Fest i Kongens Have

Folkeliv i »Haugen ved Kjøbenhavn« i 1785. Stik af G. C. Schule. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Der skal være fest i Kongens Have. Igen, kan man sige, for heri er der intet nyt. Lige siden Christian IVs tid har haven været ramme for sammenkomster af forskellig karakter, og det fremgår af de ældste udsagn, at der var højt til loftet, når kongen beværtede rigets bedste mænd i »Haugen ved Kjøbenhavn«.

Det kunne medlem af rigsrådet Eske Brock bevidne, og med herremandens egne ord fik han »den første aften en temmelig stor rus, mens den dagen efter desværre havde været noget mindre«.

Hvordan festligheden ellers forløb, står hen i det uvisse. Formentlig også for de tilstedeværende. Den kyndige diplomat Sigvard Grubbe noterede på jysk vis i sin dagbog, at »vi drak udmærket«, og netop den omstændighed var årsag til, at rigshofmester Frantz Rantzau, landets statsminister, druknede i voldgraven.

Sørgeligt, men festlighederne fortsatte efter renæssancekongens død, og da Peter den Store kom på statsbesøg i 1716, var ét af højdepunkterne en sejltur i haven i en gondol, som Frederik IV havde haft med hjem fra Italien.

Indtil midten af 1700-tallet var hele området lukket land for alle andre end kongehuset, men så skete der noget. Den del af haven, som lå længst væk fra slottet, og hvor man altså ikke risikerede at møde den kongelige familie, blev forsøgsvis åbnet for det, man kaldte »honette Leuten«, og i 1771 gav Struensee også byens jævne indbyggere lov til at komme i haven.

Samtidig blev der givet tilladelse til et festligt spillekasino kaldet »Pharaobank«, hvorfra overskuddet tilfaldt stiftelsen for hovedstadens hittebørn, og »til publikums fornøjelse« blev der udstedt en kongelig befaling om fremførelse af musik.

Således skiftede Kongens Have på få år karakter. Det var i den såkaldt galante periode, og det var ikke fremmende for dens omdømme. »Den var et uudsigeligt gement forsamlingssted med mange liderligheder offentligt«, hævdede komponisten til »Danmark, dejligst vang og vænge«, men han skrev ikke, om anledningen til hans fortørnelse var selvoplevet.

Det gjorde heller ikke den turist, som havde besøgt haven, og som fandt det utilrådeligt at opholde sig i den om aftenen »for ikke at ofre de barmhjertige søstre herinde sine penge, sin sundhed og sin ære.«

Således gik årene, og de barmhjertige var nok stadig til stede, da en værtshusholder i begyndelsen af 1800-tallet fik tilladelse til at arrangere aftenfester i skæret fra kulørte lamper, og hvortil der blev opkrævet entré, således at politi og soldater på vagt kunne honoreres.

Byens borgere strømmede til, og herefter blev folkelige fester i Kongens Have en tilbagevendende begivenhed. Aviserne skrev om dem, nogle beklagede sig, andre var begejstrede. Men man betalte, hvad det kostede, og politiet og de fattige blev hver betænkt med en fast del af entréindtægten.