige film – der begynder som en krigsfilm næsten på niveau med »Saving Private Ryan« – forvandler sig til et psykologisk, moralsk og erotisk drama med en brutal dommer, der undertrykker sin homoseksualitet, som tredje part. Det er sært, men fængslende.

PRÆCIS DET SAMME gælder Dome Karukoskis finske »De sorte sommerfugles ø«, der ligesom »Den ubøjelige« er baseret på en roman af Leena Lander og foregår på et drengehjem placeret på en ellers øde ø. Her anbringes den 14-årige hovedperson Juhani, der bærer på stærkt traumatiserende minder fra sin barndom, og ligesom Aku Louhimies’ film udvikler denne sig helt uforudsigeligt i en blanding af barsk realisme og højstemt melodrama. Finske film kan være knudrede og ujævne, men kedelige er de ikke.

ISLAND HAR TRODS sit beskedne indbyggertal som regel været flot repræsenteret i Lübeck. I år havde man det dog ikke ganske godt med »Vedramót« eller på engelsk »The Quiet Storm« instrueret af Gudny Halldórsdóttir, der ud over at være datter af Nobelpris-vinderen Halldór Laxness er kendt for glimrende film som »Under gletcheren« og »Herrekoret Hekla«.

Den nye er delvis selvbiografisk og foregår i 1970 på en isoleret beliggende ungdomsinstitution, hvor pyromaner, prostituerede og seksuelt misbrugte udgør det mildt sagt brogede klientel, og hvor institutionens ledere er velmenende hippier med hang til hash.

Det kan kun ende med en ulykke, og det gør det, men desværre er denne meget personlige film næsten totalt blottet for samlende struktur og ligner mest et korthus i stormvejr. Emnet er rystende, men filmen er mislykket.

DET SAMME KAN MAN naturligvis ikke sige om Jan Troells smukke »Maria Larssons evige øjeblik«, der var med til at repræsentere Sverige på Nordiske Filmdage, eller om hans yngre landsmand Tomas Alfredsons »Lad den rette komme ind«. Alfredson har tidligere betaget os med den fremragende ensemblefilm »Fire nuancer af brunt« fra 2004, og nu har han præsteret noget, som man ville tro var umuligt – lavet en realistisk og overbevisende moderne vampyrfilm.

Den foregår i en forstad til Stockholm og har som hovedperson den 12-årige Oskar, der bliver mobbet i skolen og er ret ensom. Så får han og hans enlige mor nye naboer i det anonyme boligkompleks, en voksen mand og en bleg pige, som tilsyneladende er jævnaldrende med Oskar og efterhånden bliver hans veninde, selv om der er noget tilbageholdende og mystisk ved hende.

Ikke så underligt, for den spinkle pige er en vaskeægte vampyr, og Tomas Alfredsons enestående kunststykke består i, at han får passet en sådan fantasifigur ind i naturalistiske omgivelser på en troværdig måde. Hist og her er »Lad den rette komme ind« virkelig uhyggelig, for en slags gyser er den i sagens natur, men den er også en rørende beretning om tøvende ung romantik – og hvis nogen film nogensinde skal få én til at tro på, at vampyrer virkelig findes, så er det denne.

UD OVER »DANSEN« bidrog Danmark med Ole Bornedals »Kærlighed på film« og »Det som ingen ved« af Søren Kragh-Jacobsen – der er en meget populær figur i Lübeck, hvor han flere gange er blevet prisbelønnet – samt »Den du frygter« instrueret af Kristian Levring, der med »The King is Alive« (optaget i Namibia) var en af de fire oprindelige Dogme-brødre sammen med Søren Kragh-Jacobsen, Lars von Trier og Thomas Vinterberg, men ikke har indspillet film i Danmark siden »Et skud fra hjertet« i 1986.

»Den du frygter« skal selvfølgelig omtales nærmere, når den får dansk premiere, men man kan dog løfte sløret for, at Ulrich Thomsen spiller hovedrollen som en pæn ægtemand og far, der på en uhyggelig måde ændrer karakter, da han som led i et medicinsk forsøg begynder at tage antidepressive piller – og bliver ved med at gøre det, efter at forsøget er aflyst. Paprika Steen spiller hans hårdt prøvede kone, og mere skal ikke røbes nu ud over, at en del af filmen udspiller sig på Ærø, hvad der giver blandt andre Ulrich Thomsen, Bjarne Henriksen og nu afdøde Bodil Udsen anledning til at tale fynsk på en meget overbevisende facon. Og uden at det virker komisk.

En anelse komisk virker det måske, at man skal tage til Tyskland for at danne sig et overblik over den aktuelle filmkunst i vore nordiske nabolande. Men med 157 akkrediterede journalister er Nordische Filmtage under Linde Fröhlichs kunstneriske ledelse og med et samlet budget på omkring 600.000 euro et fremragende udstillingsvindue for Norden og i allerhøjeste grad et besøg værd for enhver filminteresseret. Oven i købet i en af Europas smukkeste og mest stemningsfulde byer.