Festival for enhver smag

Jon Stewarts debutfilm, Jean-Luc Godards nyeste, udfordringer fra Shinya Tsukamoto ... Berlingskes filmredaktør har læst og kommenterer her programmet for CPH PIX.

»Rosewater« Fold sammen
Læs mere

CPH PIX udmærker sig ved at rumme film fra hele filmkunstens spektrum. De store verdens­premierer skal man til Cannes og Berlin for at se. Til gengæld kan man, takket være den københavnske festivals kyndige indkøbere, se en lang række film, der ellers ikke ville dukke op på vore kanter.

Blandt de film, man før eller siden ganske enkelt er nødt til at se, er Jon Stewarts debutfilm, »Rosewater«, der er den autentiske historie om den iransk-canadiske journalist Maziar Bahari, der i 2009 blev straffet med fem måneder i iransk isolationsfængsel for at gøre grin med det iranske præstestyre. Det skete på Stewarts eget »The Daily Show«-show, som Jon Stewart nu har forladt for at hellige sig film. Man må forvente intensitet fra den danske skuespiller Kim Bodnia som den iranske afhøringsleder, der kontrollerer Baharis skæbne. Bahari spilles af den mexicanske stjerneskuespiller Gael García Bernal.

»Game of Thrones« Fold sammen
Læs mere

TV-serier er blevet en fast bestanddel af enhver festival med respekt for sig selv, og CPH PIX har for andet år i træk sikret sig visningsretten til første afsnit af dette års »Game of Thrones«-sæson. Det foregår i Østre Anlæg, der hermed vil blive midlertidigt forvandlet til et eventyrrige, og »Game of Thrones«-visningen er kun én af flere af de såkaldte event-visninger, der er blevet festivalens særkende.

»Northern Soul« Fold sammen
Læs mere

Musikfans bør ikke gå glip af »Northern Soul« som er et spillefilmsportræt af 1970ernes nord­engelske soul-scene, hvor hvide unge dyrkede den sorte amerikanske og engelske soulmusik med en fanatisme, der sjældent er set i en subkultur. Filmen efterfølges selvsagt af et afterparty i Jazzhouse, hvor der spilles musik i genren og gøres plads til dans med de særlige northern soul-moves. I den modsatte ende af intensitetsskalaen finder man en livekoncert med eksperimentalmusikeren Robert Rich, der spiller en natlig otte timers ’sleep koncert’ i Nikolajs Kunsthal. Her skal man medbringe liggeunderlag og sovepose, for det er meningen at musikken skal transportere lytteren ind i søvnens rige.

»Norway« Fold sammen
Læs mere

En af CPH PIX’ særkender er talentkonkurrencen, hvor ti debutanter bliver præsenteret. Her lyder især »Norway« (der foregår i Athen) forjættende med sit indhold af »lokkende kvinder, rumvæsener, vampyrer, narkomaner og nazister«. I publikumskonkurrencen kan man forvente en helstøbt fortælling fra tyrkisk-tyske Fatih Akin, hvis »The Cut« tager fat Tyrkiets ømme punkt – det armenske folkedrab – mens Kornel Mundruczos »White God« følger en gruppe vilde hunde i Budapests gader.

»White God« Fold sammen
Læs mere

Meget avanceret filmkunst er der i den franske nybølge-veteran Jean-Luc Godards »Goodbye to language 3D«, som er blevet ivrigt diskuteret siden verdenspremieren sidste år i Cannes: En højst besynderlig blanding af løsrevne billeder og tekster, der måske burde have befundet sig i festivalens afdeling for »Frontrunners«. Her finder man nemlig instruktører, der virkelig presser formaterne, såsom japanske Shinya Tsukamoto, der stod bag en af Japans berømteste kultfilm, »Tetsuo: The Iron Man«. I »Fires on the plain« beskriver han Anden Verdenskrigs sidste dage som et »psykedelisk mareridt set gennem en enkelt mands øjne«.

»Goodbye to language 3D« Fold sammen
Læs mere

I afdelingen for gys og science fiction bør man sætte kryds ved David Robert Mitchells »It follows«, der handler om »noget«, der forfølger en ung pige, der nu skal finde ud af, hvordan hun kan få dette usynlige til at forfølge en anden.

»It follows« Fold sammen
Læs mere