Ferry i fuld flor

Det er ikke kun broderiet på hans ny sorte koncertjakke, men også Bryan Ferrys kreativitet, der storblomstrer for tiden. I næste uge giver Roxy Music-ikonet tre koncerter i Danmark, og i næste måned udgiver han en ny plade efter en flirt med lyden af 1920erne og soundtracket til »The Great Gatsby«.

Bryan Ferry ved en koncert i Californien i april. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mario Anzuoni /REUTERS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den første Roxy Music-plade var godt et år gammel og toeren »For Your Pleasure« netop udgivet, da 28-årige Bryan Ferry debuterede som solist i oktober 1973. Den fattige minearbejdersøn, der kom på kunstskole i Newcastle og derefter tog til London for at samle et band bestående af blandt andre en sydamerikansk guitarist, en klassisk oboist og en synthesizerpioner, havde travlt med at udtrykke sig.

Han var sangskriver og frontmand i Englands mest stilskabende band, hvor det at udgive plader ikke bare begrænsede sig til tids atypiske tekster og eksperimenterende musik, men også omfattede futuristiske kostumer og pinup-piger på en række magasininspirerede pladeomslag, der med tiden er blevet ikoniske. Kun David Bowie kunne måle sig med Roxy Music, når det gjaldt om at bryde nyt land.

Men alt dette var ikke nok for Bryan Ferry. Han viste tidligt tænder som Roxy Musics ubestridte alfahan, så den senere superproducer Brian Eno måtte forlade gruppen i erkendelse af, at der kun var plads til en Bryan i det orkester. Men Ferry tog også sminken af og smøg sig ud af den stramme tigerstribede jakke for at trække i en simpel sort T-shirt og med tilbagestrøget Elvis-hår sporte et rock’n’roll-look, der passede til de yndlingssange fra især den amerikanske sangskat, han havde udvalgt sig til solodebuten »These Foolish Things«.

Hvorfor forklarede han mig, da jeg interviewede ham for tre år siden:»Mine ambitioner inden for musikken har altid været ret store og bredt favnende, og i starten kunne jeg simpelthen ikke skrive hurtigt nok til at fodre mig selv med materiale uden at sænke standarden – det har jeg så nok gjort nogle gange alligevel, that’s life – men jeg synes, at nogle musikere skriver for meget.

Så jeg fik lyst til at lave en plade, hvor jeg sang andres sange, og det blev begyndelsen på en helt anden, parallel karriere, som har været temmelig lærerig for mig. Man får udvidet sin horisont ved at synge så forskellige sange som »These Foolish Things« fra 1930erne og »A Hard Rain’s A-Gonna Fall«, som var den første Dylan-sang, jeg fortolkede.«

Når Bryan Ferry i næste måned udsender sit 14. soloalbum, »Avonmore«, er det, som om ringen sluttes, idet coveret prydes af et gammelt foto af ham selv omkring solodebuten fra 1973. Musikken ligger dog langt fra debutens spontane, lettere kitschede udtryk, men er en videreudvikling af de perfektionistiske produktioner, han introducerede sammen med produceren Rhett Davies på »Boys And Girls« i 1985 og har dyrket siden på »Bete Noire«, »Mamouna« og hans seneste album »Olympia« fra 2010.

Studiealbums med hundredvis af musikalske optagespor og lige så mange gæstemusikere, som ofte er store berømtheder i sig selv, men gladeligt stiller op, når Ferry ringer – at tre verdensberømte bassister som Marcus Miller, Flea og Mani alle spiller på samme nummer på »Olympia« er helt almindeligt i Ferrys verden. Ligeledes at guitaristerne Mark Knopfler, Johnny Marr og Nile Rodgers medvirker på »Avonmore«.

Et par musikalske svinkeærinder

Imellem disse album har der været et par musikalske svinkeærinder. Ligesom Ferry klæder sig med stor sikkerhed – både når han agerer model for Burberrys, på scenen og privat – og sjældent falder for modens luner (selv om en desperat baseballkasket og et par ungdommelige jeans var at spotte på »Taxi« fra 1993), falder han stort set aldrig for fikse musikalske ideer. Så da han tog en pause fra sine egne sange og indspillede »Dylanesque« i 2007, var det et foreløbigt punktum for hans fascination af Bob Dylans sange, der allerede blev præsenteret med »A Hard’s Rain A-Gonna Fall« i 1973.

Og da han i 1999 indspillede »As Time Goes By« med sange fra 1920erne, 30erne og 40erne var også disse årtiers vigtighed for Ferry allerede etableret med debutpladens titelnummer »These Foolish Things«, som er fra 1936, og med Ferrys hyldest til Humphrey Bogart på »2 H.B.« fra det første Roxy-album.

»As Time Goes By« var et vigtigt album, fordi han fik prikket hul på ikke bare melodierne og æstetikken, men også lyden af 1920erne, 30erne og 40erne. Lyden af gamle træk-op-grammofoner, af Benny Goodman-klarinetter, af staccato banjoer og af trompeter med dæmper på.

En lyd, der blev sat ind i en uventet ramme, da Ferry i 2012 præsenterede verden for retrojazz-ensemblet The Bryan Ferry Orchestra og albummet »The Jazz Age«, hvor Ferry ikke selv medvirker, men hvor en samling jævnaldrende landsmænd med vigende hårgrænse og måske ikke helt samme star quality som Ferry – men til gengæld med stor musikalitet og swing – spillede musik af Roxy Music og Bryan Ferry, så det lød som noget taget ud af »The Great Gatsby«. Hvilket instruktøren Baz Luhrmann kunne høre.

Da Luhrmann i 2013 filmatiserede F. Scott Fitzgeralds store roman om de brølende 1920ere, var det oplagt at kontakte Ferry, som med sine nye legekammerater leverede filmens soundtrack. The Bryan Ferry Orchestra er tænkt som et instrumentalt act, men til Gatsby-soundtracket lagde Ferry undtagelsesvist vokal på en ubetalelig udgave af det gamle Roxy-hit »Love Is The Drug« samt på Amy Winehouses »Back To Black«.

Om projektet skrev en anmelder på BBC:

»Et mærkværdigt koncept, hvor Ferry, nu nærmest ligesom Warhol, holder sig tavst vidende på sidelinjen, mens hans samarbejdspartnere laver silketryk af hans egne ikoner. Det er lige så fascinerende, som det er underligt, det er alt andet end åbenlyst og derfor værd at bifalde.«

Knap så bemærkelsesværdig er det ny album »Avonmore«. Ferry viser ikke længere vejen musikalsk, men har skabt sit eget univers, som han boltrer sig i til glæde for en trofast fanskare, hvoraf nogle har været med, siden Roxy brød nyt land, andre stod på ved »Slave To Love«, hans sidste deciderede hit, der blandt andet blev brugt i »9 1/2 Weeks«, mens andre igen er begyndt at dyrke ham, fordi de har fundet hans gamle lp’er i fars pladesamling eller hører ham synge det gamle Robert Palmer-hit »Johnny And Mary« sammen med den hippe norske dj-producer Todd Terje.

Da jeg for tre år siden bad Ferry sætte ord på sin sangskrivning, viste det sig, at det er en proces, der foregår, når dagens andre gøremål er forbi, og han er alene.

»Natten er traditionelt der, jeg laver musik. Dagtimerne er til at tænke i, aftenen er mere for »the heart and soul«. De fleste af mine sange har jeg skrevet sent, hvor jeg har fred og bare er mig selv. Det er den eneste ensomme del af min branche, resten af tiden er jeg i studiet med andre musikere og sådan. Men at skrive sange, som er sagens kerne, er jeg nødt til at gøre, når der ikke er andet tilbage at lave. Jeg kan lide nattens stilhed, tomheden. Det er der, jeg kan søge ind i mig selv.«

Natten er blid, som F. Scott Fitzgeralds anden store roman hed. Citatet kunne næsten lyde som noget fra Gatsby, og Ferry har da også indrømmet, at han blandt andet på grund af sin livsbane fra fattigdom til at være en af Englands rigeste mænd an relatere til Gatsby-figuren.

Ferry minder ikke om noget andet eller lyder ikke som andre, men det betyder ikke, at han helt er tabt bag af Bugattien. Ganske i tidens ånd knytter han bånd til sine fans og lukker dem ind i sin verden gennem især de sociale medier. På hjemmesiden bryanferry.com har han sin egen videokanal, hvor tilblivelsen af de enkelte plader bliver ledsaget af små dokumentarer, hvor en diskret silhuet af ham selv i skærmens højre hjørne udgør kanalens logo. Det er guf for fans.

Og når han i næste uge giver koncerter i København, Randers og Esbjerg bliver der heller ikke spillet kostbar, men til gengæld en masse hits fra »Love Is The Drug« og »Let’s Stick Together« til »Avalon« og »More Than This«. Og mon ikke man også får første single fra »Avonmore« at høre – »Loop De Li« hedder den og er måske Ferrys bedste bud på et hit i 30 år.

Bryan Ferry spiller i København 21.oktober, Randers 23. oktober og Esbjerg 24.oktober. »Avonmore« udkommer 17. november