Feministisk genindspilning af gyserklassiker tager »friblødning« til et nyt niveau

FILM: Man både frygter og fejrer kvinderne i »Call Me By Your Name«-instruktøren Luca Guadagninos genindspilning af gyserklassikeren »Suspiria«.

Mia Goth som Sara og Dakota Johnson som Susie i »Suspiria«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanbox Alessio Bolzoni/Amazon S

Lad os starte med en advarsel. I Luca Guadagninos øjenopspærrende genindspilning af »Suspiria« optræder der en vagina, der er placeret et andet sted end der, hvor man normalt finder kønsorganer. Det er mildt sagt urovækkende og karakteristisk for den kunstneriske og eksperimenterende minirenæssance, som gyserfilmen befinder sig i lige nu med film som »A Quiet Place«, »Hereditary« og »Get out«.

Luca Guadagnino, der sidste år tog verden med storm med den middelhavsduftende kærlighedshistorie, »Call Me By Your Name«, har med kreativ vellyst kastet sig over genren.

Det kan synes på forhånd dødsdømt at genindspille Dario Argentos visuelt flamboyante og bloddryppende hovedværk, »Suspiria« (1977), men Guadagnino har brugt forlægget til at forny gyseren i en moderigtig queerfeministisk retning, der på lærredet er mere end overbevisende.

Har man set originalen, hjælper det på forståelsen af genindspilningens springende og collageagtige intro. En amerikansk danser Susie (Dakota Johnson), søger i 1977 optagelse i et traditionsrigt og verdenskendt kompagni med hovedkvarter i Berlin. Kontorer, sovesal og spejlbesatte øvelokaler er placeret i dunkelt marmorpalæ, der kunne have haft en rolle i Det Tredje Rige, men hvis udsigt nu er brutalt skåret over af Muren.

Kompagniet ledes af en gruppe brogede kvinder, der synes håndplukket fra gyserfilmhistorien: Fra dansekompagniets kæderygende, karismatiske leder Madame Blanc (Tilda Swinton), der med sit lange sorte hår og krop kommer parodisk tæt på at ligne moderen, Morticia, i »Familien Addams« til Miss Vendegast (Ingrid Caven), der kunne være halvsøster til Bette Davis i »Hvad skete der egentlig med Baby Jane?«.

Det bliver hurtigt klart, at kompagniet er centrum for skumle planer, og at dansen her har andre end æstetiske kvaliteter. Vi er blandt hekse, og Luca Guadagnino skal have tak for at genskabe uhyggen ved denne ærværdige gyserfigur, der ellers er gjort harmløs af 50 års Halloween-fester.

Men her stiger heksekunsten! Tilsyneladende er kompagniet via dansen i stand til at kanalisere morderiske energier, og mens Susie danser sit første soloparti, krydsklippes der til et kompagnimedlem, der i en tidligere scene har gjort oprør, men som nu straffes ved at blive krøllet sammen som en brugt serviet af usynlige kræfter.

Det er svært at kigge på, men filmen er stadig kun ved at varme op og strække sine lemmer. Den endelige finale går fuld Grand Guignol, og giver begrebet  'feministisk friblødning' en helt ny betydning – og bringer det til et nyt niveau.

Dobbeltrolle

Det skal man ikke lade sig skræmme (væk) af, for der er meget kunsterisk kvalitet i denne film. Et spektakulært omdrejningspunkt er Tilda Swintons dobbeltrolle som Madame Blanc og som den gamle, (mandlige) jungianske psykoanalytiker Dr. Klemperer, der har overlevet nazismen og nu mistænker Blancs kompagni for lyssky gerninger.

Har man en svaghed for Berlin i denne periode, vil man påskønne den tidstypiske æstetik, fra Bowie-plakaten på væggen i dansernes sovesal til den grafitti på Muren, der kræver Baader Meinhof-banden løsladt fra Stammheim-fængslet. At filmen stedvist søger at kæde heksekompagniet sammen med datidens Rote Armee Fraktion er iøvrigt en af filmens få svagheder, der fremstår som et ufærdigt indfald.

Men det mest interessante ved »Suspiria«, er Luca Guadagninos genopfindelse af kvinden i gyserfilmen som andet end offer eller vampet seksualobjekt. Det kommer tydeligst frem i filmens skildring af dansen (koreograferet af Damien Jalet), der er helt uden den traditionelle horrorfilms iscenesættelse af kvindekroppen som begærsobjekt, men også uden den klassiske ballets fremstilling af kvinder som æteriske muser højt hævet over den lave materie.

Tilda Swinton har flere roller i »Susperia«, her som den tyranniske Madam Blanc. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanbox/Willy Vanderperre/Amazon.

I stedet bliver deres kroppe skæringspunktet mellem kulturens synlige overflade og overleverede urkræfter, som mændene – i filmens univers – bør frygte og holde fra sig. Der balanceres hårfint på grænsen mellem det kvindefobiske og det kvindefejrende, som i scenen, hvor kompagniets ledende damer holder fest på en restaurant og fråser vellystigt i luksusretter, mens de skodder smøger i østersskallerne eller bapper på deres piber.

Som mand forsøger jeg forgæves at forstå, hvorfor scenen føles så ubehagelig, indtil det pludseligt dæmrer, at jeg – i metaforisk henseende – ikke er inviteret til festen. Her er mændene lige så nyttige, som fisk har brug for cykler, eller hvordan det nu var, at sloganet lød i 1970erne. At føle sig overflødig er på en måde en mere uhyggelig oplevelse end det, man erfarer under den mere forventelige, men smukt hysteriske heksesabbat, der afrunder filmen.

»Suspiria«. Af Luca Guadagnino. Med Tilda Swinton, Dakota Johnson. Premiere i dag i udvalgte biografer. Grand Biografen viser i øjeblikket en kavalkade med Dario Argento, der instruerede den første Superia-film.