En glad ung kvinde kommer gående ned ad en gade med en velvoksen blomst i hånden. En rigtig flower power-plante viser det sig, for pludselig begynder kvinden at smadre ruderne i rækken af parkerede biler. Hvorfor står ikke klart, og heller ikke hvorfor en forbipasserende betjent blot smiler over det sælsomme sceneri i et af de første videoværker på Louisianas visuelt frapperende Pipilotti Rist-udstilling.
I et andet af udstillingens første værker tværer en kvinde sit blodige ansigt mod vinduet. Det er kun makeup, ganske vist, men det ligner da blod, og sceneriet er under alle omstændigheder foruroligende og med til at understrege kompleksiteten i Pipilotti Rists forunderlige billedverden.
Himmel og Helvede
Siden sidste halvdel af 1990erne, da Pipilotti Rist udstillede på Venedig-biennalen, havde de første museumsudstillinger og solgte til blandt andre Louisiana, har hun været en voksende stjerne på den internationale kunsthimmel. Nærmest ingen biennale, inden større gruppeudstilling uden et Pipilotti Rist-værk. Fra de helt store installationer som for eksempel i Venedig engang i 00erne, da hun blæste en paradisvision op i loftet af barokkirken San Stae ved Canal Grande til de mindste formater. Som da hun til en udstilling i Rotterdam om 1400-talsmaleren Hieronymus Bosch i særdeleshed og lidelsen i tilværelsen i almindelighed bidrog med et lille hul i gulvet, hvorigennem der var udsyn til en kvinde, der tilsyneladende befinder sig i Helvedes hele lavastrømme.
Sidstnævnte er også med på udstillingen på Louisiana, der i øvrigt udmærker sig ved at omfatte adskillige af de hovedværker, der har gjort Pipilotti Rist berømt. Flere af dem er kendetegnet ved en visuel sødme, der kan virke besnærende – og værker af hende set sådan hist og her og hver for sig kunne give det indtryk, at her er tale om en forførende overfladeæstetik beslægtet med musikvideoen som for eksempel hovedværket »Sip my Oceans«, hvis lydside er en version af Chris Isaaks lækkertriste, David Lynch-stemningsskabende kærlighedssang »Wicked Game«.
Men sat sammen med 60-70 andre både meget små og meget store og komplekse værker rejser der sig en historie om det at være kvinde og menneske. Om ubehag, frustration, aggression og det utrygge i det ellers hjemlige.
Ikke hvert eneste lille bidrag til udstillingen på Louisiana er interessant. Ikke hver eneste videosekvens, heller ikke hver eneste håndtaske-skulptur med uventet indhold, skrift bøjet i neon eller andre af de mere skitseagtige småting, der alligevel i udstillingens overordnede fortælling bliver baggrundsstøj. Men det, der gør udstillingen værd at se, er dels – som allerede antydet – den sammensætning af værker, der fremhæver det skræmmende og foruroligende på bekostning af den lyserøde sødme, der kan være over nogle af hendes værker beregnet til at ligge afslappet på gulve og puder og chille.
Og så er det dels også det fascinerende, enorme, bizarre dagligstuemiljø med store videoprojektioner, der ligner en slags hjemlig hygge hos en dysfunktionel familie. I det hele taget er udstillingen en vandring i vekslende visuelle landskaber med eksplicitte opfordringer til at lægge sig på ryggen og synke ind i de elektroniske billedstrømme. Et af de visuelle greb, Pipilotti Rist anvender, er en berøring af en illusorisk vandlig flade, hvorefter den øjeblikkelig forandrer sig. Man kan måske forestille sig nogle af de mest poetiske naturscenerier i James Camerons science fiction-film »Avatar«. Bare uden – som i filmen – at ligne noget, der er skabt for at sælge et eller andet.
Jeg er et kamera
Sælger Pipilotti Rist noget, er det drømme gennem billeder. Vi og vores øjne bliver selv til et kamera. Hendes karriere taget i betragtning kunne man tro, det var nærliggende at fortælle historien kronologisk. Men på Louisiana er ældre og nyere værker og herunder et par skabt til museet i Humlebæk blandet sammen til et stort æstetisk både underholdende og skræmmende hurlumhejhus. Med sine kunstneriske virkemidler og de mange kult- og popkulturelle referencer til nærmest hvad som helst (men selvfølgeligt alt andet end tilfældigt valgt) fra Beatles til Beyoncé skal Pipilotti Rist-showet nok blive et tilløbsstykke, og ligesom med samme museums selfie-succes med den japanske billedkunstner, Yayoi Kusama, hende med polkaprikkerne, læner Louisiana sig også denne gang op ad en solid succes.
Pipilotti Rist: Åbn min lysning. Louisiana, Humlebæk. Åben: Tirsdage-fredage 11-22. Lørdage-søndage 11-17.30. Til 23. juni.
